Flotte ser de ud, kolesterolkrystaller. Men de er dødsens farlige. Når kolesterol går fra at være en væske til en fast eller krystallinsk masse, udvides den i volumen som is og vand. Denne udvidelse på indersiden af årens væg kan flænse den og blokere blodgennemstrømningen og derved forårsage et hjerteanfald eller et slagtilfælde.
Nyt advarselssignal for hjertesygdom opdaget
Et team af forskere og medicinske eksperter ved Michigan State University i USA har opdaget et symptom, som, hvis man finder det, kan være et sikkert tegn på et forestående hjerteanfald.
Forskerne undersøgte stoffer og materialer, der blokerer koronararterierne (kranspulsårerne) og opdagede, at det faktisk var kolesterol, men i form af store krystaller. Og ved at studere patienter fra 240 akutmodtagelser, fandt de, at dette hærdede kolesterol var til stede i over 89 procent af tilfældene.
Kolesterolkrystaller er en særlig ubehagelig bivirkning af plak-ophobningen i hjertet. Sammensætningen af fedt, kalcium og andre stoffer kan få disse krystaller til at vokse, da de hærder i arterierne, fortæller studiets førsteforfatter professor dr. George S. Abela, der siger:
"I tidligere undersøgelser har vi vist, at når kolesterol går fra at være en væske til en fast eller krystallinsk masse, udvides den i volumen som is og vand. Og nu ved vi så også, at denne ekspansion på indersiden af årens væg kan flænse den og blokere blodgennemstrømningen og derved forårsage et hjerteanfald eller et slagtilfælde."
Ud over den fysiske skade, som krystallerne kan forårsage i arterierne, fik forskerne også bekræftet, at de aktiverede produktionen af inflammationsmolekyler, kendt som interleukin-1 beta, som kan skabe betændelsestilstande eller ødelægge arterierne.
Dr. Abela understreger, at de nye resultater giver en bedre forståelse af et vigtigt advarselssignal før et hjerteanfald, og at man dermed kan gøre mere for at bekæmpe det.
"Nu hvor vi har vist, hvor skadelige kolesterolkrystaller kan være, kan vi behandle med midler, der opløser disse krystaller, og på den måde reducere skaderne på hjerterne," siger han.
Han mener også, at forskningsresultaterne bekræfter, hvad læger har prædiket i årevis, nemlig at motion og kostvalg har en bevist evne til at reducere dannelsen af disse krystaller i første omgang.