Tidligere kræftpatient: ”Lægerne siger, at jeg skal lære at leve med mine senfølger”

Kriblen og krablen under fødderne, tørre slimhinder og en betændt akillessene er blot nogle af de senfølger, som tidligere brystkræftpatient Janette Weng lever med efter den intensive kemo- og strålebehandling, som skulle sikre, at kræften aldrig vender tilbage. I dag har hun indstillet sig på, at hun må lære at leve med senfølgerne, og at hendes tilstand formentlig er kronisk. 

Ved en mammografi i november 2016 fandt lægerne en knude på 12 millimeter i 53-årige Janette Wengs ene bryst. Umiddelbart efter blev knuden fjernet sammen med enkelte lymfeknuder, og beskeden var heldigvis, at kræften ikke havde spredt sig. Men alligevel fik Janette Weng for en sikkerheds skyld både kemoterapi og stråler for at forebygge, at kræften skulle vende tilbage. I dag lever hun et liv med adskillige bivirkninger.

”Det kribler, krabler, svider og brænder under fødderne og i tæerne, jeg føler mig ofte træt og udmattet, jeg har et bryst-ødem og føleforstyrrelser i den ene hånd og fødderne, mine slimhinder er tørre som følge af antihormon-behandling, og min krop reagerer på temperatursvingninger, ligesom min ene akillessene er betændt.”

Den forebyggende behandling har gjort mig syg

I dag er Janette Weng i arbejdsprøvning. Egentlig ville hun gerne have været tilbage i jobbet som stewardesse i SAS, et job som hun har passet i 29 år. Den flyvemedicinske læge mente dog ikke, at hun fortsat kunne passe sit gamle job på grund af senfølgerne, og Janette Weng er enig i lægens beslutning, selv om hun også er ked af, at det er sådan, at det er.

”Jeg tror egentlig heller ikke selv på, at det ville gå. Men selvfølgelig ærgrer det mig. Nogle gange synes jeg, at det er hårdt at tænke på, at jeg egentlig var rask efter operationen, men at det er den forebyggende behandling, som har gjort mig syg og dermed har ændret mit liv og mine muligheder radikalt,” siger Janette Weng.

Et forsøg værd

”Måske bliver senfølgerne bedre over tid – måske bliver de værre.” Det var den ærlige besked fra de læger og behandlere, som Janette Weng var i kontakt med i løbet af sit rehabliterings-ophold på Nyborg Sygehus. Hun håber naturligvis på det første, at de bliver mindre udtalte over tid, eller at nogle af dem måske endda helt forsvinder – og hun gør, hvad hun selv kan for at hjælpe til.

”Jeg spiser en antiinflammatorisk kost, ligesom jeg forsøger at tabe mig. Jeg har ingen ide om, hvorvidt det kan hjælpe på mine senfølger, men det er bestemt et forsøg værd. Motion skal jeg også rigtigt i gang med, men indtil videre har trætheden fyldt meget,” fortæller hun.

Janette Weng har også været i behandling hos en fysioterapeut for nerveforstyrrelserne, men forløbet blev afbrudt, fordi fysioterapeuten ikke mente, at det havde nogen som helst effekt. Hos egen læge er hun blevet tilbudt et lidt stærkere smertestillende præparat, men har takket nej.

”Det kan godt være, at det ville have en dæmpende effekt på mine smerter, men fordi det er stærk medicin, som egentlig benyttes til epilepsi-patienter og mod depression, så vil jeg få en masse bivirkninger i stedet. Det har jeg ikke lyst til - og jeg synes faktisk også, at min krop har fået rigeligt medicin.”

Noget, som Janette Weng dog nu har takket ja til er nogle stikpiller, som modvirker de tørre slimhinder.

”Fordi der er hormoner i, så må jeg egentlig ikke få dem, og lægerne er lidt uenige om, hvorvidt det er en god ide, selv om hormondosis er så lille og kun virker lokalt. På grund af senfølger og tørre slimhinder skal jeg toilettet mange gange hver nat, og det ødelægger min nattesøvn og har derfor store konsekvenser for min hverdag, så jeg tror, at jeg løber den risiko.”

Lægerne ved ikke tilstrækkeligt om senfølger

Netop at lære at leve med senfølgerne, er da også det velmenende råd, som Janette Weng har fået af de læger, som hun har talt med i sit sygdomsforløb. Et råd, som hun også har taget til sig:

”Min fornemmelse er, at lægerne – hverken dem på kræftafdelingen på sygehuset eller min egen læge – ved tilstrækkeligt om senfølger. Derfor har jeg sådan set indstillet mig på, at jeg skal lære at leve med dem - lidt som mennesker, der lider af migræne også lærer at leve med det.”