Skip to main content


Børn med tarmsygdomme indtager ikke nok kalcium og D-vitamin

Kun hvert fjerde barn med inflammatorisk tarmsygdom (IBD) indtager tilstrækkeligt kalcium og D-vitamin og det kan give varige skader.

{snippet mavetarm}

Det viser i hvert fald en engelsk undersøgelse fra Great Ormond Street Hospital for Children i London, hvor kun 26,6 procent af børn med IBD indtog tilstrækkeligt kalcium og kun 21,3 procent havde tilstrækkeligt D-vitamin i blodet.

Undersøgelsen får eksperter fra United European Gastroenterology (UEG) til at opfordre til en øjeblikkelig indgriben for at sikre, at pædiatriske IBD-patienter ikke risikerer et dårligt knoglehelbred og -udvikling samt mangel på D-vitamin.

Kalcium og D-vitamin er afgørende for børns udvikling, især hos patienter med IBD, da forskning tyder på, at børn og unge med sygdommen ikke udvikler lige så stærke knogler som deres jævnaldrende.

Den dårligere knoglemineralisering resulterer i en øget risiko for ikke at vokse tilstrækkeligt. D-vitamin og calcium spiller begge en stor rolle for knoglerne, og D-vitamin har vist sig at forstærke effekten af antiinflammatoriske behandlinger.

Men at sikre et tilstrækkeligt indtag af D-vitamin og calcium hos børn kan være udfordrende.

"Når man tager højde for deres unge alder, og moderne spisevaner kombineret med det følelsesmæssige samt psykisk og fysisk stress ved at leve med IBD, kan det være svært for pædiatriske patienter at opretholde en afbalanceret kost og et tilstrækkeligt indtag af de rigtige næringsstoffer," siger Rita Shergill-Bonner, der er chefdiætist på Great Ormond Street Hospital for Children.

"Vi opfordrer forældre og behandlere af IBD-patienter til at overvåge børnenes kostvaner omhyggeligt for at sikre, at de indtager de rigtige fødevarer for at hjælpe dem igennem deres sygdomsforløb og sikre en passende og normal udvikling.

Det er afgørende, at behandlere giver alle IBD-patienter regelmæssig og hyppig rådgivning om ernæring og sunde spisevaner, herunder vejledning om kalk og kilder til D-vitamin," tilføjer professor Gigi Veereman, der er ekspert i børn med IBD hos UEG .

"Skræddersyede behandlinger, langsigtet opfølgning og hyppige medicinske interventioner er nødvendige for at minimere yderligere sundhedsrisici hos børnepatienter."