Skip to main content


Prostatakræft-patient: ”På fodboldbanen leger vi og glemmer, vi er syge”

Egentlig har 59-årige Claus Finne Jepsen haft det udmærket i de ni år, han har levet med sin prostatakræft. Men selvfølgelig har kræften nogle omkostninger. Der har været et par store kameler at sluge undervejs i forløbet, og der er rigeligt med alvor i hverdagen. Det glemmer han dog alt om, når han to gange om ugen kaster sig ind i kampen i fodbold-klubben i ’FC  Prostata’.

PSA-tallet var skyhøjt, og det var oven i købet en særlig aggressiv form for prostata-kræft, der ramte den dengang 50-årige Claus Finne Jepsen. I dag ni år og adskillige behandlingsformer senere har både han og konen lært at leve med sygdommen og er begge med i netværk for patienter og pårørende. Netværk, som både giver dem viden om sygdommen og overskud i hverdagen.

”Jeg tog for nogle år siden initiativ til at stifte ’21-banden’. Her mødes jeg med andre prostatakræft-patienter og taler om alt fra seksuelle problemer til tanker om liv og død. Alle vores koner mødes også i en pårørende-klub, hvor de har mulighed for at tale om det at leve sammen med en mand med prostatakræft,” fortæller han.

Desuden spiller Claus Finne Jepsen fodbold to gange om ugen i fodboldklubben ’FC Prostata’ – en fodboldklub, som navnet antyder, kun er for prostatakræft-patienter. Han går kun sjældent og nødigt glip af en træning:

 ”Vi er en gruppe af vidt forskellige mænd og befinder os forskellige steder i vores sygdomsforløb. Nogle er lige diagnosticerede, andre lige opererede - eller måske kurerede. Men fodbolden samler os. Vi har det sjovt, og der er en dejlig afslappet atmosfære, når vi er sammen. Egentlig taler vi ikke meget om vores sygdom. Kun efter kampen, når vi får en øl og har tid til at vende verdenssituationen.”

Jeg tror på, at lægerne har styr på min sygdom

Egentlig har Claus Finne Jepsen aldrig læst ret meget om sin sygdom. Det har han hverken haft brug for eller lyst til. Faktisk har han bevidst valgt det fra. Han har, som han selv udtrykker det, ’lagt alle sine æg i én kurv’ - nemlig den, der står hos lægerne på hospitalet i Copenhagen Prostata Center ved Rigshospitalet:

”Jeg tror på, at de har helt styr på min sygdom, og jeg er faktisk rigtig glad for at komme der. Hver tredje måned møder jeg op til kontrol og ser altid de samme to læger. Jeg føler, at de kender både mig og min kone godt og jeg er helt tryg ved behandlingen,” siger han.

Tidligere var Claus Finne Jepsen tilknyttet Frederiksberg Hospital, og det var han alt andet end tilfreds med:

”Det var altid en ny læge, jeg sad overfor, hvilket faktisk var ret frustrerende. De skulle hver gang læse op på journalen, imens jeg bare sad og ventede. Jeg ved godt, at det er på grund af tidspres, men for patienten er det altså ikke hverken en rar eller tryg fornemmelse.”

Rigeligt med alvor i hverdagen

Egentlig har Claus Finne Jepsen altid haft det rimeligt godt under sin sygdom, selv om han træffer sine forholdsregler. Han sover for eksempel til middag, fordi det er det, han har det bedst med – og det har familien også, tilføjer han. Muskelmassen er heller ikke, hvad den har været, indrømmer han:

”Tidligere var jeg rimelig stærk. Jeg var den der flyttede og malede for mine børn. Det kan jeg ikke længere, fordi jeg ikke har kræfterne. Det har været lidt svært at acceptere, fordi det jo også har noget at gøre med selvbilledet - hvordan man ser sig selv som mand.”

Det samme gælder for sexlivet:

”Jeg har på grund af medicinen hverken evnen eller lysten længere. Det har selvfølgelig været en svær kamel at sluge, men jeg har lært at leve med det over årene. Egentlig har det været sværest for min kone, som kun var 43, da jeg blev syg,” fortæller han.

Der er altså rigeligt med alvor i hverdagen – men om en måned rejser Claus Finne Jepsen til Portugal med fodboldholdet i FC-Prostata:

”Det bliver fantastisk. Vi skal bare lege og spille fodbold – og glemme alt om, at vi er syge.” 

 

 

Om FC Prostata

Projektet FC Prostata har til formål at undersøge, om deltagelse i klubfodbold kan øge livskvaliteten hos mænd med prostatakræft. Herudover undersøger forskerne bag projektet, hvordan fodbold påvirker fysisk aktivitet, muskelstyrke, knogler og fedtvæv. Fodboldtræningen udbydes i lokale fodboldklubber rundt omkring i Danmark og foregår på lukkede hold forbeholdt mænd med prostatakræft.

Læs mere om FC Prostata her: https://fcprostata.dk

 

prostatakræft