Skip to main content


"Pengene kan risikere at forslå som en skrædder i helvede. Hvis vi virkelig taler om, at vi vil komme overdødeligheden blandt psykisk syge til livs, så er det en helt anden ambition, der skal til,! siger Bedre Psykiatris generalsekretær, Thorstein Theilgaard.

Patientforeninger: 100 mio. kr. ekstra til psykiatrien slet ikke nok

Regeringen vil afsætte 100 millioner kroner i permanente midler på den kommende finanslov til psykisk syge.

Pengene er en del af regeringens psykiatriplan, som præsenteres til september, skriver Politiken.

»Vi er simpelthen nødt til at gøre noget fundamentalt anderledes for de allermest psykisk syge medborgere«, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til Politiken.

Pengene kommer oven i de 200 millioner kroner, der blev øremærket psykiatrien ved økonomiforhandlingerne med Danske Regioner tidligere på året.

De nye midler skal bruges til to særlige initiativer. Dels nye specialiserede teams i børne- og ungdomspsykiatrien, der skal forebygge tvangsindlæggelse og brug af tvang. Dels en helt nyt type intensive sengeafsnit til de mest plagede psykisk syge voksne borgere, hvor der forventes 50 nye sengepladser i alt.

Hos foreningerne Sind og Bedre Psykiatri er man glade for de ekstra millioner, men siger samtidigt, at beløbet langt fra er nok.

"Pengene kan risikere at forslå som en skrædder i helvede. Hvis vi virkelig taler om, at vi vil komme overdødeligheden blandt psykisk syge til livs, så er det en helt anden ambition, der skal til,! siger Bedre Psykiatris generalsekretær, Thorstein Theilgaard, til Ritzau.

Landsformand for Sind, Knud Kristensen, kalder pengene for et skridt i den rigtige retning.

"Hvis man ser på stigningen i antallet af patienterne ud fra vores beregninger, så er der et gab i finansieringen af psykiatrien på over én milliard kroner om året," siger Knud Kristensen.

psykiatrien