Pårørende til blodkræftpatienter har selv øget risiko for sygdommen
Mennesker, der har en forælder, søskende eller et barn med hæmatologisk kræft, har større risiko for selv at blive diagnosticeret med sygdommen.
Det viser et befolkningsbaseret studie, som er resultatet af et samarbejde mellem Institut for kræftforskning i London, det tyske kræftforskningscenter i Heidelberg og Lund universitet i Sverige.
Undersøgelsen, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Blood, giver det første bevis på, at de familiære risici findes i hele spektret af blodkræftsygdomme.
Analysen har brugt data fra 16 mio. mennesker registreret i den svenske familiekræftdatabase, inklusive 153.115 mennesker med bekræftet blodkræft og 391.131 familiemedlemmer i første led.
Resultaterne viser, at tilfælde, hvor der var et familiebånd, repræsenterede 4,1 procent af alle diagnoser af blodkræft. Det var højere end for kræft i nervesystemet, nyre og bugspytkirtel, men lavere end for bryst-, tarm- og prostatakræft, der spændte fra otte til 15 procent. Højeste relative risici blev set for visse Hodgkin lymfom (HL) subtyper, lymfoplasmacytisk lymfom og mantlecellelymfom.
For specifikke blodkræftformer, såsom kronisk lymfatisk leukæmi (CLL), var stigningen i risiko afhængig af alderen på den berørte slægtning, om det var en forælder, søskende eller barn samt antallet af pårørende i første led. For non-Hodgkin lymfom (HL) og CLL, var risikoen eksempelvis højere blandt dem, der havde en søskende med sygdommen, mens andre blodkræftformer var mere tilbøjelige til at forekomme, hvis en forælder var blevet diagnosticeret. Generelt var den familiære risiko mere udtalt, når pårørende blev diagnosticeret i yngre aldre.
Forskerne bag de nye resultater håber, at deres data vil blive brugt til at udarbejde retningslinjer for genetisk test og screening. De mener, at rådgivning, genetisk test og overvågning kan være en god ide hos f.eks. mennesker med en pårørende, der er diagnosticeret i ung alder og/eller med mere end en berørt førstegradslægtning.