Skip to main content


"I vores program for brugerinvolvering har vi brugerne med i alt: tilrettelæggelse af behandling i klinikken, forskningen, undervisning, byggeriet af vores nye bygning og meget mere," siger Allan Flyvbjerg, direktør, SDCC.

Steno-status: Diabetesbehandlingen løftes forskelligt i hver region

I samtlige fem regioner er direktører, placeringer og bevillinger på plads på Steno Diabetes Centrene. De fem regionale centre skal løfte niveauet for behandling af mennesker med diabetes over hele landet, men der er alligevel regionale forskelle, som handler om, hvilke udviklings – og forskningsprojekter, der prioriteres netop nu på centrene.

Det er Novo Nordisk Fonden, som har bidraget med syv milliarder kroner til at give hele landet et løft i diabetesbehandlingen i kraft af de nye, regionale Steno Diabetes Centre. Novo Nordisk Fondens vision er at yde betydende bidrag til forskning og udvikling, som forbedrer menneskers helbred og velfærd.

Status er, at alle fem regioner nu har nedsat direktører, og at der er flere udviklings- og forskningsprojekter på vej.

Der er regionale forskelle på de fem Steno Diabetes Centre - for hvert enkelt center findes et særkende eller et værdisæt, som danner en rød tråd igennem forsknings – og udviklingsprojekterne.

I oversigten her kan man læse om nogle af de forsknings – og udviklingsprojekter, der er på vej fra de fem regionale Steno Diabetes Centre.

 

Region Hovedstaden – Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC)

Brugerinddragelse er et princip

Steno Diabetes Center Copenhagen har sat gang i et ambitiøst brugerinddragelsesprogram, der skal bringe personer med diabetes og medarbejdere tættere på hinanden, og programmet foregår i alle enheder – ikke kun i ambulatoriet. Centeret har for eksempel haft brugere med ’helt ude på byggepladsen’, hvor de har været involveret i, hvordan det kommende Steno Diabetes Center Copenhagen skal bygges og indrettes.

"I vores program for brugerinvolvering har vi brugerne med i alt: tilrettelæggelse af behandling i klinikken, forskningen, undervisning, byggeriet af vores nye bygning og meget mere," siger Allan Flyvbjerg, direktør, SDCC.

Tværfaglig forskning

SDCC´s forskningsenhed har store forskningsgrupper, blandt andet inden for komplikationer, registerforskning, type 1-diabetes, type 2-diabetes og diabetesteknologi.

Forskningen er tværfaglig og kan ofte hurtig omsættes til forbedringer i behandlingen. For eksempel har centeret for nylig offentliggjort et studie baseret på data fra Steno Diabetes Center Copenhagen om, at type 2-diabetes kan inddeles i flere underkategorier end tidligere. De forventer, at de inden udgangen af året kan omsætte den viden til et værktøj i ambulatoriet og dermed skabe en mere præcis og målrettet behandling.

Endelig er SDCC også i fuld gang med at etablere et onlinevidencenter, hvor både personer med diabetes, personer i risiko for diabetes, pårørende og sundhedsfagfolk kan hente den nyeste og mest opdaterede viden om diabetes.

Sundhedsfremmeprojekter i Tingbjerg

SDCC har en lang række projekter i gang inden for forebyggelse og sundhedsfremme, hvor de f.eks. samarbejder med lokalsamfundet som en integreret del af arbejdet for bedre diabetesforebyggelse. Det sker eksempelvis i Tingbjerg Changing Diabetes, hvor målet er at fremme det sunde liv og styrke forebyggelsen af type 2-diabetes blandt høj-risiko grupper af beboere i det socialt udsatte boligområde Tingbjerg i Københavns nordvest-kvarter.

Samarbejde med kommunerne og almen praksis

To af SDCCs fire kerneområder er sundhedsfremme samt uddannelse af sundhedspersonale, personer med diabetes og deres pårørende. SDCC er godt i gang med en række uddannelsesaktiviteter og samarbejder med de praktiserende læger. Blandt andet har de indgået et samarbejde direkte med Københavns Kommune om, hvordan de i fællesskab løfter diabetesforebyggelse og -behandling samt får styrket sammenhæng og kvalitet i forløb for de op mod 30.000 borgere, der lever med diabetes i kommunen.

I forskningen har SDCC også øje for det tværsektorielle samarbejde.

Mere overordnet er SDCCs Uddannelsesenhed desuden initiativtager til en national konference for blandt andet praksislæger om nyeste viden på diabetesområdet. Konferencen kommer til november – og sker med deltagelse og oplæg fra de øvrige stenocentre.

