To typer progesteronreceptorhæmmere kan reducere risikoen for brystkræft hos raske kvinder med BRCA-mutationer. Det viser en mindre ny undersøgelse, hvor forskerne bag også præsenterer en test, der kan estimere brystkræftrisikoen over tid.

”Mulighederne for at forebygge brystkræft hos kvinder, der bærer BRCA-mutationer, er i dag meget begrænsede, og mange kvinder er tvunget til at træffe beslutninger om, hvorvidt de skal opereres for at fjerne deres bryster for at reducere deres kræftrisiko. Vores forskning åbner mulighed for bedre overvågning og forebyggelse af brystkræftrisiko hos den individuelle kvinde, så hun kan træffe informerede beslutninger,” siger en af ​​undersøgelsens forfattere Kristina Gemzell Danielsson, som er professor ved Institut for Kvinders og Børns Sundhed, Karolinska Institutet, og overlæge ved Karolinska Universitetshospitalet i Sverige, på Karolinska Institutets hjemmeside.

Resultaterne fra undersøgelsen, som er offentliggjort i Genome Medicine, bekræfter tidligere resultater, der viser, at lægemidlerne mifepriston og ulipristalacetat reducerer ændringer forbundet med øget kræftrisiko i vævsprøver fra bryster hos raske kvinder. Både mifepriston og ulipristalacetat hæmmer virkningen af ​​corpus luteum-hormonet progesteron og bruges i dag blandt andet som nødprævention. I undersøgelsen reducerede stofferne kræftfremkaldende celleforandringer hos alle kvinder uden BRCA-mutationer og hos omkring to tredjedele af kvinder med BRCA-mutationer.

I et delstudie blev 35 kvinder inkluderet, hvoraf 15 bar BRCA-mutationer, som blev behandlet i to-tre måneder med enten mifepriston eller vitaminer (kontrolgruppen). Et andet delstudie omfattede yderligere ni kvinder, der blev behandlet med ulipristalacetat.

Test udpeger kandidater til forebyggende behandling

Et af fundene i undersøgelsen var, at kvinder med BRCA-mutationer havde højere progesteronniveauer under menstruationscyklussen end kvinder uden mutationen, især i perioden efter ægløsning op til menstruation. Resultatet understøtter tesen om, at behandling rettet mod progesteronsignalering muligvis kan være med til at reducere kræftrisikoen, mener forskerne.

”Vores resultater tyder på, at progesteronreceptorhæmmere kan være attraktive lægemiddelkandidater til at reducere kræftrisikoen hos yngre kvinder med BRCA-mutationer. Men før behandling kan anbefales, er der behov for større kliniske undersøgelser for at validere resultaterne i en mere diversificeret gruppe og for at undersøge mulige bivirkninger. Langtidsbrug af ulipristalacetat har for eksempel været forbundet med leverskader, mens mifepriston ikke har været forbundet med nogen sådan effekt,” siger Kristina Gemzell-Danielsson.

BRCA-mutationer er arvelige og øger risikoen for, at kvinder udvikler såkaldt triple-negativ brystkræft. Triple-negativ brystkræft er kendetegnet ved, at tumorcellerne mangler tre typer receptorer på celleoverfladen, hvilket gør det sværere at målrette lægemidler mod kræftcellerne. I dag står kvinder med BRCA-mutationer over for valget om at få deres bryster fjernet for at reducere risikoen for at udvikle denne svære at behandle kræftform.

For at hjælpe kvinder med at vurdere deres individuelle kræftrisiko har forskerne bag den nye undersøgelse udviklet en test kaldet WID-Breast29-testen (Women's cancer risk IDentification for Breast 29), som måler epigenetiske ændringer i f.eks. vævsprøver. Forskerne håber, at testen efter validering i større undersøgelser vil kunne bruges til at identificere kvinder, der kan have gavn af forebyggende medicinsk behandling.

ERS: For første gang nogensinde har et studie sammenlignet lungevolumen-reduktions-kirurgi og bronkoskopisk lungevolumen-reduktion med ventil og fundet, at den mindre invasive metode er lige så god.

Det viser det randomiserede CELEB-studie (abstrakt #RCT4448), der blev præsenteret tirsdag på årets ERS-kongres i Barcelona.

Resultaterne giver klinikere mere praktisk viden om, hvilken tilgang de skal vælge til de patienter, der er egnet til begge procedurer. Det forklarede førsteforfatter Sara Buttery, der er forskningsfysioterapeut og ph.d.-kandidat ved National Heart and Lung Institute, Imperial College London, til kongressen.

"Begge procedurer har vist sig at give positive resultater med hensyn til lungefunktion, åndenød, træningskapacitet og livskvalitet (...). Bronkoskopisk lungevolumenreduktion er en mindre invasiv mulighed og menes at være 'mindre risikabelt', men indtil nu har der ikke været væsentlig forskning til at understøtte dette," sagde hun til præsentationen.

I alt blev 88 patienter med en gennemsnitsalder på 64 år randomiserede til at modtage enten lungevolumen-reduktions-kirurgi (LVRK) (41 patienter) eller bronkoskopisk lungevolumen-reduktion med ventil (BLVR) (47 patienter) og fulgt dem i et år. 

LVRK består af en nøglehulsoperation i brystet for at få adgang til lungerne og fjerne de områder af lungerne, der er mest påvirket af emfysem. Derimod udføres BLVR ved hjælp af et fiberoptisk kamera, som føres ind i lungerne via mund eller næse, hvor envejsventiler placeres i luftvejene, der fører til den målrettede lungelap.

Kun et enkelt dødsfald

I studiet blev respons målt ved hjælp af iBODE-scoren med målene; BMI, luftstrømsobstruktion, dyspnø og træningskapacitet samt ændringer i restvolumen (RV%).

