Døde ud af 100.000 personer efter de fem hyppigste dødsårsager i Danmark i perioden 1996-2019. Kilde. www.statistikbanken.dk/dod1
Nye tal: Færre dør af kræft i Danmark
På trods af at vi er blevet flere i Danmark, og vi gennemsnitligt er ældre, er der fortsat færre, som dør af kræft. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Når man sammenligner tal fra 2019 med tal fra 1996, så viser de, at 20 færre danskere dør af kræft årligt per 100.000 indbyggere i dag end dengang.
”Antallet af personer, der dør af kræft, har været svagt faldende i løbet af de sidste 23 år på trods af, at vi er blevet flere mennesker i den danske befolkning,” udtaler Dorthe Larsen, afdelingsleder i Danmarks Statistik, i en pressetekst om de nye tal.
I absolutte tal døde 16.094 personer af kræft i 2019, hvor det var 15.649 i 1996, men til gengæld er vi også næsten 600.000 flere mennesker i Danmark i dag.
Derudover er vi gennemsnitligt ældre. Personer på 60 år og derover udgjorde 20 procent af hele befolkningen i 1996. I 2021 var andelen steget til 26 procent, hvad har indvirkning på risikoen for at få og dø af kræft. De fleste, som dør af kræft, er i aldersgruppen 60-79 år samt 80+ år.
Hyppigste dødelige kræfttype er i strube, lunge, luftrør og bronkier
Den mest hyppige kræft, som danskere dør af, er kræft i strube, lunge, luftrør og bronkier.
Den næsthyppigste dødelige kræfttype er kræft i tarme eksklusiv endetarm, som 1.362 personer døde af i 2019.
”Cirka lige mange mænd og kvinder dør af kræft. Udelukkende kvinder dør af kræft i livmoderhals, livmoder i øvrigt og brystkræft, mens udelukkende mænd dør af kræft i blærehalskirtel, der også er kendt som prostatakræft,” siger Dorthe Larsen.
Hvor kræft er den hyppigste dødsårsag i Danmark er den næsthyppigste årsag hjertesygdomme.
Andelen af personer, der dør af hjertesygdomme, har været markant faldende de senere år, fra 278 ud af 100.000 i 1996 til 106 ud af 100.000 i 2019.
Efter kræft og hjertesygdomme er de hyppigste dødsårsager bronkitis og astma, mentale lidelser og karsygdomme i hjernen.
Andelen af personer, som dør af bronkitis, har været stabil siden 1996, og andelen af personer, der dør af karsygdomme i hjernen har været faldende. Omvendt har andelen af personer, der dør af mentale lidelser, været svagt stigende siden 1996. Mentale lidelser dækker bl.a. over demenssygdomme som f.eks. Alzheimers.
Middellevetiden var for perioden 1995/1996 72,9 år for mænd og 78,0 år for kvinder. I perioden 2019/2020 var middellevetiden for mænd 79,5 år, mens den for kvinder var 83,6 år, skriver Danmarks Statistik.