Skip to main content


Forskere finder potentiel langtidsbehandling af astma

I et forsøg med mus har forskerne stort set været i stand til at eliminere astmatiske symptomer inden for to uger samt at ændre musenes luftveje, så de er meget tæt på at være normale. 

Forskerne fra Aston University og Imperial College London har udviklet en ny måde, hvorved man ikke længere symptombehandler forsnævrede luftveje og inflammation ved astma, men derimod behandler de bagvedliggende årsager for den kroniske sygdom.

De nuværende behandlinger, herunder steroider, giver astmapatienterne en kortvarig symptomlindring, hvor luftvejene slapper af, og/eller inflammation reduceres. Men ingen nuværende lægemidler adresserer de strukturelle ændringer, der sker i luftveje og lunger ved astma.

”Ved at målrette behandlingen af de ændringer der sker i luftvejene, håber vi, at denne tilgang i sidste ende kan sikre en mere permanent og effektiv behandling end dem, der allerede er tilgængelige, især for svært syge astmatikere, der ikke responderer på steroider. Vores arbejde er dog stadig på et tidligt stadie, og der er behov for yderligere forskning, før vi kan begynde at teste vores forskning på mennesker,” fortæller ledende forsker, dr. Jill Johnson, Aston University's School of Biosciences. Johnson står i spidsen for undersøgelsen, der er offentliggjort i tidsskriftet Respiratory Research.

Allergisk betændelsesreaktion

Denne forskning fokuserer på en type stamcelle kendt som en pericyte, der hovedsageligt findes i slimhinden i blodkarrene. Når astmatikere får en allergisk betændelsesreaktion, får det pericyterne til at flytte til luftvejsvæggene. Når de er i luftvejsvæggene, udvikler pericyterne sig til muskelceller og andre celler, der gør luftvejen tykkere og mindre fleksible.

Denne bevægelse af pericyterne udløses af et protein kendt som CXCL12. For at blokere signalet fra CXCL12-proteinet brugte forskerne molekylet LIT-927, som de indførte i musenes næsepassager.

Astmatiske mus, der blev behandlet med LIT-927, havde en reduktion i symptomer indenfor en uge, og deres symptomer forsvandt praktisk talt i løbet af to ugers tid.

Forskerne fandt også, at luftvejsvæggene hos mus behandlet med LIT-927 var meget tyndere end hos ubehandlede mus.

astma