Thomas Werge. - Foto: Markus Redvall/Region Hovedstadens Psykiatri
Skizofreni, autisme og depression er i familie
Ved at se på, hvilke gener, der er aktive i forskellige psykiske lidelser, har danske og amerikanske forskere nu påvist, at flere af lidelserne deler genetisk aktivitet. I første omgang står det nu klart, at skizofreni, autisme og depression er i familie.
Det er et internationalt hold af forskere fra University of California, Københavns Universitet og Region Hovedstadens Psykiatri, der har afdækket, hvilke gener der er aktive i disse fem psykiske lidelser: bipolar lidelse, autisme, depression, skizofreni og alkoholisme.
”Vi kan se, at de gener, der er aktive, i nogen udstrækning er fælles for disse psykiske lidelser. Rent faktisk afslører det, hvordan disse lidelser er tæt beslægtet. Det kan forklare, at mange mennesker lider af mere end en psykisk lidelse, og at forskellige psykiske lidelser løber i samme familie. Og det passer meget præcist med psykiske lidelsers genetiske ligheder,” siger klinisk professor Thomas Werge fra Københavns Universitet og Region Hovedstadens Psykiatri, der er medforfatter til studiet.
Nu kan genetikken fortolkes
Studiet, der er offentliggjort i tidsskriftet Science, er baseret på vævsprøver fra amerikanske biobanker. Forskerne har undersøgt hjernen hos i alt 400 afdøde mennesker, der led af en af de givne psykiatriske lidelser, og har sammenlignet med hjernen hos en kontrolgruppe af mennesker uden de samme sygdomme. Mere præcist har de kortlagt hjernens transkriptom - arvemassens aktivitet - som er de molekylære processer, der formidler information fra DNA til proteiner i cellerne.
”Det er vigtigt, at vi nu ser, hvad generne gør, og ikke kun, hvordan generne er opbygget. De sidste 10-15 år har vi med sekventering af DNA netop kortlagt vores geners og arvemasses struktur. Men vi har manglet evnen til at fortolke genetikken. Vi har vidst, at visse gener øger risiko for visse sygdomme. Men hvordan generne gør det, har været ukendt indtil nu,” siger Thomas Werge.
Lægger op til sporing af flere sygdomme
Resultaterne af studiet har således bragt forskerne tættere på en forklaring af, hvordan mange sygdomme bliver båret videre fra generation til generation. Og forskerne håber, at man i kommende studier vil kunne bruge lignende metoder til at kortlægge de genetiske årsager til andre hjernesygdomme.