Ny test for prostatakræft afprøves i Danmark
En ny test kan med høj præcision opfange tilfælde af aggressiv prostatakræft. Samtidig er metoden så præcis, at man kan undgå unødvendige biopsier og operationer. Mænd i region Midtjylland bliver de første i Danmark til at få tilbuddet om at afprøve testen.
Prostatakræft rammer ca. 4400 danske mænd om året. Hos nogle er sygdommen aggressiv og skal behandles eksempelvis med operation eller strålebehandling. I dag måler lægen ofte mandens PSA-tal i en blodprøve, hvis der er mistanke om prostatakræft, men målingen er usikker og kan ikke med sikkerhed afgøre, om sygdommen er godartet eller ondartet. Resultatet er, at mange mænd i dag bliver underkastet ofte gentagne biopsitagninger fra prostata baseret på 10-12 tilfældige indstik. Det fører til, at nogle mænd risikerer overdiagnostik og bliver opereret unødvendigt, mens andre risikerer, at deres kræftknude overses og når at sprede sig. Bivirkningerne til behandlingen for prostatakræft er blandt andet senfølger som impotens og inkontinens.
En ny test, udviklet i Sverige, giver håb om et mere præcist tilbud forklarer Per Guldberg, der er gruppeleder hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning. De videnskabelige resultater fra forskerne bag testen viser, at den kan mindske antallet af biopsier og samtidig opdage omkring 20 pct. flere tilfælde af højrisiko prostatakræft.
"Det er helt afgørende, at der udvikles en test, der kan sikre bedre og mere præcis tidlig diagnose af behandlingskrævende prostatakræft. Den nye test er langt bedre til at skelne mellem fredelig og behandlingskrævende – såkaldt “aggressiv” prostatakræft – end den sædvanlige PSA-test. Den kan derfor spare mange unødige biopsitagninger og dermed mange tilfælde af potentielt livstruende komplikationer, og den kan reducere antallet af tilfælde af overdiagnosticeret fredelig prostatakræft. Samtidig kan den nye test påvise tilfælde af behandlingskrævede prostatakræft, som PSA overser," siger han til Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.
Testen hedder sthlm3 (en forkortelse for Stokholm 3) og benyttes allerede i Sverige, Norge og Finland.
Ved den nye test tager lægen en blodprøve, som bliver analyseret for seks protein-markører og over 100 genetiske markører, som alle er forbundet med prostatakræft. Resultaterne bliver kombineret med data om eksempelvis mandens alder, om der er andre i hans familie, der har haft prostatakræft samt med resultater fra eventuelle tidligere undersøgelser for prostatakræft. Det endelige svar fra testen kan udpege de mænd, der har øget risiko for at sygdommen er aggressiv og som bør sendes videre til scanning eller biopsi af prostata.
"Det nye ved sthlm3-testen er, at den kombinerer mange variable i samme test og samler dem i en matematisk algoritme. De enkelte variable kendte man i forvejen, men det er ved at kombinere dem, at testen opnår sin styrke. Den styrke er blevet dokumenteret i et meget stort svensk screeningsstudie af 150.000 mænd," forklarer Per Guldberg.
I Danmark bliver det mænd i region Midtjylland, som bliver de første til at afprøve den nye test. Det sker i et pilotprojekt på Aarhus Universitetshospital.
I pilotprojektet får mænd, hvor lægen har mistanke om prostatakræft, tilbudt Sthlm3-testen hos deres egen læge. Hvis svaret viser tegn på prostatakræft, bliver mændene sendt videre til en MRI skanning.