Skip to main content


"Hvis ens læge principielt ikke vil sætte sig ind i det nye område, som medicinsk cannabis er, så kan man gå til en anden læge," opfordrer Ellen Trane Nørby.

Minister til afviste cannabis-patienter: Gå til anden læge

Både Scleroseforeningen og Gigtforeningen har kendskab til mange patienter, hvor deres læger afviser at udskrive recept på medicinsk cannabis, selv om det 1. januar blev muligt for en afgrænset patientgruppe at få det ordineret.

Det får sundhedsminister Ellen Trane Nørby til at sige, at patienter så må finde en anden læge, som vil ordinere den medicinske cannabis.

“Vi har frit lægevalg i Danmark, og hvis ens læge principielt ikke vil sætte sig ind i det nye område, som medicinsk cannabis er, så kan man gå til en anden læge. Man kan også bede om at få en henvisning til en speciallæge,” siger ministeren til DR Nyheder.

Forsøgsordningen har også mødt modstand hos flere lægeorganisationer. Bl.a. har Dansk Selskab for Almen Medicin frarådet praktiserende læger mod at udskrive medicinsk cannabis, fordi sikkerheden ikke er i orden.

“Det er problematisk, at lægeforeningerne går imod og opfordrer lægerne til ikke at sætte sig ind i det,” siger Ellen Trane Nørby til DR Nyheder.

Lektor emeritus ved afdeling for sundhedsforskning på Københavns Universitet og underviser på speciallægeuddannelsen i almen medicin, Peter Rossel, forsvarer i Jyllands-Posten de praktiserende læger og kalder forsøgsordningen med medicinsk cannabis for ’ren og skær populisme.’

Rossel kritiserer, at der ikke er iværksat de nødvendige kliniske forsøg med medicinsk cannabis i forbindelse med forsøgsordningen.

»Jeg mener, at det bør være et folkekrav, at inden en læge udskriver et lægemiddel, at der foreligger evidens for effekter og bivirkninger. Vi gør patienterne en bjørnetjeneste med den nye forsøgsordning med medicinsk cannabis,« siger han.

»Historien viser jo, at det kan gå grueligt galt. Tag bare eksemplet med hoftecementen Boneloc, som man indførte uden tilstrækkelig evidens, hvilket havde katastrofale følger,« forklarer Peter Rossel.  

 

Fakta om medicinsk cannabis

  • Et flertal i Folketinget - bestående af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre og SF - vedtog i november 2016 en forsøgsordning med medicinsk cannabis.
  • Patienter med sclerose, rygmarvsskade, kroniske smerter og kvalme/opkastning efter kemoterapi kan som led i forsøgsordningen få lægeordineret medicinsk cannabis. Med den fri ordinationsret kan en læge dog udskrive cannabis til patienter med andre sygdomme, hvis lægen fagligt vil stå inde for det.
    Forsøgsordningen skal evalueres efter fire år.
  • Sundhedsministeriet vurderede først, at patienterne selv skulle betale knap 3000 kr. om måneden for behandling. En sundhedspulje i finansloven for 2018 betyder dog, at egenbetalingen bliver lavere.

medicinsk cannabis, Ellen Trane Nørby