Skip to main content

Kortuddannede kvinder testes sjældnere for livmoderhalskræft

Der er en stor social skævhed i screeningsprogram for livmoderhalskræft.

Ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse viser, at særligt kvinder med en kort uddannelse, immigranter fra ikke-vestlige lande og kvinder med psykiske sygdomme som skizofreni ikke bliver screenet.

I Danmark bliver alle kvinder mellem 23 og 64 år tilbudt screening for livmoderhalskræft, men ca. hver fjerde kvinde bliver ikke screenet i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Mens nogle kvinder direkte vælger tilbuddet fra, er der andre, der bare ikke vælger det til.

I løbet af 2008 og 2009 blev omkring 470.000 kvinder mellem 23 og 49 år inviteret til screening, og blandt disse kvinder meldte lidt over 10.000 kvinder sig aktivt fra screening. Over 63.000 kvinder reagerede ikke på invitationen,

"Vores resultater viser blandt andet, at kvinder med kort uddannelse, svær psykisk sygdom og anden etnisk baggrund end dansk har langt højere risiko for ikke at blive screenet. Det er i disse grupper, vi skal sætte ind med bedre information og nemmere screeningsmuligheder, hvis vi vil mindske deres risiko for at udvikle livmoderhalskræft, siger ph.d. studerende Elise Harder fra Kræftens Bekæmpelse, der er en af hovedforfatterne bag den nye undersøgelse.

Medforfatter, postdoc Louise Thirstrup Thomsen, fortæller til Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, at alle i princippet naturligvis har lige adgang til screeningen.

"Men vi kan se af undersøgelsen, at mens under hver tiende med høj uddannelse ikke deltager, så er det næsten hver fjerde med lav uddannelse, der ikke bliver screenet. Det samme gælder både for kvindelige immigranter fra ikke-vestlige lande og kvinder med svær psykisk sygdom, for eksempel skizofreni," siger hun.

Undersøgelsen viser, at blandt kvinder med lav indkomst blev 18,1 procent ikke screenet. For kvinder med høj indkomst er tallet 8,8 procent.

Blandt kvinder med oprindelse i et ikkevestligt land blev 22,3 procent ikke screenet, mens det samme var tilfældet for 17,3 procent af kvinder fra vestlige lande og 12,9 procent af kvinder med dansk oprindelse.

Blandt kvinder med skizofreni blev 26,1 procent ikke screenet. For kvinder uden denne lidelse er tallet 13,5 procent.

I en mail til Information kalder sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) tallene for alvorlige.

"Vi skal have flere kvinder til at deltage i screeningsprogrammet, og her har vi særligt fokus på gruppen af kvinder med mindst ressourcer," skriver hun til Information.

De nye fund bekymrer også Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen.

»Vi bliver nødt til at reagere. Ellers risikerer vi, at et træk på skulderen er det eneste, der sker. Og så når vi ikke de her kvinder, som i forvejen er sårbare,« siger han til Information.

Derfor vil han nu stille spørgsmål til sundhedsministeren om, hvad hun præcis vil foretage sig i sagen.

screening, livmoderhalskræft, ulighed