Har du fodsvamp? Så bør du desinficere dine sokker på denne måde
Behandlingsresistent fodsvamp og neglesvamp er svær at bekæmpe og kræver god hygiejne. Et dansk studie viser, at sokker skal langtidsbade i Rodalon for at blive fri for svamp.
Ditte Marie Saunte, som er overlæge ved Dermatologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, står bag et nyt studie, der blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift Mycoses i juli. Fod- og neglesvamp skyldes hovedsageligt infektion med gærsvampe af slægten Trichophyton, og førstelinjebehandling med terbinafin er generelt effektiv. Særligt i Indien, men også i Danmark, er svampen imidlertid ved at udvikle resistens mod dette lægemiddel, og da Trichophyton er særdeles smitsom og ofte giver anledning til reinfektion efter vellykket behandling, er der behov for at begrænse smitten ved desinfektion af sokker og andet tøj, der har været i kontakt med inficeret hud.
Ditte Marie Saunte og hendes kolleger udførte derfor et studie, hvor bomuldssokker blev podet med svampen og derefter udsat for forskellige, potentielle desinfektionsbehandlinger. Efterfølgende blev sokkerne sat til dyrkning i fire uger, og desinfektionsmetodens effektivitet blev vurderet ud fra andelen af prøver uden vækst. Forskerne afprøvede seks forskellige desinfektionsmetoder, og i hvert tilfælde blev de udført på 13 prøver af Trichophyton, der inkluderede tre arter (T. rubrum, T. interdigitale og T. indotineae) i både resistente og ikke-resistente udgaver.
Vask og frysning har ingen desinficerende virkning
Resultaterne af undersøgelsen viste, at frysning ved -20°C i op til 24 timer ikke var i stand til at desinficere én eneste sok. Et næsten lige så dårligt resultat blev nået ved almindelig vask eller dampvask ved 40°C, hvor kun en enkelt ud af 26 sokker blev desinficeret. Langt mere effektivt var det at lægge sokkerne i blød i Rodalon INDENDØRS, og når det foregik over 24 timer, var alle sokkerne - uanset hvilken type Trichophyton, de i forvejen var inficeret med - fuldstændigt smittefri og gav ikke anledning til nogen genvækst i løbet af fire uger.
Rodalon-behandling i kortere tid var derimod mindre effektiv. Iblødlægning i en halv time desinficerede kun 46 procent af sokkerne, mens to timer med Rodalon INDENDØRS førte til desinfektion af 85 procent af sokkerne. Der var ingen tendens til, at nogen typer af Trichophyton var sværere at eliminere end andre.