"Studiet, som nu er præsenteret, sender et klart signal om, at vi har fat i noget rigtig her," siger Mansoor Mirza.
Godt nyt for patienter med æggestokkræft på stor kræftkongres
ASCO: Der er godt nyt for patienter med æggestokkræft ved den store, internationale kongres for kræftlæger, ASCO, der foregår i disse dage.
Til BRCA-patienter med tilbagefald
En af nyhederne er rettet mod patienter, som har mutation i deres BRCA-gen, og som oplever tilbagefald.
Vedligeholdelses-behandling med lægemidlet Lynparza (olaparib) medfører nemlig en hidtil uset forbedring af den samlede overlevelse på næsten 13 måneder hos patienter med æggestokkræft, som er platinfølsom.
Det fastslås i resultaterne af forskning, som blev præsenteret på dette års virtuelle kongres for kræftlæger, ASCO. Studiet er et af de helt store studier indenfor gynækologisk kræft i år, påpeger overlæge på Rigshospitalets Onkologiske Klinik, Mansoor Raza Mirza:
”Tablet-behandlingen olaparib har tidligere vist rigtig god effekt i form af forbedring af den progressionsfri overlevelse (tiden inden tilbagefald, red.) – og studiet, som nu er præsenteret, sender et klart signal om, at vi har fat i noget rigtig her," siger Mansoor Mirza.
Alternativ til kemo
En anden nyhed handler om den kemoterapifri behandling af lægemidlerne Zejula (niraparib) og Avastin (bevacizumab). Får patienter kombinationen, giver det dem længere tid inden tilbagefald i forhold til, hvis de fik niraparib alene.
”Vi kan først nu sige noget om, hvordan det er gået kvinderne efter tilbagefald, holder effekten af kombinationsbehandlingen og hvordan ser det ud i forhold til den samlede overlevelse,” fortæller overlæge Mansoor Raza Mirza, som er studiets førsteforfatter. Han fortæller, at baggrunden for at iværksætte studiet var, at det tidligere er påvist, at niraparib har særdeles god effekt efter kemobehandling, men at patienterne ikke ønsker at få kemobehandlinger igen og igen ved tilbagefald.
”På grund af kemoterapiens store toksitet og de deraf følgende bivirkninger ønsker patienterne sig et alternativ - et stof som kan stå i stedet for kemobehandlingerne. Her ser det ud til, at to-stofsbehandlingen fremadrettet kan udgøre et alternativ.”
Ifølge Mansoor Raza Mirza peger studiet på, at den samlede overlevelse bliver helt op til 25 procent bedre ved 2-stofsbehandlingen:
”Studiet er ikke stort nok til, at vi kan bevise, at det forholder sig sådan, men vi har nu et ’Proof of Concept’ på at to-stofs-behandlingen har sammenlignelig effekt med behandling med kemoterapi efterfulgt af Niraparib alene.”
Næste skridt bliver at finde finansiering til et tilstrækkeligt stort studie, hvor man sammenligner kemoterapi mod to-stof-behandlingen med niraparib-bevacizumab.
”Det vil give os muligheden for at tilvejebringe tilstrækkelig evidens, således at den gruppe af patienter fremadrettet vil have et reelt valg mellem Niparib efterfulgt af kemoterapi eller 2-stofsbehandlingen.”