
Lille undersøgelse: Luftforurening påvirker kvinder mere end mænd
ERS: Effekten af at indåndet dieseludstødningsgasser kan være mere alvorlig for kvinder end mænd, viser ny forskning, der præsenteres lungelægernes kongres, ERS.Undersøgelsen er dog meget lille.
I undersøgelsen har forskere undersøgt ændringer i menneskers blod som resultat af eksponering for dieseludstødning.
Hos både kvinder og mænd fandt forskerne ændringer i komponenter i blodet relateret til betændelse, infektion og hjerte-kar-sygdomme, men de fandt flere ændringer hos kvinder end blandt mændene.
Forskningen præsenteres af Dr. Hemshekhar Mahadevappa, fra University of Manitoba, Winnipeg, Canada og er resultatet af et samarbejde mellem to forskergrupper ledet af professor Neeloffer Mookherjee ved University of Manitoba og professor Chris Carlsten ved University of British Columbia, Vancouver, Canada.
”Vi ved allerede, at der er kønsforskelle i lungesygdomme som astma og luftvejsinfektioner. Vores tidligere forskning viste, at indånding af dieseludstødning skaber betændelse i lungerne og har indflydelse på, hvordan kroppen håndterer luftvejsinfektioner. I denne undersøgelse ønskede vi at se efter eventuelle effekter i blodet, og hvordan disse adskiller sig hos kvinder og mænd,” fortæller Dr. Mahadevappa.
Undersøgelsen involverede ti frivillige, fem kvinder og fem mænd, som alle var raske ikke-rygere. Hver frivillig brugte fire timer på at indånde filtreret luft og fire timer på at indånde luft indeholdende dieseludstødningsgasser i tre forskellige koncentrationer - 20, 50 og 150 mikrogram fine partikler (PM2,5) pr. kubikmeter - med fire ugers pause imellem hver eksponering. EU's nuværende årlige grænseværdi for PM2,5 er 25 mikrogram pr. kubikmeter, men det er almindeligt med meget højere værdier i mange byer.
Jo mere forurening desto værre for kvinderne
Deltagerne fik taget blodprøver 24 timer efter hver eksponering, og forskerne foretog detaljerede undersøgelser af blodplasma.
Ved at sammenligne plasmaprøverne fandt forskerne niveauer af 90 proteiner, der var tydeligt forskellige mellem de kvindelige og mandlige frivillige efter eksponering for dieseludstødning. Blandt de proteiner, der adskilte sig mellem kvinder og mænd, var nogle, der er kendt for at spille en rolle i inflammation, reparation af skader, blodpropper, hjerte-kar-sygdomme og immunsystemet. Nogle af disse forskelle blev tydeligere, da de frivillige blev udsat for højere niveauer af dieseludstødning.
”Dette er foreløbige resultater, men de viser, at eksponering for dieseludstødning har forskellige virkninger i kvinders kroppe sammenlignet med mænds, og det kunne indikere, at luftforurening er farligere for kvinder end for mænd. Det er vigtigt, fordi eksempelvis astma er kendt for at påvirke kvinder og mænd forskelligt, hvor kvinder er mere tilbøjelige til at lide af svær astma, der ikke reagerer på behandlinger. Derfor er vi nødt til at vide mere om, hvordan kvinder og mænd reagerer på luftforurening, og hvad det betyder for at forebygge, diagnosticere og behandle deres luftvejssygdomme,” forklarer professor Mookherjee.
Forskerne planlægger at fortsætte med at studere de 90 proteiners funktioner for bedre at forstå deres rolle i forskellen mellem kvindelige og mandlige immunresponser.
