De fleste af de sclerosepatienter, som benyttede naturmedicin og kosttilskud samtidig med den konventionelle medicin, var yngre, nydiagnosticerede patienter med et højt uddannelsesniveau.
Så mange sclerosepatienter tager naturmedicin og kosttilskud
Rigtig mange – 85 procent - af de danske sclerosepatienter anvender naturmedicin og/eller kosttilskud – og 76 procent gør det samtidig med, at de anvender konventionel sclerosemedicin.
Det viser et nyt studie udarbejdet af Scleroseforeningen. Derfor er det også særligt vigtigt, at patienter og behandlere åbner mere op for snakken om emnet, mener forskerne bag studiet.
Fra flere patientgrupper er det kendt, at samtidig brug af naturmedicin/kosttilskud og konventionel medicin kan medføre uhensigtsmæssige interaktioner, der potentielt kan enten nedsætte effekten af den konventionelle behandling eller endda udgøre en risiko for patientsikkerheden. Det samme gælder for sclerosepatienter - og derfor har det også været et særligt fokus i Scleroseforeningen at undersøge hyppighed og adfærd omkring samtidig brug af naturmedicin/kosttilskud og konventionel medicin blandt patienter med sclerose.
Resultaterne fra undersøgelsen, som er udgivet i rapporten studie ’Samtidig brug af naturmedicin/kosttilskud og konventionel medicin’ og siden publiceret i tidsskriftet ScienceDirect viser, at størstedelen, nemlig 85 procent, af de danske sclerosepatienter bruger naturmedicin og/eller kosttilskud og, at 76 procent gør dette samtidig med, at de anvender konventionel sclerosemedicin. Alligevel er det langt fra altid, at patienter og behandlere berører emnet ved deres samtaler, fortæller en af forfatterne bag studiet, Sofie Bergien, som er forsker og projektleder i Scleroseforeningen:
”Vi kan se, at naturmedicin og kosttilskud fylder meget for mange sclerosepatienter. Det bør derfor altid være i behandlernes interesse at vide, hvilke former for naturmedicin og kosttilskud patienterne tager, fordi der findes risikofyldte kombinationer, som enten nedsætter effekten af den konventionelle behandling eller risikerer at være direkte skadelig for patienten. Alligevel er det ofte, at emnet ikke bliver berørt, og én årsag kan være, at der ikke findes tilstrækkelig viden om emnet.”
De mest anvendte præparater
De naturmedicin- og kosttilskudsprodukter, der oftest bliver anvendt samt oftest bliver brugt samtidig med konventionel sclerosemedicin, er vitaminer, mineraler og fedtsyrer. Derudover bruger en forholdsvis stor andel af mennesker med sclerose forskellige former for urter og planteprodukter heriblandt ikke receptpligtig cannabis, ingefær, tranebær og ginkgo biloba. Projektet viser yderligere, at de hyppigste årsager til, at mennesker med sclerose anvender naturmedicin og kosttilskud, er for at styrke kroppen som helhed, for at forebygge scleroserelaterede symptomer, fordi det giver en følelse af selv at gøre en indsats mod sygdommen og/eller fordi, de har fået anbefalet at bruge naturmedicin/kosttilskud.
Blandt de 380 deltagere i undersøgelsen havde 79 procent brugt vitaminer, 62 procent mineraler, 37 procent fedtsyrer, 13 procent mælkesyrebakterier, tre procent homøopatiske lægemidler og 32 procent anden naturmedicin og/eller kosttilskud indenfor de seneste 12 måneder.
I alt rapporterede 58 procent af deltagerne at have brugt D-vitamin. Derudover var de hyppigste produkter anvendt af deltagerne; multivitamin (37 procent), fedtsyre (37 procent), kalk (36 procent), magnesium (25 procent), B-vitaminer (20 procent), mælkesyrebakterier (13 procent), C-vitaminer (10 procent), Husk (ni procent) samt ikke receptpligtig cannabis (otte procent). De produkter, deltagerne oftest anvendt grundet deres sclerose, var D-vitamin (46 procent), kalk (22 procent), fedtsyre (20 procent), magnesium (18 procent) og B-vitamin (17 procent).
Vigtigt at tage hånd om egen behandling
Af undersøgelsen fremgik det også, at de fleste af de sclerosepatienter, som benyttede naturmedicin og kosttilskud samtidig med den konventionelle medicin, var yngre, nydiagnosticerede patienter med et højt uddannelsesniveau. At det især er de yngre og veluddannede patienter, som vælger at supplere den konventionelle behandling kan have sin årsag i, at de i højere grad end patienter med kortere uddannelser søger at tage hånd om og ansvar for eget liv, fortæller Sofie Bergien:
”Det er vigtigt for dem at gøre en indsats – at føle at de i nogen grad tager hånd om egen sygdom og behandling.”
Målet er at styrke dialogen
Det overordnede formål med Scleroseforeningens undersøgelse har været, at udvikle informations- og kampagnemateriale til patienter, men også materiale til behandlere, der kan bidrage til at styrke dialogen om naturmedicin og kosttilskud mellem dem, pointerer Sofie Bergien:
”Vores forhåbning er, at materialet vil åbne op for samtalen om patienternes brug af naturmedicin og kosttilskud. Det er ikke sådan, at de slet ikke taler om det – men ofte er det udelukkende brugen af vitaminer og mineraler, som bliver bragt op – men patienterne benytter altså også mere alternative præparater, hvor vi også har fundet, at der er større risiko ved kombinationer med den konventionelle behandling, og det er derfor nødvendigt at tale om det også.”
Undersøgelsen bygger på data indsamlet gennem spørgeskemaer, kvalitative interviews samt en systematisk litteratur gennemgang. Projektet er støttet af Styrelsen for Patientsikkerhed og udført i samarbejde med Sektion for Naturstoffer og Peptider, Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi samt Afdeling for Sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavnsuniversitet.