
En almindelig influenzaepidemi varer 4-6 uger i vintermånederne fra december til marts.
Influenzaen er over os
Lige nu er der mange der er ramt af influenza, og hospitalerne i Region Hovedstaden melder flere steder om overbelægning.
{snippet alle}
Januar er en måned, hvor mange mennesker bliver syge og lige nu er mange ramt af influenza og det betyder, at personalet på hospitalerne løber hurtigere end ellers. Du kan derfor som patient og pårørende risikere at blive generet af de udfordringer, som overbelægningen medfører. Situationen er særlig, men under kontrol.
"Selvom situationen er ekstraordinær, er den under kontrol. Vi følger nøje med i udviklingen og gør alt hvad vi kan for at sikre, at alle får en ordentlig og tryg behandling. Influenzaepidemier forekommer ca. hvert tredje-femte år og er umulige at forudsige," siger koncerndirektør Svend Hartling.
Influenza viser sig ved pludselig feber (over 38°C), og du får muskelsmerter, kulderystelser, hovedpine, ondt i halsen og i nogle tilfælde opkastning og diarré. Du er typisk syg i to til syv dage. I de fleste tilfælde er der ingen grund til bekymring, men for nogle personer kan influenza være meget alvorlig og føre til hospitalsindlæggelse, især hvis man i forvejen er svækket eller over 65 år.
Sådan undgår du at smitte og blive smittet
- Undgå tæt kontakt med personer, som du ved er syge.
- Blive hjemme fra arbejde, skole eller lignende, hvis du er syg.
- Undgå at hoste og nyse i din håndflade. Brug i stedet et engangslommetørklæde eller til nød ærmet.
- Vask hyppigt dine hænder med vand og sæbe - især efter at du har hostet, nyst eller pudset næse. Brug eventuelt håndsprit (70 % - 85 %).
- Undgå at røre ved dine øjne, din næse eller din mund uden forudgående håndvask. Så nedsætter du risikoen for at blive smittet, selvom du skulle have fået smitte på hænderne.
- Sørge for at holde fælles ting og overflader rene ved almindelig rengøring.
Kilde: Statens Serum Institut
Influenza skyldes infektion i de øvre luftveje med influenzavirus A, B eller C. Alle kan blive ramt af influenza. Det er dog især ældre over 65 år og andre personer med sygdom, der påvirker immunforsvaret, som har øget risiko for et alvorligt forløb af influenza.
Influenza er en typisk vintersygdom. Den tilbagevendende vinterinfluenza kaldes sæsoninfluenza, og den optræder i bølger af 6-10 ugers varighed i perioden fra december til marts.
Selvom sæsoninfluenza vender tilbage hver vinter, bliver man ikke syg hvert år. Undersøgelser viser, at voksne over 30 år typisk kun rammes af sengekrævende influenza sygdom ca. hvert 5. år, hvorimod børn typisk rammes oftere. Det er i høj grad smitte blandt børn, der holder smitten i gang.
Kilde: Statens Serum Institut

