Skip to main content


Snart kan du få svar på dine prøver uden ventetid

Til efteråret kan du sidde hjemme på sofaen og klikke direkte ind på sundhed.dk og straks få svar på dine blodprøver, biopsier og journalnotater.

{snippet alle}

Er du over 15 år, kan du med dit NemID i hånden se dine sundhedsoplysninger på sundhed.dk – men du kan først få svarene på prøverne efter tre til fem dage. Det bliver ændret d. 12. september. Herefter kan du straks få adgang til dine prøvesvar.

Den hurtigere adgang er besluttet af Danske Regioners bestyrelse, og straks-adgang er den eneste rigtige vej at gå, mener Jens Stenbæk, formand for Sundhedsinnovationsudvalget i Danske Regioner.

”Tiden er løbet fra, at lægen filtrerer informationerne for patienten. Informationen skal være tilgængelig for patienterne, for det ruster dem bedre til alvorlige og grundige samtaler hos lægen. Og vi skal huske på, at mange prøver viser, at patienten ikke fejler noget. Nu kan de få besked, så snart prøven er klar,” siger han.

Oprindeligt var der en forsinkelse på 14 dage på prøvesvar, men det blev i september 2015 sat ned til tre-fem dage. Nedsættelsen blev taget positivt imod af borgerne, men mødte skepsis fra nogle læger.

I forbindelse med nedsættelsen, sagde formanden fra lægeforeningen Andres Rudkjøbing dengang, at sundhedsvæsnet naturligvis skal følge med i den teknologiske udvikling, men hvis det handler om alvorlige beskeder, så er det vigtigt at få oplysningerne overleveret af sin læge.

Jens Stenbæk er dog ikke bekymret over, at du nu endnu hurtigere kommer til at se dine svar, for den hurtige adgang ændrer ikke på, at lægen er ansvarlig for din behandling. Han tilføjer, at ændringen på ingen måde må betyde, at ansvaret glider fra læge til patient.

Du får da højst sandsynligt også brug for en forklaring fra din læge, da prøvesvaret ikke er forklaret i journalen, og at journalen er skrevet i fagsprog.

Om prøvesvar

- Alle borgere over 15 år kan få adgang til sine sundhedsoplysninger i sundhedsjournalen på sundhed.dk. Man skal logge ind med sit NemID, og sundhed.dk sender ikke beskeder til f.eks. eBoks eller på mail.

- I øjeblikket er der indlagt en forsinkelse, så patienten først kan læse prøvesvar tre–fem dage efter prøvetagningen, mens hospitalslægen eller den praktiserende læge kan se svaret, når det er klar. Den forsinkelse fjernes den 12. september 2017, så der gives straks-adgang (inden for 24 timer).

- Ansvaret for at tolke og handle på prøvesvar vil efter den 12. september fortsat entydigt ligge hos den sundhedsprofessionelle.

- Når man logger på sundhedsjournalen, mødes man af en besked: Her i løsningen ligger der måske nye sundhedsoplysninger. Din læge eller hospitalet vil under alle omstændigheder sørge for, at du får vigtige beskeder, men har måske ikke nået det endnu. Du bør overveje, at du kan få vist oplysninger, som du ikke forstår, eller som gør dig bekymret.