Både LVRK og BLVR indgrebene førte til forbedringer i lungefunktion, åndenød og træningskapacitet og have samme sikkerhedsprofil 

"Begge grupper forbedrede sig i samme grad et år efter behandlingen (... og,) så også ud til at være lige sikre med kun ét dødsfald i hver del af forsøget efter et år, på trods af at det var en befolkning med alvorlig lungesygdom,” sagde Sara Buttery.

Selvom studiet afviser hypotesen om, at kirurgi er mere effektiv end ventil-behandling, er der behov for yderligere forskning for at se, om personer, der reagerer særligt godt på den ene eller anden tilgang, kan identificeres, understregede Sara Buttery.

Derudover er der en række risici forbundet med begge procedurer, hvorfor det er centralt at ​​de to procedurer undersøges nærmere i større grupper af patienter.

ERS: Danske forskere er i et nyt studie kommet et skridt nærmere på at forstå immunresponset hos børn, der senere udvikler astma. Studiet viser, at bestemte signalstoffer i immunsystemet ikke fungerer hensigtsmæssigt mod virusinfektioner hos børn med astma.

Det danske studie (abstrakt #OA143) blev præsenteret søndag på årets ERS-kongres, som foregår i Barcelona. 

Det er første gang nogensinde, at et studie har identificeret forskelle i immunsystemets signalstoffer under infektion mellem børn, der senere udvikler astma, og dem der ikke gør. Det forklarer førsteforfatter Mathias Elsner Melgaard, der er læge, ph.d.-studerende og forsker ved Copenhagen Prospective Studies on Asthma in Childhood (COPSAC). 

“Det er meget lovende, at vi nu kan identificere, hvilke signalstoffer og cytokiner der er i spil og hænger sammen med senere astmaudvikling. Det vil potentielt kunne ændre behandlingstilgangene, når vi ved mere om de bagvedliggende mekanismer i immunsystemet,” siger han.

Mathias Elsner Melgaard

Det er et retrospektivt studie, der inkluderede 493 astma-lignende episoder hos 277 børn i alderen nul til fire år fra COPSAC2010 mor-barn kohorten. Her fulgte forskerne børn i alderen nul til fire år, der kom til konsultation hver gang de havde astma-lignende symptomer i over tre dage. En række forskellige immunmediatorer blev derefter vurderet i nasal epitelvæske og sammenlignet mellem børn med og uden viral PCR-identifikation.

Signifikant forskel på signalstoffer

Efter forskerne havde fulgt børnene i en årrække og vurderet de forskellige prøver fandt de to forskellige mønstre for de børn, der udviklede astma inden for de første seks leveår sammenlignet med børn, der ikke gjorde.

Hvor raske børns immunsystem opregulerede signalstoffer i immunsystemet som Th1- og Treg ved en virus-infektion, skete det ikke hos de børn, der senere udviklede astma. Her manglede det anti-virale respons, og cytokinerne IL-10, IL-2 og IFN-y var signifikant lavere, mens signalstofferne CCL4 og IP-10 var højere.

“Vi så en klar forskel mellem de to grupper, hvor børn, der senere udviklede astma, ikke udviste det samme antivirale immunrespons, som de børn, der ikke udviklede astma. Ud fra vores resultater ligner det, at immunsystemet hos disse børn ikke er gearet til at bekæmpe virus, men i stedet igangsætter et respons, som mere ligner et respons på en ikke-viral infektion,” siger Mathias Elsner Melgaard.

Om børn udvikler astma på grund af det manglende antivirale immunrespons, eller om det uhensigtsmæssige immunsystem i sig selv leder til astma, kan studiet dog ikke fastslå. Det er en høne-og-ægget diskussion, som der ifølge Mathias Elsner Melgaard skal forskes mere i. 

“Man kan dog teoretisere om immunsystemet, hvis det trænes forkert nok gange, til sidst udvikler astma, fordi det adaptive immunforsvar ikke har ‘lært’ et hensigtsmæssigt respons på virus-infektioner,” siger han.

Viden giver nye behandlingsmetoder

Tidligere studier har vist, at astma-lignende symptomer udløst af virusinfektion tidligt i livet er associeret med at udvikle astma senere i livet. Den bagvedliggende mekanisme har dog indtil nu været dårligt forstået, forklarer Mathias Elsner Melgaard.

“Der har tidligere manglet gode forklaringer på, hvilke mekanismer der ligger til grund for associationen, hvor man eksempelvis har kigget på immun signalstoffer i blodet, men de repræsenterer ikke det væv, hvor sygdomsmekanismen finder sted,” siger han.

Metoden med opsamling af nasal epitelvæske og fundet i studiet er derfor et stort skridt nærmere til at forstå udviklingen af astma, og hvilke bagvedliggende mekanismer der er involveret i processen. Ved at forstå udviklingen bedre kan det potentielt også gøre behandlingen bedre og potentielt have en forebyggende effekt, peger Mathias Elsner Melgaard på. 

“Næste skridt vil være at identificere og forsøge at behandle disse børn tidligt i livet. Et eksempel kunne være biologisk behandling med de immunmediatorer, som vi kan se, indgår i det ‘raske virus respons’ for derved at give immunsystemet et boost, så man forhåbentligt vil kunne modellere et mere hensigtsmæssigt immunrespons, hvor man ikke udvikler astma,” siger han. 

Det er dog for tidligt at spå om. Næste skridt er flere og større studier, der kan påvise samme fund som i det danske studie og komme endnu nærmere på forskellene i immunsystemet mellem børn, der ikke udvikler astma, og de, der gør.