Skip to main content


"Mindre stråling af vævet giver mindre risiko for arvæv. Og da stråledosis til hjerte og lunger er meget mindre ved delbryst strålebehandling, er der heller ikke risiko for skader som hjertesygdom og stråleassocieret lungekræft," siger Birgitte Vrou Offersen.

Delvis strålebehandling af brystkræft-ramte giver færre bivirkninger

For nogle kvinder er strålebehandling af en mindre del af brystet lige så sikkert og giver færre bivirkninger end strålebehandling af hele brystet.

Det viser en ny undersøgelse, som er støttet af Kræftens Bekæmpelse.

I den nye undersøgelse, der netop er offentliggjort i Journal of Clinical Oncology, sammenlignes strålebehandling af en del af brystet med strålebehandling af hele brystet hos en udvalgt gruppe af kvinder, der har lav risiko for tilbagefald af brystkræft. 880 danske kvinder, som fik strålebehandling mod brystkræft i perioden 2009-2016, er med i undersøgelsen. Det er kvinder over 60 år, hvor kræften er opdaget tidligt, og som har en lille kræftsvulst. De får først kræftsvulsten opereret væk ved en brystbevarende operation, og derefter tilbydes de strålebehandling for at forebygge tilbagefald.

Ved strålebehandling af en del af brystet gives der strålebehandling til kun 30-40 pct. af brystet, da strålefeltet snævres ind til at ramme præcist det område, hvor kræftsvulsten har siddet. Metoden har siden 2016 været standardbehandling i Danmark til gruppen af kvinder med lav risiko for tilbagefald af brystkræft.

Og det er både sikkert i forhold til at forebygge tilbagefald, og samtidig er risikoen for bivirkninger i form af arvæv og stivhed i vævet halveret, viser den nye undersøgelse, der har fulgt kvinderne i mindst fem år efter strålebehandling. Resultaterne viser, at der er meget få tilbagefald af brystkræft hos både dem, som fik strålebehandling af hele brystet, og dem, som fik delvis stråling. Blandt de kvinder, der fik strålebehandling af en del af brystet, er risikoen for arvæv næsten halveret. 12 pct. af de kvinder, der fik stråler på hele brystet, har fået arvæv, mod 8 pct. af de kvinder, der fik delbryst strålebehandling.

"Resultaterne er et vigtigt skridt imod en mere individuel strålebehandling, hvor behandlingen tilpasses den enkelte patient. Her har vi en gruppe kvinder, som har lav risiko for tilbagefald, og dem kan vi nøjes med at give stråler mod et mindre volumen i brystet," siger overlæge og professor ved Aarhus Universitetshospital, Birgitte Vrou Offersen, der har ledet undersøgelsen, i en pressemeddelelse fra Kræstens Bekæmpelse.

Formålet med strålebehandling er at slå kræftceller ihjel uden at skade det raske væv. Bivirkningerne ved strålebehandling er blandt andet arvæv og stivhed i brystet, der kan give smerter og nedsat livskvalitet og ændre brystets udseende. Bivirkningerne kan udvikle sig langsomt over tid og er sædvanligvis kroniske og vanskelige at behandle.

"Mindre stråling af vævet giver mindre risiko for arvæv. Og da stråledosis til hjerte og lunger er meget mindre ved delbryst strålebehandling, er der heller ikke risiko for skader som hjertesygdom og stråleassocieret lungekræft," siger Birgitte Vrou Offersen i pressemeddelelsen.

Hun er nu i gang med en opfølgende undersøgelse, kaldet DBCG Natural trial, hvor man vil afklare, om gruppen af kvinder med lav risiko for tilbagefald helt kan undvære strålebehandling. I denne undersøgelse sammenlignes delbryst strålebehandling med ingen strålebehandling.