Lægeformand: Pas på med at sygeliggøre den naturlige aldring

Mens patientorganisationer og medicinalvirksomheder ønsker tidligere udredning og behandling af demens, advarer formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) Bolette Friderichsen mod yderligere sygeliggørelse af den naturlige aldring. Vi vil tjene gamle mennesker bedre ved at respektere aldringen og sikre en værdig alderdom end ved at udrede og medicinere, mener hun.

En nylig udkommet årsrapport fra Dansk Klinisk Kvalitetsdatabase for Demens konkluderer, at den ellers gode danske demensudredning er spredt på for mange enheder, og at for få patienter har adgang til neuropsykologisk testning, mens MR-scanning anvendes for sparsomt i udredning af vaskulær demens. Rapporten kommer omtrent samtidig med, at en række patientorganisationer og to medicinalvirksomheder er gået i brechen for at få en ny og mere ambitiøs handlingsplan for demens, selvom den nuværende plan først udløber om fire år. En ny plan skal ifølge organisationerne blandt andet sikre tidligere opsporing og bedre udredning af demenssygdom og desuden geare sundhedsvæsenet både regionalt og kommunalt til at håndtere de udfordringer, der følger med et stadig stigende antal borgere, der lever med demenssygdom.

En naturlig aldringsforandring

Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin Bolette Friderichsen er enig i, at samfundet er udfordret i forhold til at håndtere den fordobling af antallet af demente, som spås i danske og internationale prognoser. Og hun er også enig i, at patienter, der kan have gavn af de begrænsede behandlingsmuligheder, der findes, skal udredes, men hun er ked af det store fokus på demens som en sygdom, der skal behandles.

“Demens er i rigtig mange tilfælde en helt naturlig aldersforandring, og jeg tilhører dem, der mener, at vi ikke skal sygeliggøre de naturlige processer i tilværelsen. Det er ikke en sygdom at være i puberteten, have menstruation, være gravid eller i overgangsalderen. Og det er heller ikke en sygdom at blive alderdomssvækket. Heller ikke, når der er kognitiv svækkelse. Det kan være et problem både for den gamle og de pårørende, som står alene med at håndtere det, men det er ikke en sygdom,” siger Bolette Friderichsen.

Opgaven er at sætte ord på

I stedet for at udrede og behandle for enhver pris skulle ressourcerne i højere grad bruges på at hjælpe de ramte familier til at få det bedst mulige liv i den nye situation, og her kan den praktiserende læge spille en vigtig rolle, mener hun. Opgaven er i høj grad at få sat ord på og talt om problemerne, så man kan få inddraget den hjælp, der er behov for.

“Jeg har svært ved at forstå et generelt synspunkt om, at vi bør MR-scanne 80 procent af alle med vaskulær demens. Til gengæld går jeg ind for, at gamle skal have den hjælp, de har brug for, og at vi korrigerer de ting, vi kan, inklusiv et tilbud om udredning og demensmedicin, hvis det er relevant,” siger hun.

Når et ældre menneske eller en pårørende henvender sig med bekymring om demens, er det i alle tilfælde vigtigt som det første at afklare, om symptomerne skyldes andre årsager. Der kan være tale om en såkaldt psudodemens, hvor symptomer som hukommelses- og koncentrationsbesvær skyldes en mangeltilstand, stofskiftelidelse, depression eller anden psykisk lidelse. Eller der kan være tale om, at patienten er overbehandlet med sederende lægemidler, eller det kan være et alkoholproblem, som betyder, at personen fungerer dårligere, end han eller hun behøvede.

Når alt dette er undersøgt, kan den praktiserende læge derudover også hjælpe ved at tilbyde at give kommunen besked om, at familien er ved at være nødlidende og formidle kontakt til demenskoordinatoren., påpeger Bolette Friederichsen og tilføjer:

“Dette kræver ikke en diagnose, for det hører under serviceloven. Det handler om at afklare, hvad borgeren har brug for ved funktionstab, og der kan den praktiserende læge godt hjælpe med at tale med den trængte familie om, hvilke muligheder og rettigheder man har. Vi kan ikke bestemme, hvad kommunen skal tilbyde, men vi kan hejse et flag, og det gør vi hele tiden,” siger Bolette Friderichsen.

En uafvendelig sygdom

Hendes skepsis over for at begynde at henvise mange flere til demensudredning skyldes ud over respekt for alderdommen også det mere lavpraktiske, at behandlingsmulighederne er begrænsede, og det er effekten af de behandlinger, der findes også.

