Brystimplantater linket til sjælden form for lymfekræft
For anden gang er det amerikanske lægemiddelagentur, FDA, mødtes for at diskutere de mulige risici ved brystimplantater. Det sker efter at agenturet i efteråret 2018 rapporterede, at 457 tilfælde af en sjælden form for lymfekræft er blevet opdaget hos kvinder med brystimplantater.
Kræftformen, som kædes til brystimplantaterne, kaldes brystimplantat-associeret anaplastisk storcellelymfom (BIA-ALCL) og er ikke kræft i selve brystvævet, men i den kapsel, som kroppen naturligt danner rundt om et brystimplantat. Man ved ikke, hvorfor et fåtal af patienterne udvikler denne sjældne lymfekræft, men man kan se, at der er en lille sammenhæng med teksturen på implantaterne.
De fleste kvinder, der får BIA-ALCL, har de såkaldte teksturerede brystimplantater, som har en hårdere overflade, der er designet til at begrænse bevægelsen af et implantat. En af teorierne er, at den hårde overflade af implantatet irriterer vævet og giver betændelse. Rapporter til FDA viser, at ud af 457 kræfttilfælde forekom mindst 310 hos kvinder med teksturerede brystimplantater.
Ifølge privathospitalet Aleris-Hamlet, som udfører plastikkirurgi, er risikoen for at udvikle BIA-ALCL ”ekstremt lille”.
”På verdensplan kendes kun godt 600 tilfælde af BIA-ALCL, hvilket er meget få i forhold til de 30 mio. kvinder, som estimeres at have teksturerede brystimplantater verden over. Den statistiske risiko for at udvikle ALCL er derfor langt under en promille, og dermed meget mindre end risikoen for at få komplikationer i forbindelse med en ny operation,” skriver Aleris-Hamlet på hospitalets hjemmeside.
Privathospitalet opfordrer til altid at vælge brystimplantater, som er godkendt af sundhedsmyndighederne, og til at kontakte læge, hvis man oplever ømhed, hævelse omkring implantaterne eller hævede lymfekirtler.
De tre største brystimplantatproducenter i USA – Allergan, Sientra og Mentor – siger til CBS News, at de teksturerede implantater er blevet testet grundigt og overholder FDA’s krav, samt at patientsikkerhed er deres højeste prioritet.