
Et stort dansk studie viser, at personer med let forhøjet betændelse i kroppen har større risiko for at udvikle psoriasis – en hudsygdom, der viser sig som røde, skællende plamager som her på billedet.
Ny forskning: Betændelse kan spille en rolle i udviklingen af psoriasis
Let forhøjet betændelse i kroppen hænger sammen med øget risiko for psoriasis, viser stort dansk studie
Det danske befolkningsstudie har data fra mere end 100.000 deltagere og viser, at personer med tegn på let forhøjet betændelse i kroppen har større risiko for at udvikle psoriasis – en hudsygdom med røde, skællende plamager. Studiet er offentliggjort i British Journal of Dermatology.
Forskerne målte niveauet af tre stoffer i blodet, der viser betændelse i kroppen: CRP (et protein, som kroppen danner ved betændelse), SII og NLR (to tal, der viser balancen mellem forskellige slags hvide blodlegemer). Resultaterne viste, at jo højere disse værdier var, desto større var risikoen for at have psoriasis.
For eksempel havde personer med højt CRP-niveau næsten tre gange så høj risiko for psoriasis som dem med lavere CRP. Højt SII og NLR gav også en tydeligt øget risiko.
Sammenhængen var der stadig, selv når forskerne tog højde for andre ting, der kunne påvirke resultatet – som alder, køn, rygning, alkohol, motion, vægt og kroniske sygdomme. Sammenhængen var stærkest hos personer med moderat til svær psoriasis.
Studiet bygger på data fra Copenhagen General Population Study, hvor deltagerne blev undersøgt og afgav blodprøver mellem 2003 og 2015. Information om psoriasis blev hentet fra sygehusenes registreringer.
Ifølge forskerne styrker resultaterne teorien om, at betændelsestilstande i kroppen ikke kun er en følge af psoriasis, men måske også spiller en rolle i selve udviklingen af sygdommen.