Skip to main content

Forsøg med frøæg giver forståelse for reparation af DNA

Forsøg med frøæg giver forståelse for reparation af DNA

Når DNA bliver kopieret, hvilket sker hver gang en celle bliver delt, udløser det samtidig reparation af skader på DNA’et. Det har forskere fra Københavns Universitet beskrevet i et nyt studie, hvor de har studeret ekstrakt udvundet fra frøæg, hvis proteiner minder om menneskecellers.

Forskerne håber, at de nye forskningsresultater på sigt kan bruges til at lave mere effektive behandlinger mod kræft.

Skadelige læsioner på DNA’et kan opstå på mange forskellige måder og kan både forårsages af faktorer inde fra kroppen og udefra. I studiet, som er offentliggjort i Molecular Cell, har forskerne afdækket nogle af de måder, som celler bruger til at reparere skader. Den type skader, som forskerne har studeret, er såkaldte DNA-protein crosslink. 

”Det er essentielt at forstå, hvordan de her skader bliver repareret, fordi hvis de ikke bliver fikset, så udvikler man kræft og accelereret aldring. Men det er også et vigtigt element at forstå i forhold til kræft og kemobehandling. De fleste kemobehandlinger virker på den måde, at de skaber de her skader. Hvis vi kan få en forståelse af, hvordan skaderne bliver repareret, så kan vi bruge det til at udvikle en kombinationsbehandling, hvor man på den ene side skaber skader, samtidig med at man hæmmer kræftcellernes reparation af dem. Det vil være en endnu mere effektiv måde at dræbe kræftceller på,” siger sidsteforfatter til studiet, Julien Duxin, lektor ved Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research, i en pressemeddelelse.

Forskerne har fundet to måder eller veje, som bliver brugt til at udbedre DNA-protein crosslinks. De har samtidig afdækket, hvordan kopiering af DNA udløser disse reparations-processer.

”Kræftceller deler sig hurtigere end normale celler og har derfor brug for mere DNA-kopiering. De er derfor meget følsomme over for skader, som forstyrrer den proces. Imidlertid kan DNA-kopiering også udløse reparationen af skader. Eksempelvis, kan man sammenligne DNA-kopiering med en motorvej med biler på. Hvis du har en stor sten på midten af en vej, hvor ingen kører, så er der ingen, som opdager stenen. Men så snart man kører på en vej, der er blokeret, bliver du opmærksom på, at der er et problem, som skal løses,” siger Julien Duxin.

Kræftceller er smarte og finder ofte en måde at reparere sig selv på. Eksempelvis kan en kemobehandling virke mod en type kræftceller i en periode på seks måneder for derefter at stoppe med at virke, fordi kræftcellerne har fundet ny vej til at fjerne en skade og reparere skaderne. Derfor vil forskerholdet nu fortsætte med at undersøge disse skader og finde flere måder, hvorpå de bliver repareret. De har særligt fokus på de former for DNA-skader, som opstår ved kemobehandlinger.

Forebyggende immunterapi godkendt trods manglende data for overlevelse

Artikel 3: Godkendelsesproces

 

Forebyggende immunterapi godkendt trods manglende data for overlevelse

Der er god grund til, at Medicinrådet sidste november godkendte forebyggende immunterapi til behandling af modermærkekræft uden at have data for den samlede overlevelse – behandlingen reducerer risikoen for tilbagefald, og den gevinst skal patienterne have adgang til hurtigst muligt, siger professor Inge Marie Svane.

