I løbet af de seneste par år har forskere ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet undersøgt de to store grupper af tarmbakterier Prevotella og Bakteroides og deres betydning for vægttab.

Det seneste studie, som forventes fulgt op af nye studier, understreger, at mængden af Prevotella er en betydningsfuld faktor for, at sunde voksne med overvægt taber sig på en diæt af fuldkorn.

"Vores fund er ret entydige, at forekomsten af tarmbakterien Prevotella kan forudsige højere vægttab på en fuldkornskost," siger Ph.d. på Institut for Idræt og Ernæring Lars Christensen, som er hovedforfatter til undersøgelsen, der er offentliggjoirt i tidsskriftet The Journal of Nutrition i december 2019.

"Vores fund er dog kun et lillebitte bidrag til forståelsen af tarmbakteriers rolle i forhold til vægt. Vi er stadig i den spæde starte af en fuld forståelse, som kan forklare og byde ind med løsninger i forhold til f.eks. overvægt."

Fibre og Prevotella

Studiet følger op på et dansk grundstudie fra 2017, som viste et generelt vægttab hos sunde mennesker med overvægt, der over en seks-ugers periode spiste en fuldkornsrig kost ad libitum sammenlignet med en gruppe, der spiste en kost rig på raffineret hvede. I nærværende studie har de danske forskere nu undersøgt, om bakteriesammensætningen i tarmen har betydning for, hvem der taber sig mest.

Forskerne undersøgte sammenhængen mellem forekomst af Prevotella og vægttab på fiberrig kost hos 70 sunde personer med overvægt. Af disse havde 15 en høj Prevotella forekomst. 31 havde lav forekomst, og de 24, hvor man ikke fandt Prevotella, blev analyseret separat. Studiet viste, at personer med en høj forekomst af Prevotella i løbet af seks uger tabte sig 2,0 kg mere på en fuldkornsrig kost sammenlignet med deltagere med lav forekomst af Prevotella.

"Efter vores sammenlagt fire-fem studier er vi overbeviste om, at Prevotella bakterier spiller en vigtig rolle i vægtudvikling, når man spiser fiberrigt," siger Lars Christensen.

"Men forskningsmæssigt er vi stadig på et meget tidligt stadium og kan f.eks. ikke sige noget om, hvorvidt det er balancen mellem bakteriestammerne Bakteroides og Prevotella, Prevotella arter alene eller samspillet med andre bakterier, der har ansvar for det positive vægttab. Det kræver flere studier at forstå sammenhængen."

Lille skridt på lang vej

Bakteriernes opgaver i tarmene er meget kompliceret. Blandt de anslået 400-500 forskellige bakteriearter har man f.eks. langt fra identificeret dem alle. Desuden kender man hverken bakteriernes forskellige potentialer eller samspil med hinanden eller andre metaboliske faktorer.

"Prevotella er stadig bare en ”paraply” og består af mange arter og derunder stammer. Hver især har de forskellige evner til f.eks. at nedbryde fibre og danne et hav af forskellige metabolitter," siger Lars Christensen.

"Ud over bakterier er der desuden mange andre organismer, som svampesporer og virus, der også spiller indtil videre ukendte roller. Dertil kommer, at fibre ikke bare er fibre. De har forskellige sammensætninger og nedbrydes ikke ens. Så billedet er langt fra sort/hvidt. Der er mange, mange nuancer, vi slet ikke kender," siger han.

Prevotella en vigtig biomarkør

Studier som dette er dog alligevel ifølge Lars Christensen et vigtigt lille skridt ind i ukendt land.

"Vi er udmærket klar over, at vores forskning ikke kommer med den endelige løsning på problemer med stigende overvægt," siger han.

"Men der er ingen tvivl om, at tarmbakterier har centrale roller også i vægtregulering, og i bidder får vi mere forståelse af, hvordan. Dette studie viser, at sunde mennesker med overvægt og en høj forekomst af Prevotella taber sig mere, hvis de spiser en fiberrig kost end deltagere med lav Prevotella koncentration kan. Forskerne mener, at det er realistisk, at man indenfor en overskuelig fremtid kan implementere tarmbakterie-biomarkører som en vigtig del i individualisering af kosten til mennesker med overvægt."

Personer med prostatakræft er i øget risiko for fald og frakturer, hvis de behandles med den nye generation af anti-androgen medicin, viser systematisk review og metaanalyse.

Resultaterne, der er udgivet i tidsskriftet JAMA Network Open, peger på, at patienter med prostatakræft, der behandles med den nye generation af androgenreceptor-hæmmere (ARI), har en signifikant øget risiko for fald og frakturer. Det drejer sig om lægemidlerne daralutamid, apalutamid og enzalutamid.

Forskerne understreger dog, at fald og frakturer var "en sjælden bivirkning", og de vurderer, at de betydelige forbedringer i den samlede overlevelse forbundet med ARI-behandling kan opveje risikoen for fald og frakturer hos nogen patienter. Førsteforfatter Zin Myint fra Markey Cancer Center i Lexington, Kentucky, USA, udtaler til MedwireNews/ESMO:

"Onkologer bør overveje at indarbejde faldrisiko-screeningsværktøjer til ældre, aktive patienter med kræft på klinikkerne." 

Sammenhængen er uklar
Zin Myint og medforfatterne skriver i JAMA Network Open, at det er uklart, hvorfor behandling med ARI er forbundet med en øget risiko for fald, men bemærker, at sammenhængen kan være relateret til enzalutamids og apalutamids evne til at krydse blod-hjerne-barrieren. 

Da ikke alle undersøgelser i metaanalysen gav information om brugen af ​​denosumab og andre lægemidler mod osteoporose, var forskerne ude af stand til at "drage en stærk konklusion om, hvorvidt brug af knoglesundhedsmidler ville reducere brudhastigheden." Ikke desto mindre anbefaler forskerne, at "[en] passende anvendelse af knoglemålrettede midler bør overvejes hos disse patienter i henhold til de fastlagte retningslinjer."  

Forfatterne konkluderer i studiet:

"Yderligere prospektive studier er berettigede til at identificere potentielle mekanismer og udvikle strategier, der inkluderer et faldrisikovurderingsværktøj til at undersøge risikofaktorerne for fald eller brud."

Detaljer om metaanalysen

Forskerne samlede data fra 11.382 prostatakræftpatienter med en median alder på 72 år, der deltog i ét ud af 11 kliniske forsøg inden august 2019, inklusive TITAN-, SPARTAN- og ARAMIS-studierne. 

Fald blev rapporteret af 8,0 procent af ARI-patienterne og 5,0 procent af kontrollerne, hvor grad 3 eller mere alvorlige fald forekom hos henholdsvis 1,0 procent og 0,6 procent. Frakturer blev rapporteret hos tilsvarende 4,0 procent og 2,0 procent med grad 3 og mere alvorlige frakturer hos 1,0 procent og 0,5 procent. 

Forekomsten af ​​all-grade fald og frakturer varierede efter anvendt ARI, hvor apalutamid havde de højeste rater for begge hændelser efterfulgt af enzalutamid og darolutamid. 

En samlet analyse viste, at behandling med en ARI var forbundet med en signifikant øget risiko for både all-grade og grad 3 og mere alvorlige fald (relativ risiko [RR] = henholdsvis 1,80 og 1,60) samt en signifikant stigning i risikoen af all-grade og grad 3 og mere alvorlige frakturer (RR = henholdsvis 1,59 og 1,71).