Gigtlæge: Så lang er vejen til skræddersyet medicin mod leddegigt

Indenfor de kommende 10 til 25 år vil man i reumatologien have de nødvendige diagnostiske redskaber til at kunne give leddegigtpatienter den helt rigtige personlige medicin allerede ved behandlingens start.

Det vurderer overlæge, klinisk lektor og formand for Dansk Reumatologisk Selskab, Oliver Hendricks.

Lidt flere end hver fjerde patient med leddegigt responderer ikke på de relativt billige førstelinjepræparater mod leddegigt, men opnår først kliniske forbedringer, når de i behandlingsforløb kommer frem til de væsentligt dyrere biologiske mediciner. Og det faktum ærgrer Oliver Hendricks på patienternes vegne. 

”Drømmen er at kunne give den rigtige medicin til den rigtige leddegigtspatient i første hug, for det er mere end ærgerligt, at nogle af vores patienter skal igennem flere præparater, førend at de når frem til den medicin, som virker præcis for dem. Men vi mangler endnu entydige biomarkører og ved derfor simpelthen ikke nok til at kunne gøre det i dag,” siger overlæge Oliver Hendricks, der oplyser, at biomarkøren ACPA, som reumatologer dog kan bruge til at stille diagnosen leddegigt, ikke er brugbar i forhold til at identificere den rette medicinering af den enkelte patient.

I dag anbefaler både Medicinrådet og de europæiske rekommandationer fra EULAR således methotrexat som førstevalg. Selv om omtrent kun 70 procent har effekt af den billige methotrexat, mens de øvrige 30 procent af patienterne ingen eller kun meget ringe gavn har heraf, hvorfor de herefter ofte bliver kandidater til de biologiske præparater. Inden de biologiske midler tages i anvendelse, vil disse patienter dog også først skulle have prøvet en såkaldt trestofsbehandling, hvor mehotrexat kombineres med Salazopyrin og Plaquenil. En del patienter, som ikke responderer godt nok på mehotrexat har nemlig ifølge Hendricks god effekt af trestofsbehandling  - eller man afprøver måske præparatet Arava. Alle disse mediciner er langt billigere end de biologiske stoffer.

For nogle patienter kan det altså blive ikke så lidt af en rejse at nå frem til de biologiske midler. Men at starte i omvendt rækkefølge med de biologiske midler som førstelinjepræparat, så de 30 procent af patienterne ikke skal afprøve de ældre og billigere stoffer forgæves, vil dog på ingen måde give mening ifølge Oliver Hendricks:

 ”Vi arbejder i dag efter en meget stærk, gennemarbejdet og evidensbaseret algoritme, som definerer, hvad der anvendes først, næst og herefter. Evidensen viser en sammenlignelig effekt mellem de dyrere biologiske midler og de andre billigere sygdomsmodificerende præparater, men den viser tillige også et sammenligneligt antal svigt. Så vi ville således fortsat have opgaven at behandle de 30 procent af patienter, som ikke kom i kridthus med det mere dyrbare biologiske præparat. At have afprøvet et mere dyrbart præparat ville derfor bare være mere dyrt, men netop ikke medføre et bedre resultat end vi i dag opnår med de billigere gigtmediciner, som vi betegner som konventionelle sygdomsmodificerende lægemidler, cDMARDS.

Oliver Hendricks forhåbninger er dog, at personlig medicin i fremtiden ville kunne komme til at erstatte algoritmen:

 ”Men dette forudsætter desværre en viden, som vi endnu ikke har. Vi forventer dog, at vores Danske Reumabiobank (DRB) bliver et velegnet materiale til at finde mulige brugbare biomarkører og skabe den viden i fremtiden. Lige nu indberetter vi danske reumatologer flittigt til den, men vi er fortsat på indsamlingsstadiet, og har endnu ikke brikker nok til at kunne begynde at afkode materialet videnskabeligt i retning af en personaliseret medicin,” siger Hendricks, der også håber, at biobankens materialer vil kunne bidrage til en medicinsk løsning for de omtrent tre procent af samtlige leddegigtpatienter for hvem, det gælder, at de ikke har positiv klinisk effekt af de i dag eksisterende gigtmediciner- uanset typen af præparat.