”Der er er tale om håndkøbsmedicin, som den enkelte har direkte adgang til. Ydermere er behandlingen næsten bivirkningsfri, så risikoen ved selvbehandling anses som minimal," siger Palle Bager.
Forskning om tarmpatienter: Sådan kan kronisk træthed nemt afhjælpes
Mange patienter med inflammatorisk tarmsygdom (IBD) døjer med kronisk træthed, men en kur med høje doser B1-vitamin (thiamin) kan mindske trætheden hos de fleste.
Det er konklusionen på et nyt studie af forskere fra Aarhus Universitetshospital, som er udgivet i tidsskriftet Alimentary Pharmacology & Therapeutics.
Forskerne inkluderede 40 patienter med ro i IBD-sygdommen og med svær træthed i mere end seks måneder. Af de 40 deltagere var 35 kvinder, gennemsnitsalderen var 37 år, halvdelen havde Crohns sygdom, og den anden halvdel colitis ulcerosa. Ingen havde andre oplagte forklaringer på træthed.
Deltagerne blev ved lodtrækning inddelt i to grupper. Gruppe 1 fik thiamintabletter i fire uger, mens gruppe 2 startede med snydepiller, de såkaldte placebotabletter. Efter fire ugers pause fik deltagerne den modsatte behandling i fire uger.
Træthed blev scoret på en skala fra 1-20, og målet var en reduktion på mindst tre point efter behandlingen.
Forsker: overbevisende effekt
De fleste deltagere oplevede en effekt på træthed efter thiaminbehandling. 55 procent i gruppe 1 og 75 procent i gruppe 2 opnåede forbedring på mindst tre point på træthedsskalaen. I alt opnående 45 procent et normalt træthedsniveau efter fire ugers thiaminbehandling. Der var en vis placeboeffekt, idet 25 procent i gruppe 1 og 35 procent i gruppe 2 opnåede effekt af placebobehandlingen.
”Resultaterne viser en overbevisende effekt af vitaminbehandlingen sammenlignet med placebo, og der blev kun registreret ganske få, lette og forbigående bivirkninger til behandlingen,” siger Palle Bager, klinisk sygeplejespecialist og seniorforsker på Aarhus Universitetshospital og studiets førsteforfatter.
Deltagerne rapporterede om bivirkninger som hovedpine, halsbrand, blæner i munden og søvnbesvær (hvis vitamin blev taget til sengetid).
Fatigue - et udbredt problem
Kronisk træthed, også kaldet fatigue, er et udbredt problem hos IBD-patienter, også når sygdommen er i ro. Cirka 40 procent af patienter med ro i sygdommen oplever fatigue. I øjeblikket findes der ikke en medicinsk behandling, men der er forsøgt med tiltag som kognitiv terapi, der dog kun har haft effekt i behandlingsperioden.
I 2013 undersøgte en italiensk forskergruppe for første gang thiamins effekt på kronisk træthed blandt IBD-patienter. Det var et pilotstudie med i alt 12 patienter med ro i sygdommen. Efter 20 dages behandling med høje doser thiamin var trætheden forsvundet hos 10 af de 12 patienter.
”Det var et lille studie, og vi har ventet på, at der ville komme et ordentligt, randomiseret forsøg, som kunne be- eller afkræfte fundet, men det kom aldrig, så vi besluttede os for selv at lave det,” fortæller Palle Bager om baggrunden for det danske studie.
Ukendt virkningsmekanisme
Det ser altså ud til, at thiamin kan være en effektiv behandling af IBD-patienters kroniske træthed, men virkningsmekanismen er stadig ukendt. En teori går på, at thiamin ikke aktivt kan finde vej ind i kroppens celler, og at denne dysfunktion måske er udløst af inflammation.
”Selvom patienterne ikke har et lavt thiaminniveau, kan der godt være en relativ vitaminmangel i cellerne. Hvis man oversvømmer blodbanen med thiamin, vil der passivt passere thiamin ind i cellerne, sukkeromsætningen vil bedres, og trætheden vil blive reduceret,” forklarer Palle Bager og understreger, at det fortsat kun er en teori.
”Vi har dog en masse data fra studiet, som vi arbejder videre med for at give en mulig forklaring på virkningsmekanismen,” siger han.
Ifølge Palle Bager kan den nye viden forhåbentlig bidrage til at lette træthedsbyrden for patienter med inflammatoriske tarmsygdomme.
”Der er er tale om håndkøbsmedicin, som den enkelte har direkte adgang til. Ydermere er behandlingen næsten bivirkningsfri, så risikoen ved selvbehandling anses som minimal. Det er første gang, vi har en medicinsk behandling mod fatigue i den her patientkategori, og fundet kan inspirere til at teste behandlingen på andre patienter med inflammatoriske sygdomme, som også er plaget af kronisk træthed,” siger han.
Morbus Chron, inflammatorisk tarmsygdom, colitis, Colitis Crohn, colitis ulcerosa, IBD, sundhedspolitisk