Støj giver risiko for slagtilfælde
Det er forskelligt, hvordan vi definerer støj. Er det lyde vi ikke kan lide, er det støj, og det kan påvirke os på længere sigt og gå ud over helbredet.
{snippet hjerte}
Uanset hvor vi opholder os er der lyde. Er vi vant til byens larm og trafikstøj, er det ikke sikkert, at vi bemærker det længere. Men så kan det være, at vi opholder os i et rum med en skrigende baby eller en der sidder og klikker med sin kuglepen, og det kan opfattes som utroligt nervepirrende. Vi påvirkes alle forskelligt af støj og det er uanset om støjen overskrider de officielle decibelgrænser.
I Klarlunds brevkasse i Politiken fortæller sundhedseksperten Bente Klarlund;
”Støj kan afgjort være skadeligt for helbredet, om end det er et område, hvor der er behov for mere forskning. Ifølge Sygeforsikringen Danmark, som inddrager den såkaldte Susy-undersøgelse, er der op mod 500 danskere, der hvert år mister livet på grund af støj.”
”Omkring 600 får et slagtilfælde, og noget tyder på, at støj også øger risikoen for at få diabetes. Længere tids støj kan tilsyneladende også påvirke børns sprogudvikling og indlæring. Hertil kommer, at støj kan give tinnitus og nedsat hørelse.”
Grunden til at støj kan være helbredsskadende, skyldes bl.a., at den generer nattesøvnen og øger stressniveauet.
”Stress og søvnforstyrrelser hænger sammen med udviklingen af type 2-diabetes, herunder insulinresistens, højere niveau af glukose i blodet og ændringer i appetitten. Dansk forskning finder i øvrigt, at gravide kvinder, der bor et sted, hvor de udsættes for støj og luftforurening fra gadetrafik, er i større risiko for at få svangerskabsforgiftning, ” siger Bente Klarlund, og pointerer, at det er godt for vores mentale sundhed, at finde oaser, fri for støj.
