Ledende overlæge: Regionsklinikkerne øger risikoen for at misse symptomer

I Region Nordjylland har samarbejdet mellem praktiserende læger og hæmatologiske, hvor man behandler blodsygdomem som f.eks. leukæmi, afdelinger sine egne udfordringer. Alene fordi der er udbredt mangel på praktiserende læger.

Det siger ledende overlæge, Paw Jensen, Hæmatologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, i anledning af, at Propatienter har spurgt fagfolk og patienter om oplevelsen af samarbejdet i forbindelse med diagnostik og behandling.

”I Region Nordjylland kan manglen på praktiserende læger være et problem. Jo flere patienter, der har en fast praktiserende læge, jo bedre. Hvis en patient er tilknyttet en regionsklinik med skiftende læger, er der større risiko for at misse nogen symptomer. Jo flere faste læger, der kender deres patienter og kan tolke deres symptomer, jo bedre.”

Alligevel er Paw Jensen ganske tilfreds med samarbejdet med almen praksis:

”En sjælden gang imellem støder du på en patient, som skulle have været henvist noget før. Men jeg oplever det ikke som et generelt problem.”

Det er imidlertid nemt for Paw Jensen at forstå de særlige udfordringer, som de praktiserende læger i regionen har:

”Det er rigtig svært for de praktiserende læger at fange/diagnosticere denne patientgruppe. De hæmatologiske sygdomme som f.eks. myelomatose er ikke særlig hyppige – vi har f.eks. kun ca. 50 nye tilfælde i hele Region Nordjylland om året – og der kan derfor let gå fire-fem år, mellem lægen møder sådan en patient i sin konsultation. Det er ikke nogen nem opgave at pejle sig ind på lige netop dén diagnose og gå i gang med et udredningsarbejde.”

Propatienter: Har jeres afdeling afsat ressourcer til at besvare telefoniske forespørgsler fra praktiserende læger?

Paw Jensen: ”Ja, vi har en mangeårig tradition for, at de praktiserende læger i Rgion Nordjylland kan ringe til vores bagvagt og få et godt råd angående symptomer på og behandlingen af hæmatologiske sygdomme. Bagvagten er en læge med en solid faglig ballast indenfor hæmatologi. Afdelingen modtager dagligt sådanne opkald – nogle dage mange, andre dage færre. Opkaldene kan munde ud i gode råd alene, men også i at der tages supplerende blodprøver, eller at patienterne henvises her til afdelingen for nærmere udredning.”

Har I instrueret praktiserende læger i, hvad de skal være opmærksomme på af hæmatologiske symptomer hos deres patienter?

”Kræftpakkerne er i alle fem regioner en integreret del af den måde, som både vi og almen praksis arbejder på. Symptomerne på de hæmatologiske sygdomme er ret godt beskrevet heri.

Desuden har vi i Region Nordjylland en hjemmeside – NordKap – der giver nem adgang til udførlige beskrivelser af samtlige hæmatologiske lidelser.”

Har afdelingen haft møde med praktiserende læger med henblik på at forbedre deres indsats på det hæmatologiske område?

”Vi har et godt og udbygget samarbejde med praksiskoordinatorerne. De fungerer som bindeled mellem hospitalet og almen praksis. Samarbejdet omfatter alle lægelige specialer inklusiv det hæmatologiske.

Det er en indarbejdet rutine, at vi mødes med de praktiserende læger i ny og næ. Måske én gang om året. I disse fora vil vi typisk tage emner som bl.a. udredning af hæmatologiske patienter op.”

Hvordan inddrager jeres afdeling de praktiserende læger i det hæmatologiske behandlingsforløb?

”Den praktiserende læge modtager automatisk udskrivningskort, når én af

hans/hendes patienter har været indlagt hos os. Egen læge modtager ligeledes kopi af notaterne fra patientens besøg i ambulatoriet.

Når vi har patienter i kemoterapi, er kontakten til egen læge derimod begrænset. I de tilfælde er det os, der styrer behandlingen helt og holdent. Men det sker, at patienterne selv tager kontakt til deres praktiserende læge, mens de får kemoterapi f.eks. for at tale om deres sociale situation. Det giver god mening, fordi egen læge kender patienterne så godt.

Vi har sædvanligvis et noget større samarbejde med praktiserende læger omkring de palliative forløb. Rent praktisk tager vi bare røret og ringer til egen læge, hvis én af vore patienter skal henvises til palliativ behandling.

Er patienterne hjemme i eget hjem, er det vigtigt, at egen læge er omdrejningspunktet.”

Er du som afdelingsleder tilfreds med afdelingens indsats for at hjælpe almen praksis med tidligere opsporing af hæmatologiske patienter?

”Ja, jeg synes, det fungerer godt med bagvagten og praksiskoordinatorerne. Vi plejer at være meget imødekommende, hvis de f.eks. ønsker, at vi skal komme ud og undervise i hæmatologiske sygdomme på en praksisdag.”

Har du nogle bud på, hvordan I og andre hæmatologiske afdelinger kan gøre det bedre i fremtiden?

”For vores vedkommende synes jeg, at samarbejdet med de lokale praktiserende læger fungerer på et rimeligt niveau. Jeg ser ingen grund til større ændringer.

Der kan være forskel fra region til region på, hvordan de hæmatologiske patienter udredes, og hvornår de når frem til en hæmatologisk specialafdeling. Nogle steder er der tradition for, at denne gruppe patienter i første omgang indlægges på medicinsk afdeling og evt. henvises videre. Her hos os i Aalborg har vi altid selv stået for den indledende udredning.

Adgangen fra praksis til os er normalt kort. Hovedparten af de nyhenviste patienter udredes ambulant.”

Har du et bud på, hvordan systemet og politikerne kan støtte bestræbelserne på bedre samarbejde?

”Det er vigtigt, at systemet og politikerne har fokus på at facilitere det samarbejde, der er mellem almen praksis og hospitalerne. Vi skal holde fast i, at det danske sundhedsvæsen er ét system for alle borgere. De forskellige aktører skal ikke sidde på hver sin ø.

Man vil jo altid kunne finde en patient, som almen praksis har tabt. Eller et hospital, der kunne have gjort det bedre.”