Styrket behandling

"Behandlingen er allerede styrket blandt andet gennem samarbejde med alle partnerhospitalerne i Region Hovedstaden. I vores SDCCs ambulatorium har vi lavet specialistfunktioner inden for type 1-diabetes og type 2-diabetes, så alle bliver mødt af en specialist og har en behandlingsansvarlig læge og sygeplejerske," fortæller Allan Flyvbjerg.

Supplerende behandlingsinitiativer

En vigtig faktor i fremtidens diabetesbehandling er de supplerende behandlingsinitiativer, som er en række udviklingsinitiativer, der skal medvirke til at afdække, hvilke nye kliniske tiltag, der giver ekstra værdi for personer med diabetes. På SDCC er der følgende initiativer i gang:

Forebyggende undersøgelser og behandling af diabetiske fodproblemer på fodklinik: Der er etableret fodklinik og værksted, samt ansættelse af fodterapeut på alle hospitaler i Region Hovedstaden med henblik på at alle kan levere den årlige fodinspektion. Implementering af årlig screening af fodsygdomme blandt personer med diabetes, der har en særlig høj risiko for diabetiske fodsår. Samarbejdet foregår mellem alle hospitaler og matrikler i Region Hovedstaden, men dog ikke på Herlev Hospital.

Der er en bred vifte af udviklingsprojekter fra SDCC på trapperne. Blandt overskrifterne kan nævnes følgene:

Fælles diabetes-hjerte samarbejde, fælles diabetes-nyre samarbejde, psykologiske interventioner til personer med diabetes og samtidig psykosociale problemstillinger, optimering af behandling til personer med type 1-diabetes ved brug af sensor, skræddersyet behandlingstilbud til unge med diabetes, fysisk træning og uddannelse til personer med type 2-diabetes, praktisk træning og uddannelse i mad og ernæring (FoodLab) til personer med diabetes og

 

"Vi er godt i gang med en lang række initiativer, der skal supplere behandlingen og løse nogle af de udfordringer, der også er for personer med diabetes. Det er udfordringer, der har været talt om i mange år, og som vi nu har taget endegyldigt fat på. SDCC har fx etableret samarbejder mellem hjerte- og diabetesafdelinger, opgraderet fodklinikkerne og forbedret behandlingen af diabetisk fodsår og andre fodproblemer i Region Hovedstaden, og vi er i samarbejde med unge med diabetes ved at udvikle, hvordan vi laver den bedste overgang i behandlingen fra barn til voksen," siger Allan Flyvbjerg afsluttende.

 

Region Midtjylland – Steno Diabetes Center Aarhus (SDCA)

"På Steno Diabetes Center Aarhus (SDCA) er vores mål at bidrage til et godt liv for alle med diabetes. I den nationale Steno satsning er vores særkende, at vi har fokus på tværsektorielle indsatser og sammenhængende patientforløb. Vi har i Aarhus og Region Midtjylland længe været stærke inden for almen medicin og hele dette forskningsområde, og det har derfor været naturligt, at vi gjorde det til vores særlige fokus," fortæller Troels Krarup Hansen, direktør, SDCA.

Vægt på bredt samarbejde

"Vi lægger stor vægt på at samarbejde bredt og har i den forbindelse brugt en del tid på landevejen, hvor vi har været ude at besøge vores Steno Partner regionshospitaler i Region Midtjylland. I den proces blev vi positivt overraskede over, hvor mange gode initiativer, der allerede er gang i," fortæller Troels Krarup Hansen.

Vi har til gengæld nok ikke hidtil været gode nok til at vidensdele på tværs af hospitaler, og her har SDCA en central og vigtig opgave i at få delt og formidlet al den gode viden, der allerede er i vores region. Vores chef for det tværsektorielle område, Annelli Sandbæk, er i øjeblikket i gang med at formulere en strategi for vores indsats på området, bl.a. baseret på de informationer vi fik, da vi var på besøg hos regionshospitalerne, "fortæller Troels Krarup Hansen.

"Strategien skal præsenteres for bestyrelsen inden udgangen af i år, men vi forbeholder os ret til at tænke os godt om af respekt for de mange samarbejdspartnere, vi gerne vil have med i arbejdet," siger Troels Krarup Hansen.

Samme-dags-screeninger skal prioriteres

På SDCA og i Region Midtjylland vil vi prioritere samme-dags-screening til de patienter, som det giver mening for. Vi arbejder i øjeblikket på at få klarlagt, hvordan behovet for samme-dags-screening er ude i praksis. Derudover er vi begyndt at se på, hvordan vi kan optimere samarbejdet med de praktiserende læger, fortæller Troels Krarup Hansen.

