Skip to main content


Sådan virker de nye diabetes 2-behandlinger

De nye SGLT 2-tabletter nøjes ikke med at sænke blodsukkeret hos type 2 patienter. De reducerer også vægten og blodtrykket og nedsætter dødelighed og hjertesvigt. 

I mange år har Metformin var det første tilbud til patienter med type 2 diabetes, , men i løbet af de sidste syv-otte år er antallet af behandlingsmuligheder til type 2 diabetes steget.

Metformin har i mange år – og er stadig – Sundhedsstyrelsens anbefalede førstevalg og samtidig en velafprøvet og billig behandling. Men den får nu stærk konkurrence af den såkaldte GLP-1 baserede behandling og de forholdsvis nye SGLT (sodium glukose cotransporter) 2- hæmmende tabletter.

Det er ganske vist ikke en tabletform, der kan konkurrere på pris. Men modsat Metformin, hvis virkning alene er at øge kroppens følsomhed for insulin for på den måde at få det høje blodsukker til at falde, så adskiller SGLT 2-behandlingen sig ved at påvirke udskillelsen af sukker i nyrerne. Det er en helt ny måde at bekæmpe et højt blodsukker på.

"Man tisser ganske enkelt sukkeret ud – ca. 50-70 gram i døgnet – og dermed sænker man blodsukkeret. Det nye behandling virker ved at blokere transportproteinet SGLT-2 i nyrerne. På den måde forhindrer det sukkeret i at gå tilbage til blodbanen, så det i stedet bliver tisset ud," forklarer seniorforsker ved Steno Diabetes Center Copenhagen, Frederik Persson.

Tis sukkeret ud og tab dig

"På sigt fører sukkerudskillelsen til et vægttab på et par kilo. Det er positivt, da en del andre behandlinger giver en vægtøgning, og diabetes-patienter ofte kæmper med overvægt," forklarer professor og overlæge på Steno Diabetes Center Copenhagen, Marit E. Jørgensen.

Der har desuden vist sig at være andre sidegevinster ved brug af SGLT 2-behandlingen.

"Den SGLT 2-hæmmende tablet beskytter desuden mod blodpropper og hjertesvigt blandt andet fordi, at behandlingen sænker blodtrykket. Derudover ser det også ud til, at den forebygger nyresvigt," siger Frederik Persson.

Endelig markerer den nye SGLT 2-behandling sig også positivt ved kun i minimal grad at give anledning til for lavt blodsukker, som ellers er mange diabetikeres frygt.

Dyr tablet med stor effekt

Der går dog nok nogle år, før prisen på den nye behandlinger er noget at råbe hurra for.

"Efter tilskud koster behandling med SGLT 2-hæmmende tabletter ca. 16 kroner om dagen, mens Metformin koster under en krone. Man kan forestille sig, at guidelines for, hvad lægerne kan tilbyde, bliver ændret som resultat af de nye studier. Det kan påvirke patientens pris i positiv retning, men om det bliver sådan afhænger af en samfundsmæssig vurdering. Det er jo en meget stor og derfor dyr gruppe, vi her taler om," fortæller Marit E. Jørgensen.

Der findes lidt mere end en håndfuld SGLT 2 hæmmende tabletter. På det danske marked har vi foreløbig tre, der ligger på samme prisniveau:

  • Forxiga-tablet Indeholder det SGLT 2- hæmmende stof dapagliflozin
  • Jardiance-tablet Indeholder det SGLT 2-hæmmende stof empagliflozin
  • Invocana-tablet Indeholder SGLT 2-stoffet canagliflozin. Canagliflozin-behandlingen bliver dog kun brugt i meget ringe grad i blandt danske patienter.

Alle tre SGLT 2-hæmmende tabletter har overrasket positivt i forhold til både at kunne få blodsukkeret, vægt og blodtryk ned med færre dødsfald og blodpropper til følge. Mere erfaring og flere studier med brug af SGLT-2 hæmmende tabletter er derfor vejen, hvis prisen skal ned og flere patienter skal have mulighed for at blive tilbudt tabletterne. For der er endnu små hager ved nogle af produkterne.

Bivirkninger under lup

Selv om de typiske bivirkninger ved eksisterende type 2-behandlinger som vægtøgning og lavt blodsukker ikke bliver udfordret ved brug af SGLT-2-hæmmende tabletter, så er der andre bivirkninger, man bør være opmærksom på.

"Nogle patienter mærker, at urinvejene bliver badet i sukker og får urinvejsinfektion. En anden bivirkning kan være diabetisk syreforgiftning, som vi typisk ser hos type 1 diabetespatienter," forklarer Marit E. Jørgensen.

Der er også registreret alvorlige men sjældent sete bivirkninger i form af højere forekomst af amputationer. Det er dog kun observeret i forbindelse med SGLT-2-behandling med stoffet canagliflozin, hvilket netop er det SGLT 2-produkt, der sjældent anvendes blandt danske patienter.

 

behandling, type 2 diabetes, behandlinger, SGLT 2, Forxiga, Jardiance, Invocana, dapagliflozin, empagliflozin, canagliflozin, Metformin