"Er den svage patient ikke opmærksom på dispensationsmuligheden og gør lægen opmærksom på det – så får vedkommende måske ikke medicinen og får livet forkortet på grund af det, ” siger Anita Brunstad Hemmingsen.
Æggestokkræftpatient: Jeg er mest bekymret for de svage patienter
I fem år har 61-årige Anita Brunstad Hemmingsen fra Hørsholm haft uhelbredelig æggestokkræft, og hun har oplevet både sløsede og fortravlede læger, som dels har overset hendes kræft og dels ikke gjort hende opmærksom på en række ting i hendes behandlingsforløb.
”Jeg synes, at jeg meget ofte selv har måttet undersøge ting og bringe ting på bane, som lægerne ikke har sagt eller gjort. Jeg har indtil nu haft overskuddet og overblikket. Men hvad med de patienter, som ikke har det? Jeg frygter, at de svageste patienter bl.a. kan blive ofre for, at der endnu ikke er fundet en formand for Fagudvalget for Æggestokkræft i Medicinrådet, ” siger hun.
At der ikke er fundet en formand betyder, at ibrugtagningen på det danske marked af et nyt livsforlængende middel mod æggestokkræft, niraparib, efter al sandsynlighed bliver forsinket.
”Men lægen kan søge dispensation til at anvende det. Men er lægen fortravlet, kan mange ting smutte – det er desværre min egen erfaring. Og er den svage patient ikke opmærksom på dispensationsmuligheden og gør lægen opmærksom på det – så får vedkommende måske ikke medicinen og får livet forkortet på grund af det, ” siger Anita Brunstad Hemmingsen.
Hun opfordrer selv til en anden honorarstruktur i Medicinrådet, så en formand får så stort et honorar, at jobbet bliver mere attraktivt. I hvert fald er det vigtigt, at niraparip kommer ud på markedet hurtigt, så patienternes adgang ikke begrænses af, at en læge må tage sig tid til at søge dispensation – og at der går tid, før dispensationen er i hus, mener hun.
For Anita Brunstad Hemmingsen er det platinfølsomme lægemiddel niraparip ikke selv en mulighed, fordi hun har udviklet resistens overfor lægemidlet Carpoplatin. Også det har hun selv måttet finde ud af.
Kræften blev overset
I 2012 oplevede Anita Brunstad Hemmingsen, at hun blev tykkere og tykkere på maven og også skulle ud at tisse stadig flere gange om natten.
Men ellers følte hun sig rask og så også sund og frisk ud.
”Jeg gik til lægen, men fik blot at vide, at jeg skulle dyrke noget mere motion og drikke mindre. Lægen havde vist også været på kursus og lært om mangel på D-vitamin og mente også, at jeg kunne mangle det,” fortæller hun.
Hun kom også til en gynækolog, som tjekkede hendes livmoderhals og foretog en hurtig scanning på et minut. Der var ikke noget, fik hun at vide.
Men den store mave og trangen til at gå på toilettet forsvandt ikke. Og i julen 2012 blev smerter fra maven så store, at Anita Brunstad Hemmingsen ringede 112.
Hun kom på sygehuset i Helsingør, hvor en læge mente, at den dengang 56-årige kvinde måske var gravid udenfor livmoderen.
Til sidst endte hun på Hillerød Hospitals akutafdeling, hvor lægerne foretog en undersøgelse. Hun kom senere i et kræftpakkeforløb og videresendt til Herlev. I første omgang tænkte lægerne tarmkræft, men senere gik mistanken på æggestokkræft. Forløbet begyndte med en kikkertoperation, og da hun vågnede op efter den operation, fik hun at vide, at den var helt gal. Hun havde æggestokkræft i stadie IIIb, og kræften havde spredt sig til bughulen. To uger senere foretog lægerne en åben operation og fjernede hele hendes underliv: Livmoder, æggeledere, æggestokke, fedtforklæde og blindtarm.
Derefter fik hun kemobehandling med kemomidlerne Carpoplatin og Taxol, som hjalp godt.
I forsommeren 2015 bredte kræften sig igen til bughulen, og hun fik nu kemobehandling med Carpoplatin og Caelyx og fik derudover antistoffet Avastin.
Længere tids vejrtrækningsbesvær afslørede til sidst, at hun havde fået en blodprop i højre lunge, sandsynligvis på grund af Avastin, og hendes behandling stoppede derfor. Efter tumormarkøren atter begyndte at stige, fik hun i sommer igen Carpoplatin og Caelyx.
En scanning har nu afsløret, at kemobehandlingen ikke hjalp denne gang – kræften har bredt sig mange steder i kroppen, bl.a. i bækkenet, ved halsroden og i lymferne.
”Jeg har været til samtale i denne uge. Jeg er blevet resistent overfor Carpoplatin, og derfor vil niraparip ikke virke på mig. Så nu skal jeg i behandling med et andet kemostof. Jeg er desværre et eksempel på, hvad der alt for ofte sker for kvinder med æggestokkræft – at vores sygdom bliver opdaget alt for sent, så kræften har nået at brede sig, og at der derfor kun er livsforlængende og ikke helbredende behandling tilbage. Men jeg er glad for, at der trods alt har været livsforlængende behandling til mig, for ellers havde jeg været død i dag. Derfor har jeg heller ikke ondt af, at medicinalindustrien tjener godt. Der skal også være penge til forskning i ny medicin, så andre kvinder med sygdommen vil overleve, ” siger hun.
LÆS OGSÅ:
Patientforening: Katastrofe, at livsforlængende medicin forsinkes
Manglende held med at finde en formand til Medicinrådets fagudvalg for æggestokkræft vil med al sa...
