Stelara effektivt mod fistulerende Crohns sygdom
Stelara effektivt mod fistulerende Crohns sygdom
Op mod halvdelen af patienter med fistulerende Crohns sygdom oplevede bedring efter behandling med Stelara, viser et nyt dansk kohortestudie og et efterfølgende review.
De er udgivet i henholdsvis Inflammatory Bowel Diseases og Scandinavian Journal of Gastroenterology.
Kohortestudiet bygger på data fra 18 danske patienter, som mellem januar 2015 og januar 2020 blev behandlet med ustekinumab (Stelara) mod fistulerende Crohns sygdom på Herlev og Hvidovre Hospital. Patienterne havde ikke opnået respons ved behandling med anden medicinsk behandling, og 15 af de 18 var desuden opereret på grund af komplikationer ved sygdommen.
Endepunkterne var henholdsvis fistelrespons (bedring af symptomer) og fistelremission (fistlen forsvinder).
Otte uger efter behandlingen var responsraten på 16,7 procent, og den steg med tiden, så den efter 52 uger var på hele 63,6 procent. Ingen af patienterne opnåede remission, men effekten er alligevel slående, mener gastroenterolog og overlæge på Herlev Hospital Jakob Benedict Seidelin, der er medforfatter til studiet sammen med lægerne Johan Burisch og Mohamed Attauabi.
Efter kohortestudiet udførte forskerne et systematisk review af litteraturen og inkluderede ni studier med i alt 396 patienter. Her var responsraten på 55,9 procent og remissionsraten på 16,7 procent efter 52 uger.
”Effekten er markant og ud fra disse data på niveau med eller bedre end førstevalgsbehandlingen infliximab (Remicade). Det er dog for tidligt at konkludere noget, da lægemidlerne ikke er prøvet over for hinanden. Evidensen for infliximab er stadig bedre end for ustekinumab,” siger han.
Få behandlingsmuligheder ved perianal sygdom
Perianal sygdom i form af fistler og bylder er en hyppig komplikation ved Crohns sygdom. Studier tyder på, at en tredjedel af patienterne på et tidspunkt vil få fistler.
”Perianal sygdom er meget belastende for patienterne og kan give nedsat funktionsniveau på grund af smerter og feber og dermed højere sygefravær. Det kan også give dårligt selvværd og nedsat seksualfunktion, og der er en øget selvmordsrate blandt patienterne,” forklarer Jakob Seidelin.
”Vi har desværre få lægemidler, som virker mod perianal sygdom. I øjeblikket er der kun ét – infliximab - hvor evidensen er solid. Det er kun omkring en tredjedel af patienterne, som får effekt af lægemidlet, så der er plads til forbedring.”
De studier, som lå til grund for, at ustekinumab kom på markedet, antydede, at det havde en effekt på fistelsygdom, men det var ikke undersøgt specifikt. Lægemidlet blev dog taget i brug til patienter, som ikke fik effekt af infliximab. Derfor besluttede forskergruppen fra Herlev og Hvidovre Hospital at undersøge effekten af Stelara på fistulerende Crohns sygdom.
”Vores studier bekræfter, at der er en klinisk relevant effekt af ustekinumab, og at den formentlig er på niveau med infliximab. Det ville være oplagt at teste de to lægemidler op imod hinanden i et randomiseret studie,” mener Jakob Seidelin.