Marie Louise Petersen skulle i den billigste af de to tabletbehandlinger, der er mulige førstevalgsbehandlinger.
Skulle lyve sig til den dyre medicin
Da Marie Louise Petersen skulle i behandling for sclerose blev hun tildelt den ’billige løsning’. Kun en løgn om ønsket graviditet, kunne ændre det.
{snippet alle}
RADS (Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin) pålægger scleroselægerne at udskrive ’den billige løsning’, som førstevalg. Ikke en katastrofe vurderer professor, men det indskrænker det terapeutiske råderum.
Da 39-årige Marie Louise Petersen for et par år siden var i dialog med sin neurolog på Rigshospitalets scleroseklinik om, hvilken medicin hun skulle startes op med, meddelte neurologen pludselig, at hun alligevel ikke havde noget valg. Danske regioner havde besluttet, at hun skulle i den billigste af de to tabletbehandlinger, der er mulige førstevalgsbehandlinger.
De to havde ellers talt om det på daværende tidspunkt nye lægemiddel Tecfidera, og da Marie Louise Peteren havde opfattelsen af, at der var flere bivirkninger forbundet med det billige alternativ Aubagio, takkede hun nej. Ifølge Marie Louise Petersen foreslog en sygeplejerske i klinikken hende, at sige, at hun gerne ville være gravid, fordi ønsket graviditet er den eneste accepterede undtagelse for reglen, men Marie Louise har i forvejen fire børn, og hun havde ikke lyst til at lyve for at få den behandling, hun ønskede. I dag er Marie Louise Petersen stadig ikke i medicinsk behandling for sygdommen, og hun er frustreret over, at systemet vil spise hende af med det, hun kalder den billige løsning.
”Jeg er med på, at økonomien spiller en rolle, men det er utrolig ubehageligt, når man står med en sygdom, som kan være så invaliderende på sigt, og man ikke føler, at man får den helt rette behandling, men derimod får den lidt billigere løsning,” siger Marie Louise Petersen.
Professor på Dansk Multipel Sclerose Center Per Soelberg Sørensen bekræfter, at det for omtrent to år siden blev besluttet i RADS, at Aubagio skal gives som førstevalg til nydiagnosticerede sclerosepatienter, der ikke planlægger snarlig graviditet, fordi det er billigere end det ligeværdige Tecfidera.
Ifølge Per Soelberg Sørensen er beslutningen ikke optimal, selv om den er fagligt forsvarlig.
”Der foreligger ikke evidens for, at Tecfidera er bedre end Aubagio, og der er ikke meget markante forskelle i bivirkningerne, så det er svært at komme med stærke faglige argumenter imod, men beslutningen indskrænker vores terapeutiske råderum, og det mener jeg er uheldigt,” siger Per Soelberg Sørensen.
Han fortæller, at der har været tilfælde, hvor vedtagelsen har betydet, at lægerne har truffet et andet valg, end de ellers ville have gjort.
”Der er da tilfælde, hvor patienten ville have valgt et andet præparat, og hvor vi har ment, at det er et godt valg og under normale omstændigheder ville have udskrevet det præparat, men det kan vi ikke, som det er nu. Det er ikke en voldsom forringelse, men det er ikke rene medicinske og patientmæssige hensyn, der afgør, hvilken behandling patienterne får, og det så vi jo helst,” siger Per Soelberg Sørensen.