Claus Ziegler Simonsen.
Studie: Ny chance til 1000 patienter med slagtilfælde
Nogle gange rammer en blodprop, mens man sover. Op mod 20 procent af alle patienter, der behandles for en blodprop i hjernen, vågner op med symptomerne på en blodprop, måske sløret syn, lammelse i den ene side af kroppen, hovedpine. Nu kan mange af dem reddes.
Et nyt, europæisk studie ændrer nemlig radikalt den viden, vi hidtil har haft om behandling af slagtilfælde. Resultatet kan komme flere end 1000 danske patienter med slagtilfælde til gavn og har potentiale til at ændre guidelines.
Det mener overlæge Claus Ziegler Simonsen, Neurologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, der er studiets danske chefforsker.
Undersøgelsen med navnet WAKE-UP er offentliggjort i New England Journal of Medicine og har deltagelse af 503 patienter fra 70 centre i seks europæiske lande - England, Frankrig, Tyskland, Belgien, Spanien og Danmark. I Danmark har fire hospitaler været med: Bispebjerg, Aalborg, Aarhus og Glostrup.
Studiet viser, at det er muligt at give trombolyse til patienter med slagtilfælde, hvor man ikke ved, hvornår blodproppen er opstået, typisk hos patienter der er vågnet med symptomerne. Ved trombolyse opløser man en blodprop (trombe) med medicin.
Resultaterne fra WAKE-UP viser, at man ved at MR-scanne patienterne kan finde ud af, hvornår blodproppen i hjernen er opstået, og om det giver mening at give trombolyse. Dermed kan langt flere patienter nu få glæde af den effektive, blodpropopløsende behandling.
”Det er stort,” siger Claus Z. Simonsen, ”studiet ændrer, hvad vi ved om behandling af stroke og har et stort potentiale for at ændre guidelines. Det er derfor, New England Journal of Medicine har optaget artiklen,” siger Claus Z. Simonsen.
Trombolyse-vinduet
Propatienter: Hidtil har mantraet været, at det ikke kan gå stærkt nok med at give trombolyse, og at patienter med stroke skal behandles inden for 4,5 timer efter symptomernes opståen?
”Det skal stadig gå stærkt,” siger Claus Z. Simonsen, ”men vi ved, at den hyppigste grund til ikke at få behandling er, at patienterne er ude af trombolyse-vinduet, fordi de er vågnet med symptomer. Det gælder omkring 20 procent. Men via MR-scanning kan man sandsynliggøre, at blodproppen har ramt for nyligt, og så kan patienten få trombolyse alligevel. Tiden tæller dog stadig, og behandlingen skal gives så hurtigt som muligt. Det er en kæmpe patientgruppe, der vågner med symptomer, og som nu kan hjælpes. Det drejer sig om cirka 1000 patienter i Danmark og omkring 100.000 i EU,” siger han.
”Studiet viser, at det mindsker graden af handicap med 61 procent, og at patienterne har 11 procent større sandsynlighed for at blive fuldstændig selvhjulpne, end hvis de ikke havde fået trombolyse,” siger Claus Z. Simonsen.
Ikke alle hospitaler MR-skanner
Det kræver, at man MR-scanner patienterne – gør alle hospitaler i Danmark det?
”Generelt kan man sagtens modtage og behandle patienter med stroke på baggrund af en CT-scanning, men lige denne gruppe, hvor patienterne er ude af trombolysevinduet, skal man nu tilbyde MR-scanning,” svarer Claus Z. Simonsen, ”alle hospitaler, der modtager neurologiske patienter, har den jo, men når man har at gøre med diagnosticering, er spørgsmålet, om der er en ledig scanner. Nogen siger jo, at MR-scanning er svær og utilgængelig, andre siger, at vi vil have det, og så må man organisere sig ud af problemet.
Her i Aarhus har vi to MR-scannere på neuroradiologisk afdeling. Vi scanner kun in house patienter. Så kan man hurtigt udsætte en patient og scanne vore akutte patienter.
Jeg synes jo, at studiet viser, at det er en undersøgelsesmodalitet, man skal kunne tilbyde patienterne. Men det vil kræve en udvidelse af kapaciteten, hvis alle danske patienter skal have fuld glæde af dette forskningsresultat,” siger Claus Z. Simonsen.
WAKE-UP skulle omfatte 800 patienter: ”Men efter fem år, hvor vi havde 503 patienter, var der ikke flere penge. Vi lukkede databasen, og så var det meget, meget spændende, om der var effekt,” fortæller Claus Z. Simonsen.
Aarhus viser vejen
Danmark har leveret 28 procent af alle patienter til WAKE-UP-studiet, og Aarhus alene har leveret 14 procent: ”Grunden til at vi i Danmark er så fint repræsenteret er, at vi har organiseret os godt. Falck-folkene identificerer stroke-patienterne, de kommer ind på hospitalet i en fart, de bliver anerkendt i skadestuen, og så kommer de hurtigt op til os på afdelingen og kan behandles.
Studiet viser, at når vi i Aarhus er gode til at få patienter med, får vi også mere ansvar i studiet. Og vi har opfølgning på næsten alle patienter. Det er vigtigt, da der er databaser, der skal fyldes med information. Vi gør alt det, vi skal. Når man som os har et stort center med mange patienter, vil man hele tiden gerne udvikle sig og gøre behandlingen bedre i morgen end i dag,” siger Claus Z. Simonsen.
Den holdning giver pote, og forskere i Danmark er allerede blevet spurgt, om de vil være med i et nyt, stort, EU-financieret forskningsprojekt om patienter med slagtilfælde. Denne gang handler det om effekten af trombektomi, hvor blodproppen fjernes ved hjælp af et tyndt instrument.