
Jon Kroll Bjerregaard, overlæge og ph.d. ved Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet, fremhæver, at Danmarks forbedrede overlevelse for tarmkræft skyldes en bred indsats på tværs af sundhedsvæsenet, herunder systematisk kvalitetsarbejde og politisk prioritering.
Danmark har bedste tarmkræft-overlevelse i Norden
Danmark er nu det land i Norden, hvor flest personer med tarmkræftcancer er i live fem år efter diagnosen. Det viser den nyeste RKKP-årsrapport fra Dansk Kolorektal Cancer Database (DCCG).
Årsrapporten omhandler patienter med nydiagnostiseret tarmkræft (kolorektalcancer) i Danmark i 2023. Af rapportens konklusion fremgår det, at Danmark nu har den højeste relative fem-årsoverlevelse i Norden for kolorektalcancer.
I Danmark var fem-årsoverlevelsen i perioden 2018 til 2022 72,7 procent, mens den var 71,2 procent i Norge, 70,2 procent i Sverige og Island samt 68 procent i Finland. I perioden 2008 til 2012 havde Danmark den laveste fem-årsoverlevelse for kolorektalcancer med 62,8 procent.
Den forbedrede overlevelse skyldes flere forskellige faktorer, og en af dem er det systematiske arbejde med at sikre høj kvalitet i behandlingen, vurderer Jon Kroll Bjerregaard, overlæge, ph.d., ved Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet.
”Det skyldes en samlet multidisciplinær indsats, hvor også den politiske prioritering har været central, inklusiv centralisering. En yderligere forbedret overlevelse kræver en fortsat opmærksomhed på området, og at vi forsætter det gode arbejde i de danske afdelinger,” siger Jon Kroll Bjerregaard.
Færre får kolorektalcancer
Årsrapporten viser også, at færre får tarmkræft. En vigtig årsag til dette er sandsynligvis, at forstadier til kræft (polypper) fjernes i forbindelse med screening, siger Jon Kroll Bjerregaard.
”Faldet i incidensen ser ud til at være størst i den screenede aldersgruppe. Det understreger igen betydningen af at deltage i screeningen, som ikke bare finder tidligere stadier, men formodentlig også forhindrer udviklingen,” siger han.
Skal forekomsten af kolorektalcancer falde yderligere, kræver det en endnu højere deltagelse i screening, påpeger Jon Kroll Bjerregaard.
”Det vil betyde meget – dog ikke en udvidelse af gruppen. Desuden vil politiske tiltag med henblik på, at befolkningen motiveres til sundere livsstil også kunne hjælpe. Men det skal formodentlig være et mere effektivt værktøj end oplysningskampagner,” siger han.
Imponerende få lækager efter anastomose
I den seneste årsrapport fremhæver Styregruppen desuden, at risikoen for at dø inden for 30 dage efter en planlagt operation for tarmkræft i Danmark er 0,8 procent. I 2023 døde 20 patienter i alt, hvoraf 18 var over 75 år og i en skrøbelig helbredstilstand. Det får Styregruppen til at konkludere, at disse operationer generelt er sikre i Danmark.
Når man opererer for endetarmskræft og syr tarmen sammen igen (anastomose), er der en risiko for, at sammensyningen lækker. På landsplan sker det i 6,5 procent af tilfældene, hvilket Styregruppen vurderer som et godt resultat. Der er dog forskelle fra region til region i, hvor mange patienter der får denne type sammensyning, og dermed hvor mange der risikerer en lækage. Styregruppen opfordrer derfor de kirurgiske afdelinger til at udveksle erfaringer om, hvornår det er bedst at lave en anastomose.