På SDCA ser man derudover på f.eks. på et konkret udviklingsprojekt, som handler om, hvordan de kan bidrage til at give de praktiserende læger et kompetenceløft og endnu mere viden inden for diabetesområdet. Vi arbejder i den forbindelse med et forslag om at bruge video til at undervise de praktiserende læger ved deres egen computer. Indholdet i videoen bliver endokrinologer, som underviser i diabetesbehandling målrettet til de praktiserende læger. 

Udvikling af diabetesbehandlingen

Forskning udgør nu og fremadrettet en stor og vigtig del af SDCA. Forskningsprojekterne dækker en bred vifte af områder - fra reagensgals og laboratorieforskning til det direkte patientnære. 
 
"På SDCA har vi fokus på, at vi gerne vil samarbejde. Det er vigtigt, at vi kan lære af og trække på hinandens erfaringer på tværs af både hospitaler, kommuner, almen praksis og regioner," fortæller Troels Krarup Hansen.

"Jeg håber især, at vi kan få det nationale samarbejde på tværs af de fem regionale Steno Diabetes Centre helt op på den store klinge," siger Troels Krarup Hansen afsluttende.

 

Region Syddanmark – Steno Diabetes Center Odense (SDCO)

"Vores særkende for SDCO er type 2-diabetes. Det er et stort område, som vi har forsket meget i igennem mange år, og det fortsætter vi med. Et stort område er patogenesen til type 2-diabetes," fortæller Jan Erik Hansen, direktør, SDCO.

Forskning i det kardiovaskulære område

"Et andet område, som vi satser massivt på, er forskningsprojekter med afsæt i det kardiovaskulære område. Vi vil finde ud af mere om, hvad der er af grunde til, at man udvikler hjertekarsygdom, når man har type 2-diabetes," fortæller Jan Erik Hansen.

Da det er svært at screene for hjertekarsygdom, har de en forventning om, at der er mange patienter med type 2- diabetes, som kan få bedre hjælp, hvis de kender mere til risikofaktorerne for, hvorfor man udvikler kardiovaskulære sygdomme samt, hvordan man screener på den bedste måde. SDCO forsker i den forbindelse både i patienter med type 2-diabetes og kendt hjertekarsygdom og patienter med risiko for at hjertekarsygdom.

Forskning i graviditet og diabetes

"Et andet område er diabetes og graviditet, som også er et område, vi har dyrket og forsket i igennem mange år. Vi har i den forbindelse både fokus på, hvad der sker før og efter graviditet. Vores forskning drejer sig om, hvordan man bedst hjælper patienter med type 2-diabetes, der ønsker at blive gravide. Blandt andet, hvordan vi bedst hjælper de patienter med type 2-diabetes, som får medicin, de måske ikke må tage, når de er gravide," fortæller Jan Erik Hansen.

Et andet stort område er de patienter der har haft graviditetsdiabetes, hvor op mod 60 procent af målgruppen risikerer at udvikle diabetes senere i livet. Det specielle fokus er, hvordan vi hjælper disse kvinder med at reducere deres risiko for udvikling af senere diabetes, fortæller Jan Erik Hansen.

Samme-dags-screening og udgående funktioner

"Vi arbejder under en hovedoverskrift i hele Region Syddanmark, som handler om, at samme-dags-screening skal gøres til en realitet på diabetesambulatorier og at tilbuddet også skal ud blandt de praktiserende læger. Vi regner med, at vi kan tilbyde samme-dags-screening for senkommplikationer i vores ambulatorierne fra årsskiftet og som tilbud til de praktiserende læger i 2019 eller 2020."

"Vi arbejder også med en anden hovedoverskrift, som handler om vores udgående funktioner. Vi vil gerne tilbyde, at vores diabeteseksperter kan komme på de psykiatriske sengeafdelinger samt i distriktspsykiatrien og bistå med diabetesbehandling af de psykiatriske patienter samt kompetenceløfte de psykiatriske læger og sygeplejersker. Et tilsvarende projekt er også udviklet til det somatiske område," fortæller Jan Erik Hansen.

"Vi har helt konkret 12 projekter i støbeskeen, der er beskrevet og enten er implementerede eller klar til at blive implementerede. Og så skal vi have yderligere initiativbeskrivelser, som vores bestyrelse herefter skal godkende, hvorefter de også skal implementeres. og så skal det implementeres," siger Jan Erik Hansen afsluttende.

 

Region Nordjylland – Steno Diabetes Center Nordjylland (SDCN)

"På SDCN er vores særkende, at vi arbejder med digital sundhed og diabetes. Status er, at SDCN på stående fod er i gang med to konkrete udviklngsprojekter," skriver SDCN kommunikationskonsulent, Tanja Graven Nielsen i en mail fra samme sted.

