Skip to main content


Håb om snarlig medicin til kvinder med æggestokkræft

Endelig er der fundet en formand for fagudvalget for æggestokkræft i Medicinrådet. Det betyder, at der igen kan sættes gang i godkendelse af nye lægemidler for kvinder med æggestokkræft - bl.a. et middel, som kan forlænge levetiden for kvinder med platinfølsom æggestokkræft.

Det er den 62-årige professor i klinisk onkologi, Jørn Herrstedt, som bliver ny formand for Medicinrådets fagudvalg vedrørende kræft i æggestokkene. Medicinrådet har i over et halvt år søgt forgæves efter en egnet kandidat, som kan opfylde de strikse habilitetskrav.

Der har været ekstra pres på Medicinrådet for at få nedsat dette fagudvalg siden september, hvor medicinalvirksomheden Tesaro afleverede en midlertidig ansøgning om godkendelse af tabletbehandlingen Zejula (niraparib). En behandling, der er mere skånsom end kemo, og som i fase III-forsøg har forlænget tiden uden tilbagefald hos kvinder med æggestokkekræft markant.

Det europæiske lægemiddelagentur, EMA, godkendte i efteråret Zejula til behandling af kræft i æggestokkene, og Tesaro afleverede den midlertidige ansøgning 20. september, men ansøgningen har foreløbig ligget ubehandlet, fordi det indtil nu hverken er lykkedes Lægevidenskabelige Selskaber eller regionerne at finde en formandskandidat, der ikke faldt for Medicinrådets habilitetskrav. Senest blev overlæge Bente Lund, Aalborg Universitetshospital, afvist som kandidat, fordi hun har siddet (ulønnet) i et rådgivningsudvalg, et såkaldt advisory board, for en medicinalvirksomhed.

 

Rettelse: Propatienter kom først til at skrive, at det var den 35-årige overlæge Gabor Liposits, som blevr formand for fagudvalget vedrørende kræft i æggestokkene, men en anden kandidat meldte sig i sidste øjeblik. Og det blev den anden kandidat, professor i klinisk onkologi, Jørn Herrstedt, som nu er udpeget som formand. Vi beklager fejlen!

 

æggestokkræft, Medicinrådet, fagudvalg, Jørn Herrstedt