 

Af Anne Mette Steen-Andersen

 

Formuleringerne var behæftet med forbehold og en usikkerhed, da Medicinrådet i november sidste år gav forebyggende (adjuverende) immunterapi til modermærkekræftpatienter med stadium III og IV sygdom det blå stempel. »Evidensenkvalitet vurderes at være lav« og »vurderingen er truffet på baggrund af manglende data for overlevelse og risiko for permanente endokrinologiske bivirkninger«,lød det således i skrivelsen fra Medicinrådet vedrørende nivolumab (Opdivo) som mulig standardbehandling til adjuverende behandling af modermærkekræft. De forbeholdne formuleringer til trods, mener professor Inge Marie Svane, der er leder af Center for Cancer Immune Therapy (CCIT) på Herlev Hospital, at godkendelsen var på sin plads.

 

»Der var god grund til ikke at vente længere med godkendelsen. Selvfølgelig trækker det ned, at vi fortsat mangler OS-data, men data for den recidivfri overlevelse viser, at adjuverende nivolumab markant nedsætter risikoen for tilbagefald – den gevinst skal patienter have adgang til hurtigst muligt,« siger hun og tilføjer:

 

»Hvad angår adjuverende behandling tager det længere tid at få OS-data, end det gør for behandlinger, der er målrettet metastatisk sygdom – her vil det hurtigere afsløres, om behandlingen har effekt på overlevelsen eller ej. Med adjuverende behandling kan man vente i flere år, førend OS-data er modne.«

 

Ingen overraskelser på vej

Af Medicinrådets godkendelse fremgår det, at der kommer en interimanalyse, og at OS-data kan forventes i løbet af år 2020. Inge Marie Svane forventer ikke, at interimanalysen kommer til at ændre billedet.

 

»OS-data kommer med al sandsynlighed til at bekræfte forventningen. Altså, at adjuverende immunterapi omsættes til forlænget overlevelse. Der kan selvfølgelig altid ske ting, der gør, at en godkendelse må trækkes tilbage, men i tilfældet med adjuverende nivolumab forventer jeg, at OS-data vil bibringe en højere kvalitet i evidensen,« siger hun og fortsætter:

 

»Jeg var lettet over, at der ikke var problemer med godkendelsen. Det ville have været skuffende og rigtig ærgerligt for vores patienter, hvis den havde trukket i langdrag grundet manglende OS-data.«

 

I den metastatiske setting har en række studier vist, at behandling med immunterapi generelt omsætter sig til forlænget overlevelse, mens behandlingen i mindre grad flytter den mediane progressionsfri overlevelse i den samlede patientgruppe. Det vil sige, at de patienter, som har effekt af immunterapi i den metastatiske setting hyppigt også bliver langtidsoverlevere.

 

»Det vil komme bag på mig, hvis vi ikke ser samme mønster blandt patienter, vi behandler med adjuverende immunterapi,« siger Inge Marie Svane.

 

Behov for mere viden

2-års data fra det studie, der ligger til grund for godkendelsen af adjuverende nivolumab (CheckMate 238) viser, at nivolumab forlænger recidivfri overlevelse blandt patienter, som er i størst risiko for at få tilbagefald med 58 pct. sammenlignet med patienter, som ikke modtager adjuverende behandling efter kirurgi. Der er ingen tvivl om, at disse data er uhyre positive, men det at rykke immunterapi længere frem i forløbet, åbner samtidig op for hidtil usete problemstillinger.

 

»For øjeblikket diskuterer vi, hvad vi skal stille op med de patienter, der får tilbagefald efter adjuverende immunterapi. De har haft svigt på immunterapi, inden deres sygdom spredte sig – og hvad kan vi så tilbyde dem i metastatisk setting? Al data, vi har om immunterapi til patienter med metastatisk sygdom, omhandler patienter, der ikke har fået adjuverende behandling. Vi kender endnu ikke effektmønsteret hos den ’nye patientgruppe’,« siger Inge Marie Svane og tilføjer, at den viden skal indhentes og indføres i de kliniske databaser over de næste år.

 

Da muligheden for at behandle med adjuverende immunterapi kun har eksisteret i et par måneder i Danmark, er der endnu ikke konstateret tilbagefald på behandlingen. Strategien i forhold til tilbagefald kommer, ifølge Inge Marie Svane, sandsynligvis til at afhænge af, hvornår tilbagefaldet sker.

