Skip to main content


”Tallene for sidste år var stærkt utilfredsstillende. Men nu ser vi, at der er sket markante forbedringer på relativ kort tid. Og det vil jeg gerne kvittere for,” siger formanden for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (Kons).

Efter aflysninger på stribe: Nu er ventetiden kortere for hjertepatienter

Efter en længere periode, hvor hjertepatienter i Region Hovedstaden har måttet vente meget længe på operation og også ofte har fået deres operation aflyst, er udviklingen pludselig vendt.

Nye tal viser nemlig, at ventetiden til planlagt hjertekirurgi nu pår 30 dage, og der stort set ikke længere aflyses operationer.

Det er ellers ikke lang tid siden, at en opgørelse viste, at der sidste år var rekordmange patienter, der fik aflyst og udsat store operationer på grund af kapaciteten på landets største hjertecenter på Rigshospitalet.

I 3. kvartal sidste år lå ventetiden på 45 dage, men er nu nede på 30 dage (gennemsnitstal). Og hvor aflysningerne sidste år toppede med 36 procent, viser de nyeste tal for maj i år, at aflysningerne er nede på fem pct.

”Tallene for sidste år var stærkt utilfredsstillende. Men nu ser vi, at der er sket markante forbedringer på relativ kort tid. Og det vil jeg gerne kvittere for,” siger formanden for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (Kons).

Den negative udvikling i forhold til ventetider og aflysninger på Rigshospitalets Hjertecenter i 2017 fik regionspolitikerne til i sidste halvdel af året at vedtage konkrete politiske initiativer såsom udvidelse af ’fast track’ kapaciteten, etablering af to akutlejer og indførelse af en garantiklinik for udredning. Og ledelse og medarbejdere på Hjertecentret har også bidraget til at løse problemerne, bl.a. har kirurger opereret indtil klokken kl. 20 i hverdage.

”Når man skal igennem en alvorlig hjerteoperation, så skal man ikke bekymre sig om ventetider og aflysninger. Derfor glæder det mig, at vi nu kan se på tallene, at både vi politikere og medarbejderne har gjort en indsats for at forbedre situationen,” siger Christoffer Buster Reinhardt og peger på, at ”næste mål må være, at tallet kommer under de 30 dage for alle patienter, da det jo er det, vi lover patienterne”.

De nyeste tal medregner ikke effekten af garantiafdelingen på Herlev og Gentofte hospital, der skal hjælpe med bedre overholdelse af udredningsretten. Forventningen er imidlertid, at den vil bidrage til en yderligere forbedring af ventetiderne for hjertesyge.

Ikke ønskværdigt at komme ned på nul

I forhold til aflysninger mener sundhedsudvalgsformanden, at det nuværende tal på fem procent er fornuftigt.

”Det er ikke ønskværdigt, at vi kommer ned på nul. For så får vi for meget ledig operationskapacitet, og det er ikke en god måde at udnytte ressourcerne på,” siger han og peger på, at det næste han vil se på er, hvornår patienterne faktisk får behandlingen:

”For bliver man aflyst og kaldes ind dagen efter, er problemet måske ikke så stort. Men det siger tallene ikke noget om. Og det vil jeg gerne dykke lidt ned i nu. For vi skal ikke lave problemer ud af noget, der ikke er et problem,” siger Christoffer Buster Reinhardt. 

Prioritering kan blive nødvendig

På Sundhedsudvalgets seneste møde i maj var politikerne enige om ikke at sende flere penge af sted til dette område og tog derfor også hul på snakken om den prioritering, som kan blive nødvendig. Først vil de dog se tiden an, for at følge om den gode udvikling i 2018 stabiliserer sig.

”Hvis det viser sig, at det, vi har allerede har gjort, er tilstrækkeligt, er det fint. Men hvis ikke, må vi selvfølgelig træde i karakter og tage en mere principiel diskussionen om prioritering,” siger Christoffer Buster Reinhardt og understreger, at det i så fald vil ske i samarbejde med medarbejderne.

- Kilde: Rigshospitalet, Hjertecenteret