Skip to main content


“Vil man gøre en reel forskel for sclerosepatienter, handler det om kvalitet, sammenhæng og adgang til specialiseret viden – og langt mindre om nærhed for enhver pris. Det er afgørende, at de nye sundhedsråd er opmærksomme på det, når de påbegynder deres arbejde," siger formanden for Scleroseforeningen, Klaus Høm.

Patienter afviser sundhedsreformens idé om nærhed: Vi kører hellere langt for kvalitet

En ny landsdækkende undersøgelse fra Scleroseforeningen udfordrer sundhedsreformens grundidé om, at et mere nært sundhedsvæsen automatisk skaber tryghed. For patienter med sclerose er billedet det stik modsatte: 81 procent vil hellere rejse langt for at få adgang til specialiseret behandling end modtage behandling tæt på hjemmet.

Sundhedsreformen, som blev vedtaget i 2024, skal ændre den måde, sundhedsvæsenet er organiseret på. Reformen bevarer regionerne, men reducerer antallet fra fem til fire. Samtidig oprettes 17 nye sundhedsråd fordelt over landet, som skal bestå af politisk valgte repræsentanter fra regionsrådet og de kommuner, som ligger i sundhedsrådets geografiske område.

Idéen om nærhed er et af reformens nøgleord. Tanken er, at borgere i højere grad skal kunne få behandling tættere på, hvor de bor – for eksempel i sundhedshuse, kommunale klinikker, hos praktiserende læger eller i eget hjem, så færre behøver tage turen til hospitalet. Ifølge regeringen skal det give mere sammenhæng i patientforløbene og et sundhedsvæsen, der føles mere tilgængeligt i hverdagen.

Men ifølge Scleroseforeningen opleves nærhed ikke nødvendigvis som en fordel af dem, det hele handler om.

“Patienterne er meget tydelige: De forbinder ikke nærhed med tryghed, men med risiko for tab af kvalitet i behandlingen. Tryghed for dem handler om adgang til ekspertise, kvalitet og kontinuitet,” siger Klaus Høm, administrerende direktør i Scleroseforeningen.

“Hvis sundhedsreformen skal give mening, må den bygge på patienternes behov – ikke på en politisk idé om nærhed for enhver pris.," siger han.

Flertal uden kendskab til reformen

Undersøgelsen viser samtidig, at mange patienter slet ikke kender til reformen. På landsplan svarer 42 procent ja, 47 procent nej og 11 procent ved ikke til spørgsmålet: “Har du hørt om den nye sundhedsreform med oprettelsen af sundhedsråd og nye regioner?”

Der er store regionale forskelle. I Region Nordjylland har 61 procent ikke hørt om reformen, mens andelen i Region Sjælland er 40 procent og i Region Hovedstaden 34 procent. Mange frygter, at en udflytning af opgaver til kommuner og lokale sundhedshuse vil føre til ringere behandling.

“Jeg frygter, at patienterne kastes rundt, hvor der ikke er tilstrækkelig viden om specialerne,” skriver en kvindelig sclerosepatient i 50’erne fra Region Midtjylland.

Kvalitet giver tryghed – ikke nærhed

I undersøgelsen blev deltagerne bedt om at placere sig på en skala fra “At behandlingen foregår tæt på, hvor jeg bor” til “At behandlingen er af høj kvalitet”. Skalaen havde ingen midterposition for at tvinge deltagerne til at tage stilling. Resultatet er tydeligt: 81 procent vægter kvalitet højere end nærhed.

37 procent af patienterne placerede sig helt ude i yderpunktet “At behandlingen er af høj kvalitet”, mens kun 3 procent valgte nærhed som vigtigst. Flere patientudsagn viser, hvor meget ekspertise og kvalitet betyder:

“Jeg kører gerne langt for at få kvalitet,” siger en kvinde i 60’erne fra Region Syddanmark.

“Faglighed er altid vigtigere end afstand,” siger en mand i 40’erne fra Region Midtjylland.

“Det er altafgørende for mig, at jeg kan bevare mit nuværende niveau, og det rejser jeg gerne langt for,” siger en kvinde i 40’erne fra Region Nordjylland.

“Høj kvalitet betyder alt for mig – transporten skal jeg nok finde ud af. Jeg tror ikke, at jeg ville føle mig tryg ved behandling i et mindre, lokalt sundhedshus. Selvfølgelig kan et sundhedshus varetage rutineopgaver som blodprøvetagning osv., men samtaler vedrørende medicin, MR-scanning osv. skal foregå på en specialiseret hospitalsafdeling,” skriver en kvinde i 50’erne fra Region Hovedstaden.

Advarsel til de nye sundhedsråd

Efter kommunal- og regionsvalget skal de nye sundhedsråd for alvor i gang. De får en central rolle i at forme, hvordan reformen bliver til virkelighed i praksis. Men ifølge Scleroseforeningen risikerer reformens ambition om mere lokal behandling at ramme patienter med kroniske sygdomme som sclerose, hvor specialviden er afgørende.

“Sclerose er en kompleks sygdom med gennemsnitligt 13 samtidige symptomer per patient. Det kræver behandling fra specialister, der kender sygdommen i dybden,” siger Klaus Høm.

“Vil man gøre en reel forskel for sclerosepatienter, handler det om kvalitet, sammenhæng og adgang til specialiseret viden – og langt mindre om nærhed for enhver pris. Det er afgørende, at de nye sundhedsråd er opmærksomme på det, når de påbegynder deres arbejde.”

Undersøgelsen er gennemført af Scleroseforeningen blandt et landsdækkende panel af 923 personer med sclerose og deres pårørende. Svarprocenten er 61 procent blandt mennesker med sclerose og 37 procent blandt pårørende.