Skip to main content


Enlige og kortuddannede har højere dødelighed ved brystkræft, og det tyder på, at det skyldes en underdiagnosticering af tilbagefald hos disse kvinder, siger Cathrine Fonnesbech Hjorth.

Enlige og kortuddannede har højere dødelighed ved brystkræft

Enlige kvinder, der får brystkræft, har en højere dødelighed end kvinder i parforhold, og den er især høj, hvis der er tale om østrogenfølsom brystkræft.

Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet, som også peger på, at dødeligheden er større for kvinder med lav indkomst, kort uddannelse eller kvinder uden for arbejdsmarkedet.

”Vi så en ulighed i dødeligheden, og i kraft af kvindernes unge alder er risikoen for at dø af andre årsager lille. Derfor kan det forventes, at dødeligheden vil kunne tilskrives et tilbagefald. Og da vi ikke så en højere tilbagefaldsrate i vores data, tyder vores fund på en underdiagnosticering af tilbagefald hos disse kvinder,” siger en af hovedkræfterne bag studiet, Cathrine Fonnesbech Hjorth fra Institut for Klinisk Medicin – Klinisk Epidemiologisk Afdeling på Aarhus Universitets hjemmeside.

I studiet, som er finansieret af Kræftens Bekæmpelse og Aarhus Universitet og publiceret i BMC Medicine, har de danske forskere analyseret data vedrørende civilstand, samliv, indkomst, uddannelse og beskæftigelsesstatus for 2.616 kvinder i alderen 18 til 55 år, som er blevet diagnosticeret med brystkræft i Danmark i periode 2007-2011.

Lav indkomst

Ud af de cirka 2.600 kvinder, der indgik i undersøgelsen, fik 286 tilbagefald af deres brystkræft, og 223 døde i løbet af de ti år, undersøgelsen varede. Enlige kvinder havde 1,8 gange højere dødelighed, og blandt kvinder med lav indkomst var dødeligheden 1,4 gange højere. Hos de kortuddannede kvinder var dødeligheden 1,5 gange højere, mens den hos kvinder uden et arbejde på grund af helbredsmæssige årsager var 1,8 gange højere. Specielt i løbet af de første fem år var der forskel i dødeligheden.

Studiet viste også, at uligheden i den øgede dødelighed hang sammen med typen af brystkræft blandt kvinderne. Den socioøkonomiske ulighed var mest udtalt hos kvinder med  tumorer, som er følsomme over for østrogen, og som modtog hormonbehandling i form af tamoxifen, og mindre udtalt hos kvinder med tumorer, der ikke er følsomme over for østrogen. Eksempelvis var dødeligheden efter fem år to gange højere for enlige kvinder med østrogenfølsomme tumorer, og blandt enlige kvinder med ikke-østrogenfølsomme tumorer var den 1,5 gange højere end hos gifte kvinder. Også blandt kvinder uden for arbejdsmarkedet og kvinder med lav indkomst var dødeligheden højere, hvis de havde østrogenfølsomme tumorer. Havde de derimod ikke-østrogenfølsomme tumorer var den ikke anderledes end den hos gifte kvinder og kvinder med høj indkomst.

Tamoxifen ordineres til kvinder med østrogenfølsomme tumorer, efter de har gennemgået operation og kemoterapi, og behandlingen gives i op mod ti år. Tidligere forskning har vist, at 22 procent af kvinderne med østrogenfølsomme tumorer afbrød deres behandling før planlagt, hvilket øgede risikoen for tilbagefald. Studiet viste også, at enlige kvinder var mere tilbøjelige til at afbryde behandlingen.

Resultaterne fra det nye studie indikerer, at enlige kvinder og kvinder med en lav socialøkonomisk position kan have behov for ekstra støtte og opfølgning efter behandlingen af brystkræft, mener Cathrine Fonnesbech Hjorth.