Skip to main content


Alex McDonald anbefaler ikke-motionister i at begynde med fleksibilitets- og bevægelsesøvelser som blide strækøvelser og yoga.

Fysisk aktivitet: Recepten som alle bør udskrive

Årets hovedtaler ved den årlige amerikanske reumatologi-kongres, ACR, var speciallæge i sportsmedicin, Alex M. McDonald. Og han havde fokus på den eneste recept, som er til rådighed for alle, og som altid kan fornys: Fysisk aktivitet.

"Jeg fortæller mine patienter, at hvis jeg kun kunne vælge én eneste behandling i verden, så ville jeg vælge at gå en tur på 30 minutter hver dag," sagde Alex M. McDonald under sessionen ’Exercise is Medicine: We All Need to Say the Same Thing.’

Ifølge Teresa J. Brady, ph.d., senior adfærdsforsker ved Arthritis Program ved Centers for Disease Crontrol and Prevention, viser en ny undersøgelse, at 41,2 procent af patienter med gigt tilhører den fysisk inaktive gruppe, svarende til, at de ikke deltager i nogen form for moderat fysisk aktivitet af mindst 10 minutters varighed, sådan som begrebet fysisk inaktiv er defineret af de amerikanske sundhedsmyndigheder, US Health and Human Services.

"Der er masser af plads til forbedring med hensyn til at hjælpe folk med at blive mere aktive," siger Brady, der tilføjer, at selvom måske ikke alle gigtpatienter kan opfylde de nationale retningslinjer for motion og bevægelse, så vil det sikre ’størst værdi for pengene’, at folk kommer op af sofaen og i gang med en eller anden form for aktivitet.

Men selv om gigtpatienter står overfor de samme kendte barrierer i forhold til motion, som de mennesker, der ikke har gigt, så har gigtpatienter også yderligere forhindringer ifølge seniorforskeren:

”For eksempel er smerte en forhindring. Ligesom frygt for at gøre smerterne endnu værre, usikkerhed om, hvad og hvor meget der skal gøres. Patienterne er ofte uden nem adgang til gigt-specifikke programmer, foruden at de har læger, der hverken nævner eller understreger betydningen af fysisk aktivitet,” siger hun.

En anden undersøgelse, der sammenligner barrierer hos motionister og ikke-motionister, viser, at motionisterne faktisk rapporterer flere barrierer end de, som ikke bevæger sig. Men motionisterne er bedre problemløsere ifølge Brady:

”Motionisterne fandt veje udenom barriererne, hvor ikke-motionisterne lod sig overmande af barriererne og stoppede helt. Jeg synes derfor, det også er vigtigt at undervise i problemløsningskompetencer,” siger hun.

Alex McDonald, speciallæge i sportsmedicin og tidligere professionel triatlet, understregede, at de, som arbejder med patienter, efter hans mening skal sætte et godt eksempel ved selv at være fysisk aktive.

”Ingen patient bør forlade klinikken uden en vurdering af den nuværende fysiske aktivitet, rådgivning om motion, en recept til motion samt en henvisning til fagfolk med speciale i fitness.”

For patienter, der lige er begyndt at være fysisk aktive, anbefaler Alex McDonald sine kolleger, at de begynder med fleksibilitets- og bevægelsesøvelser som blid stretching og yoga. Selv introducerer han derefter aerobisk aktivitet efterfulgt af styrketræning og i sidste ende balancetræning.

”Uanset rækkefølgen så start på lavt niveau og gå langsomt frem, ligesom når man starter en ny medicinsk behandling, hvor man også hjælper patienter med at etablere en rutine og finde noget, som de kan værdsætte.”

motion, ACR/ARHP17, ACR17