Metformin mindsker covid-19-død hos visse kvinder
Kvinder, der er overvægtige eller har type 2-diabetes og bruger det blodsukkerregulerende diabetesmiddel metformin, er mindre tilbøjelige til at blive indlagt med covid-19, konkluderer retrospektiv kohorte-studie.
Undersøgelsen, udgivet i The Lancet Healthy Longevity, er baseret på patientdata fra over 6.000 personer med type 2-diabetes eller fedme, der har været indlagt på hospital med covid-19. Cirka halvdelen var kvinder. Forskerholdet bag studiet analyserede om brug af metformin var associeret med nedsat dødelighed eller ej.
Forskerne fandt en reduktion i dødsrisiko på 21 til 24 procent hos kvinder, der var fede eller havde type 2-diabetes og tog metformin, sammenlignet med lignende kvinder, der ikke tog medicin.
Der var ingen signifikant reduktion i dødeligheden blandt mænd.
Metformin er som bekendt meget anvendt medicin til at kontrollere blodsukkerniveauet hos patienter med type 2-diabetes. Det reducerer dog også inflammationsproteiner som TNF-alfa, der ser ud til at forværre en covid-19-infektion. Det kan muligvis være en del af forklaringen på resultatet, forslår forskerne.
"Observationsstudier som dette kan ikke være konklusive men bidrage til den voksende evidens. At se en større association med forebyggelse hos kvinder men ikke hos mænd kan pege på betændelsesreduktion som en nøglemekanisme, hvor metformin reducerer risikoen fra covid-19. Der er dog behov for mere forskning, "sagde hovedforfatter Carolyn Bramante i en pressetekst på Eurekalert. Hun er læge og lektor ved Institute for Medicin ved University of Minnesota Medical School.