Ingen øget risiko for alvorlig covid-19 ved immunhæmmende medicin
Ingen øget risiko for alvorlig covid-19 ved immunhæmmende medicin
Et omfattende amerikansk studie bekræfter sikkerhed ved immunsupprimerende behandling under covid-19-pandemien. Kun ét middel er forbundet med øget risiko for død efter indlæggelse med covid-19, og JAK-hæmmere ser ud til at reducere risikoen.
Ingen immunsupprimerende lægemidler øger patienternes behov for ventilation.
Det viser et kohortestudie blandt i alt 222.575 patienter, som blev indlagt med covid-19 på amerikanske hospitaler i 2020 og frem til juni 2021. Det retrospektive studie er foretaget af the National COVID Cohort Collaborative Consortium, og resultaterne blev offentliggjort i Lancet Rheumatology i november.
Studiet omfattede i alt 222.575 patienter, hvoraf flere havde følgesygdom som for eksempel diabetes (23 procent), lungesygdomme (17 procent) og nyresygdomme (13 procent). Syv procent (16.494 patienter) var på langvarig immunsupresserende behandling for blandt andet gigtsygdomme (33 procent), organtransplantation (26 procent) og kræft (22 procent). I denne eksperimentelle patientgruppe indgik 15 forskellige, almindeligt anvendte immunhæmmende midler i deres behandling.
Svagt negativt associeret
På et udvalg af patienterne (12.841 immunsupresserede og 29.386 kontroller) benyttede forskerne propensity score matching til at afgøre, om der var en kausal effekt af den immunsupresserende behandling på alvorlige udfald af Covid-19. De fandt, at der overordnet ikke var nogen association mellem immunsupression og risiko for at dø på hospitalet (14 procent vs. 12 procent; HR = 0,97; 95 procent CI = 0,91-1,02), mens immunsupression var svagt negativt associeret med behov for mekanisk ventilation (8 procent vs. 9 procent; HR = 0,89; 95 procent CI = 0,83-0,96). Der var den samme tendens hos begge køn, når resultaterne blev opgjort særskilt for mænd og kvinder. Opgjort efter etnicitet var immunsupression ikke associeret med risiko for død, mens behandlingen reducerede behovet for mekanisk ventilation i nogle etniske grupper.
Ingen lægemiddelgrupper var forbundet med øget behov for mekanisk ventilation, tværtimod var hvert af de 15 immunhæmmende midler enten negativt associeret eller ikke associeret med behov for mekanisk ventilation. Med to undtagelser udviste ingen af de immunhæmmende midler en statistisk signifikant effekt, hvad angår risikoen for død. Det gælder Jakhæmmerne, der som lægemiddelgruppe var associeret med en signifikant reduktion i risikoen for død (HR = 0,42; 95% CI = 0,24-0,73), og rituximab, der omvendt var det eneste lægemiddel, som var associeret med en øget risiko både ved brug for reumatologiske lidelser (HR = 1,72; 95 procent CI = 1,10-2,69) og for kræftterapi (HR = 2,57; 95 procent CI = 1,86-3,56). For antracykliner var der desuden en potentiel, men ikke-signifikant øget risiko for død (HR = 1,51; 95 procent CI = 0,99-2,31).