
Antidepressiv medicin under graviditet gør ingen skade
Forfatterne bag et nyt studie konkluderer, at antidepressiv medicin under graviditet ingen skade gør. Forskerne identificerede 3,18 millioner graviditeter, hvoraf 145.707 børn havde været eksponeret for antidepressiv medicin fra uge 19 i graviditeten og indtil fødslen. Børnene blev fulgt i op til 14 år.
I de første analyser fandt forskerne en næsten dobbelt så høj risiko for udviklingsforstyrrelser blandt børn, der var blevet eksponeret til antidepressiv medicin. Men efter at have taget højde for en række risikofaktorer hos moderen, såsom alder, psykisk lidelse, alkohol, tobaksrygning og stofmisbrug, var der stort set ingen forskel i risiko. Kun i enkelte tilfælde var den stadig lettere forhøjet. Da forskerne sammenlignede risikoen for udviklingsforstyrrelse hos eksponerede børn og deres ikke-eksponerede søskende, aftog den øgede risiko også.
Påvirker ikke skolegangen
Analyserne af de enkelte præparater viste heller ikke en øget risiko for udviklingsforstyrrelse, med undtagelse af escitalopram, som blev associeret med en lettere øget risiko for blandt andet ADHD.
Studiet er publiceret i JAMA Intern Medicine og har tidligere været omtalt i Psykiatrisk Tidsskrift.
Tilsvarende resultater i forhold til antipsykotisk medicin kom i efteråret. Her viste et dansk studie publiceret i JAMA Intern Medicine (doi:10.1001/jamainternmed.2022.3388), at medicinen ikke ser ud til at påvirke, hvordan barnet senere klarer sig i skolen. Dog lå testresultaterne hos børnene født af mødre på antipsykotika i den lavere ende, hvorfor de formentlig vil kunne drage fordel af tidlig støtte. Her konkluderede forskerne, at deres resultater stemmer overens med tidligere fund om ingen øget risiko for diagnosticerede neurologiske udviklingsforstyrrelser, indlæringsvanskeligheder eller mindre intelligenskvotienter blandt børn, der prænatalt er udsat for antipsykotika.