Skip to main content

Kortikostereoider næppe årsag til AD-patienters risiko for knoglebrud

Kortikostereoider næppe årsag til AD-patienters risiko for knoglebrud

Kortikostereoider har været mistænkt for at være årsag til, at patienter med atopisk eksem (AD) har øget risiko for at brække knoglerne, men britiske forskere har i et omfattende studie ikke kunnet bekræfte sammenhængen.

Patienter med AD bør alligevel screenes for brudrisiko, mener de britiske forskere, der i deres studie offentliggjort i Journal of Allergy and Clinical Immunology: In Practice har analyseret data fra over en halv million voksne med atopisk eksem og sammenlignet dem med data fra 2,6 millioner voksne uden eksem.

Formølet var at undersøge sammenhængen mellem AD, behandling med kortikostereoider og risiko for knoglebrud og resultaterne viste, at især AD-patienters rygsøjle og hofter er udsat for brud, og jo mere alvorlig sygdommen er, des større er risikoen for frakturer. 

Men denne sammenhæng sås også efter justering for brug af orale lægemidler baseret på kortikosteroider, og det tyder på, at disse behandlinger ikke nødvendigvis er årsagen.

Forfatterne mener imidlertid, at der skal mere evidens til helt at udelukke kortikosteroiderne som medvirkende årsag, og de understreger, at klinikere i overensstemmelse med flere retningslinjer for behandling af atopisk eksem, bør forbeholde brugen af orale kortikosteroider til ekstraordinære omstændigheder. Samtidig noterer forfatterne, at flere retningslinjer anbefaler screening for brudrisiko hos voksne, der tager orale kortikosteroider. Retningslinjerne nævner ikke specifikt atopisk eksem, hvilket forfatterne mener de bør gøre.

"Vores resultater indikerer, at man bør overveje at inkludere atopisk eksem, og især svær atopisk eksem, i retningslinjer for screening af frakturerisiko. Yderligere forskning bør undersøge, hvorfor der er en sammenhæng mellem atopisk eksem og knoglebrud, herunder hvilken rolle topiske kortikosteroider spiller," hedder det i studiet.

Studiet er publiceret i the Journal of Allergy and Clinical Immunology: In Practice.