Udviklingsprojekterne hedder henholdsvis: `Virtuelle konsultationer for diabetespatienter,´ `Udvikling af prædiktionsmodeller til vurdering af sundhedsøkonomisk effekt af forebyggende indsatser og digitale sundhedstilbud i kommuner og på hospitaler.

Begge projekter er i gang og udvikles løbende, efterhånden som SDCN får feedback fra patienterne og de sundhedsprofessionelle.

Forskning i diabetes og dårlige nerver

På SDCN er der startet et forskningsprojekt i dårlige nerver. Projektet skal bidrage med viden om, hvem der er i risikozonen for at udvikle neuropati. Det er målet, at man dermed kan forebygge udviklingen af diabetisk nervesygdom på et tidligere stadie. Forskningsprojektet er startet.

Den 1. oktober 2018 startes et forskningsprojekt, som handler om diabetes, muskelstyrke og risiko for fald. Resultaterne fra projekterne offentliggøres løbende via artikler i takt med, at de er klar.

Supplerende behandlingstilbud på vej til diabetespatienter

På SDCN har dei tre supplerende behandlingstilbud på vej til diabetespatienter.

Der er tale om et nyt opstartsforløb for type 1-diabetes.

Derudover en ny hotline/telefonrådgivning på voksenområdet.

En transitionsklinik, hvor man kan arbejde med målgruppen, som er i overgangen fra ung til voksen.

De tre behandlingstilbud udrulles og tilbydes til de nordjyske diabetespateinter i den nærmeste fremtid, melder SDCN ud i en mail.

For alle områder gælder det, at interesserede kan holde øje med vores linkedIn-profil og hjemmeside, hvor vi løbende offentliggør nyheder om behandling, aktiviteter og forskningsresultater, skriver Tanja Graven Nielsen i en mail.

 

Region Sjælland – Steno Diabetes Center Sjælland  (SDCS)

Visionen for sundhedsvæsenet i Region Sjælland er et Sundhedsvæsen med borgerens behov i centrum og et nært og specialiseret sundhedsvæsen for alle. SDCS har som et vigtigt element i at løfte behandlingstilbuddet på diabetesområdet, at skabe diversitet i behandlingen, som sikrer at alle patienter kan inkluderes og at ulighed i sundhed i relation til diabetes reduceres.

Nye opstartsforløb til type 1-diabetes

"Vi skal lave et nyt opstartsforløb for børn med type 1-diabetes på baggrund af, at der skal ske en afdækning af, hvad behovet er på de forskellige afdelinger i regionen," fortæller Lise Tarnov, direktør, SDCS.

"Hvis vi skal tilbyde det samme niveau i hele regionen, skal der ske noget forskelligt på de forskellige afdelinger. Det hænger sammen med, at patienternes behov er forskellige," siger hun.

SDCS skal have ansat en børnekoordinator og en centerchef, som kan varetage opgaven, fortæller Lise Tarnov.

Foruden et nyt opstartsforløb til børn, skal der også laves et nyt opstartsforløb til voksne med type 1-diabetes.

"Vi skal have en afdækning af, hvad der skal til, hvis vi skal leve op til de nationale guidelines for behandling – så vi konkret ved, hvor vi skal sætte penge og ressourcer af til at løfte området," siger hun.

Samme-dags-screeninger skal opstartes hurtigt

Samme-dags-screening er et højt prioriteret område for SDCS, som skal op og køre så hurtigt som muligt, fortæller Lise Tarnov.

Status er, at Steno Diabetes Center Sjælland venter på, at bygninger, der er tiltænkt formålet, bliver klar.

Det er målet, at alle senkomplikationer skal undersøges, og at de kan koordinere og dele vores erfaringer med området nationalt.

Lise Tarnov forventer, at SDCS er i mål med projektet allerede i andet kvartal 2019, fordi de allerede har fået lov at tage hul på budgettet for 2019 nu. Det hænger sammen med ønsker om at komme hurtigt i mål med, at man kan tilbyde samme-dagsscreeninger, fortæller hun.

Den diabetiske fod skal prioriteres

Den diabetiske fod skal prioriteres på SDCS, fortæller Lise Tarnov. I den forbindelse har SDCS identificeret nogle områder, hvor man sætter målrettet ind. Herunder sår, der ikke heler samt det multidisciplinære fodteam.

SDCS vil se på, hvor det ikke fungerer i øjeblikket, så man kan sende midler efter de områder, der halter, fortæller Lise Tarnov.

"Når man samler gode mennesker, som brænder for sagen, så kan der opstå nye, gode idéer og det er der også plads til," siger hun afsluttende.