“I bedste fald kan man forskyde forløbet med et halvt års tid, hvis der er tale om en reel demens, men det er en uafvendelig fremadskridende sygdom under alle omstændigheder. Hvis det er en vaskulær demens, kan man gøre noget for at forebygge udviklingen ved at sikre, at personen er i relevant forebyggende behandling mod nye blodpropper i hjernen, men man kan ikke højne funktionsniveauet i hjernen medicinsk,” siger Bolette Friderichsen.

Sundhedsministeriet anslår, at omkring 89.000 danskere over 60 år i dag lever med en demenssygdom, men antallet forventes ifølge prognoserne at stige i takt med den demografiske udvikling, og i 2040 ventes mellem 125-150.000 danskere at have en demensdiagnose. Derfor er det også et prioriteringsspørgsmål, om man vil udrede flere med demens og aldersrelateret kognitiv forværring.

“Jeg ville være ked af, hvis vi kom dertil, at alle med nedsat funktionsevne skal i MR-scanneren, for så vælter kapaciteten i sundhedsvæsnet, og det går ud over andre sygdomsområder, hvor MR-scanning måske giver mere sundhedsfaglig mening. Vi har i forvejen svært ved at få udredt nogle af de sygdomme, hvor der behandlingsmæssigt er noget at hente. Derfor synes jeg, at man skal vælge klogt, og jeg synes ikke, det er klogt at scanne alle med demens, når ikke der er et behandlingstilbud,” siger Bolette Friderichsen.

En bedre vej at gå

Et andet væsentligt aspekt er, at det er vigtigt, at en eventuel udredning sker efter ønske fra den ældre selv. For selv om ægtefællen og børnene føler sig presset af situationen, er det ikke sikkert, at personen, det drejer sig om, er indforstået med at få en diagnose. Bolette Friderichsen oplever hver eneste uge at have samtaler med patienter og pårørende, hvor demens er blevet et problem, og nogle gange har familien bare brug for at dele deres bekymring og lade lægen vide, at der er noget på færde.

“Hvis de ikke har lyst til at få det stempel, siger de nej til udredning. Nogle synes, det er uværdigt og vil gerne have lov til at være sig selv og ikke være en diagnose og så gøre det, de nu kan - vel vidende, at de har brug for lidt mere hjælp, end de plejer. Og hvis den ældre selv har det sådan, er det en bedre vej at gå,” siger Bolette Friderichsen.

Samtale med respekt og værdighed

Hun oplever i nogen grad, at presset for udredning kommer fra børn eller ægtefæller til den demente, som føler sig magtesløse, fordi de ikke kan honorere forælderens behov for hjælp, enten fordi de bor langt væk fra den ældre, eller fordi opgaven er for stor, når man samtidig skal passe et almindeligt voksenliv med job og børn, eller som ægtefælle selv er gammel og træt. Og den følelse er helt legitim, understreger Bolette Friderichsen.

“Det er helt urimelige og fortvivlede situationer, vi oplever i almen praksis, så stor sympati til de pårørende, der knokler og ikke føler sig forstået og hjulpet. Jeg kan godt forstå deres perspektiv. Men jeg oplever ofte, at dårlig samvittighed hos børn bliver til urimelige forventninger til mig som praktiserende læge, og det løser ingenting, og svaret er ikke nødvendigvis til enhver tid at opspore udrede og diagnosticere,” siger Bolette Friderichsen.

Et socialt problem

Lægens opgave er ikke at overbevise den demente om at lade sig udrede. Samtalen skal foregå med respekt og værdighed og styres af det egentlige behov i situationen.

“Det er ikke værdigt at blive påtvunget en diagnose, man ikke ønsker, men det er heller ikke værdigt at sidde derhjemme med en beskidt ble og en pårørende, der ikke magter opgaven. Derfor er en helhedsvurdering og en afbalancering af indsatsen ud fra behovet i det enkelte tilfælde. Hvis jeg skulle sige noget om, hvordan aldersproblematikken skulle håndteres generelt, så er det et socialt problem, at vi har indrettet et samfund, hvor netværket bryder sammen, når nogen bliver syge. De voksne børn er midt i livet og er nødt til at passe deres job og kan ikke passe deres gamle mor i den anden ende af landet. Den eneste, der er tilbage til at hjælpe er en alderdomssvækket skrøbelig gammel, hvis hoved fungerer, men som er træt. Det er problemet, som skal løses,” siger Bolette Friderichsen.

Artiklen har været bragt i Medicinske Tidsskrifters magasin Almen Praksis i december 2021