Lungelæge: Vi er blevet mere opmærksomme på gigtpatienters lungelidelser

Flere reumatologiske patienter kan være i særlig risiko for at udvikle lungesygdomme som lungefibrose, bronkiektasier og KOL. Derfor er der et stort fokus på gigtpatienters lungesymptomer på både de reumatologiske og lungemedicinske afdelinger.

Det forklarer lungelæge Charlotte Hyldgaard, afdelingslæge ved Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg, som peger på, at opmærksomheden er blevet større i takt med, at nye behandlingsformer er på vej.

“Vi har et stort fokus på at undersøge og fange de reumatologiske patienter, der har lungesymptomer, som kan være tegn på en underliggende lungesygdom, fordi vi ved, at de kan være i særlig risiko. Jeg oplever, at der i høj grad er kommet fokus på de sjældne sygdomme som lungefibrose særligt hos patienter med leddegigt, men det er vigtigt, at vi også har fokus på de mere almindelige lungesygdomme, hvor tidlig diagnose og behandling har stor betydning,,” siger Charlotte Hyldgaard.

Udtalelsen kommer efter, at en ny VIVE-rapport viser, at der mangler viden om sammenhængen mellem autoimmune gigtsygdomme og lungefibrose blandt hospitalslæger og almen praksis, hvor der ofte går lang tid, før der opstår en mistanke om lungefibrose. Det resulterer i unødigt lange udredningstider og snørklede patientforløb.

Ingen retningslinjer på området

I dag findes der ingen retningslinjer eller anbefalinger for undersøgelse af lungefibrose blandt leddegigtpatienter til reumatologerne og lungelæger. I stedet er det op til den enkelte behandler at være opmærksom på sammenhængen og medtage det i overvejelserne, når der kommer en leddegigtpatient med lungesymptomer.

På Medicinsk Afdeling i Silkeborg har de heller ikke formaliseret retningslinjer eller faste konferencer, forklarer Charlotte Hyldgaard, men alle de relevante faggrupper har et stort fokus på de sygdomme, der kan komme i forbindelse med gigt. Og det kan være nemmere hos dem, da det er en mindre afdeling, peger hun på.

“Vi er en mindre afdeling og er samlet på tværs af specialer, hvor det er let at hive fat i sine kolleger. Det kræver et godt samarbejde mellem reumatologer og lungelæger at opdage og udrede patienterne og dernæst sikre, at de får den rette behandling,” siger Charlotte Hyldgaard.

Flere steder har de et systematisk samarbejde mellem gigtlæger og lungelæger med fælles konferencer - særligt på de større afdelinger, forklarer Charlotte Hyldgaard, der peger på, at det er nødvendigt i behandlingen af sjældne lungesygdomme som lungefibrose.

Flere behandlingsmuligheder er løsningen

Ifølge VIVE-rapporten gik der 12 måneder for syv ud af 16 af patienter fra de oplevede lungesymptomer til, de fik diagnosen lungefibrose. En række eksperterne pegede i rapporten på, at mere uddannelse og viden om lungefibrose i sammenhængen med gigtsygdomme vil kunne afhjælpe problemerne. De var dog uenige i, hvordan en mere systematisk tilgang med fokus på at aktivere eksisterende viden bedst kan lade sig gøre, og hvem der vil have det største udbytte af mere viden. 

De nye og bedre behandlingsmuligheder medfører et større fokus på sygdommen, så der med tiden vil blive udbredt mere viden, mener Charlotte Hyldgaard. 

“Det samme er set inden for andre typer af lungefibrose, hvor der er sket meget de seneste år, hvor interessen og opmærksomheden er steget, da der er kommet flere behandlingsmuligheder at tilbyde patienterne. Det i sig selv gør, at vi er opmærksomme på sygdommene som lungefibrose, da vi kan det behandle det bedre og mere skræddersyet for den enkelte patient i dag end førhen,” siger hun.

Ingen enkelt sammenhæng

Den særlige udfordring, når det kommer til sammenhængen mellem leddegigt- og lungesygdommene, er, at der ikke er en enkelt faktor, der spiller ind og kan undersøges. 

Forskere har tidligere kunnet påvise en genetisk forbindelse mellem leddegigt og lungefibrose, hvor en specifik genetisk egenskab kendt som en MUC5B-promotorvariant også er den stærkeste risikofaktor for leddegigt-associeret interstitiel lungesygdom. Men mere detaljeret viden om, hvordan det kommer til udtryk, og hvad sammenhængen er endnu ubesvaret. 

Og det gør det svært for reumatologer og lungelæger at finde frem til de patienter, der har størst risiko for at udvikle eksempelvis lungefibrose.

“Når der ikke er en enkel sammenhæng mellem sygdommene er det svært at undersøge for eksempelvis lungefibrose mere systematisk, end man gør i dag. Det vil være meget ressourcekrævende at undersøge alle patienter for at finde frem til de få, der har lungefibrose. Vi skal dog blive dygtigere til at finde patienter, der har risikofaktorer, og derfor kræver særlig opmærksomhed, og så skal vi undersøge dem på de rette tidspunkter i deres sygdomsforløb,” siger Charlotte Hyldgaard.

Hun peger samtidig på, at de kendte risikofaktorer for lungefibrose blandt leddegigtpatienter er rygning, at være mænd og formentlig også høje inflammationsniveauer. Det er dog kun en mindre del af patienter med leddegigt, som har risikofaktorerne, der udvikler lungefibrose. 

Samtidig understreger hun, at sammenhængen er anderledes for sklerodermi-patienter, der systematisk bliver screenet for lungefibrose, da en større andel af denne patientgruppe udvikler lungesygdommen.