 

»Sker det under det etårige adjuverende behandlingsforløb, må vi konkludere, at patienten er resistent over for immunterapi, og vi må ty til andre behandlingsalternativer, f.eks. BRAF-hæmmere. Men sker tilbagefaldet et stykke tid efter den adjuverende behandling er ophørt, kan det give mening at behandle dem med immunterapi igen – for så er de ikke progredieret i forbindelse med den adjuverende behandling, og det er derfor muligt, at deres sygdom stadig er følsom over for immunterapi,« forklarer hun.

 


BOX:
Hvad er adjuverende behandling?


Ordet ’adjuvare’ kommer fra latin og betyder at hjælpe.

Adjuverende behandling er en forebyggende behandling, man kan få, efter at man er blevet radikalt behandlet. Altså supplerende behandling, som tilbydes efter en operation, hvis der er mistanke om, at kræften har bredt sig. Adjuverende behandling er ofte medicinske behandling og kan gives for at forebygge, at kræftsygdomme udvikler sig og vender tilbage.

Adjuverende behandling kan være strålebehandling, kemoterapi, antihormonbehandling – eller immunterapi.

Den adjuverende medicin føres med blodet rundt i kroppen og vil slå de kræftceller ihjel, som eventuelt måtte være ført med blod- eller lymfebanen ud i kroppen (mikrometastaser).

 

 

Boks:

 

I studiet er den adjuverende behandling med Opdivo (nivolumab) givet til patienter, der er opereret indenfor 12 uger før behandling opstartes.

 

Godkendelsen til behandling i Danmark blev givet den 14. november 2018. På nationalt plan har man så valgt at gå 12 uger tilbage fra den dato – svarende til den 22. august 2018 – og tilbyde patienter opereret efter den dato den adjuverende behandling.

 

Adjuverende behandling givet mere end 12 uger efter operationstidspunkt er ikke undersøgt og dokumenteret i studiet - og i Danmark har man derfor valgt ikke at tilbyde behandling til de patienter, der er opereret før den 22. august.

 

Pr. 1.1.2019 tilbydes således kun adjuverende behandling med Opdivo til patienter der er opereret indenfor de seneste 12 uger.

 

Forskere vil nedsætte risikoen for alvorlige infektioner ved leukæmi

Rigshospitalet vil teste forebyggende medicinsk behandling af nydiagnosticerede patienter med kronisk lymfatisk leukæmi (CLL). Håbet er at kunne nedsætte patienternes risiko for alvorlige infektioner, som er ansvarlig for hvert tredje dødsfald blandt patienterne.

Hvidovre-professor: Kvinder med astma skal skynde sig at få børn

Hver 10. kvinde i den fødedygtige alder har astma, og kvinder med astma har langt oftere brug for fertilitetsbehandling. Det viser ny forskning på Hvidovre Hospital. For kvinder over 35 år gælder det, at en fjerdedel får brug for hjælp. 

Populært slankeprincip skal hjælpe mennesker med prædiabetes til at leve sundt

I samarbejde med kostvejleder og forfatter bag slankekonceptet Sense, Suzy Wengel, har Diabetesforeningen udgivet en ny bog, der skal støtte mennesker med prædiabetes i at leve sundt og få styr på deres blodsukker. Boges anvisninger er lette at gå til, hvilket gør metoden virkningsfuld, vurderer diætist i Diabetesforeningen. 

prædiabetes

Lægerne skal vælge mellem 30 lægemidler til epilepsi

Med tredje generation af antiepileptiske lægemidler har epilepsilægerne i dag omkring 30 forskellige præparater at vælge imellem. Flere af de gamle præparater fra 1920’erne og 30’erne er også stadig i brug, da de er konkurrencedygtige i forhold til anfaldsbekæmpelse.

epilepsi