
Jesper Elberling mener, at behandling, der reducerer kløe og forbedrer søvnen, markant kan øge livskvaliteten for patienter med atopisk eksem.
Kløe og dens påvirkning af søvnen spiller hovedrolle i eksem-patienters livskvalitet
Ny forskning viser, at to tredjedele af den forbedring, som patienter med atopisk eksem oplever ved den nye medicin lebrikizumab, skyldes, at den mindsker kløen og forbedrer deres søvn. Det fremhæver, hvor vigtigt det er at fokusere på at reducere kløe som en del af behandlingen, siger overlæge Jesper Elberling, der har været med til at lave undersøgelsen.
Analysen bygger på to store undersøgelser (ADvocate1 og ADvocate2), der har testet effekten og sikkerheden ved lebrikizumab sammenlignet med placebo hos unge og voksne med moderat til svær atopisk eksem. Studierne viste, at patienter, der fik den nye behandling, oplevede mindre kløe, bedre søvn og en generelt forbedret livskvalitet.
I en efterfølgende analyse undersøgte forskerne, hvordan behandlingen påvirkede patienternes livskvalitet gennem mindre kløe og færre søvnproblemer. Resultaterne viste, at størstedelen af forbedringen i livskvaliteten skyldes den kløereducerende effekt af behandlingen.
”Det er interessant, fordi det tydeliggør, at vi kan forbedre livskvaliteten betydeligt, hvis vi får behandlet kløen,” siger Jesper Elberling, overlæge på Gentofte Hud- og Allergiafdeling, der har forsket i AD og kløe gennem mange år.
Omkring en tredjedel af forbedringen i livskvalitet skyldtes lebrikizumabs direkte evne til at mindske kløe. En anden tredjedel kom fra bedre søvn, som var en følge af den reducerede kløe. Behandlingen havde desuden en direkte positiv effekt på livskvaliteten, som ikke kunne forklares alene ved dens indvirkning på kløe og søvn.
Lebrikizumab er et monoklonalt antistof, der både dæmper betændelsestilstande og reducerer overfølsomheden i nerver, som forårsager kløe. Tidligere undersøgelser har vist, at behandlingen virker hurtigt på kløe kort tid efter opstart. I februar 2024 blev den godkendt af Medicinrådet til behandling af unge og voksne med moderat til svær atopisk eksem.
Dårlig søvn har vidtrækkende konsekvenser
Ifølge Jesper Elberling er dårlig søvnkvalitet et udpræget problem blandt AD-patienter, der både kommer til udtryk ved besvær med at falde i søvn, men også ved såkaldt fraktioneret søvn, der betyder, at de vågner mange gange i løbet af natten. Det rækker ind i patienternes vågne timer og har store konsekvenser, ikke mindst for børn og unge, der har særligt brug for god søvnkvalitet.
”Vi ved, at det påvirker børn med AD’s daglige funktionsniveau, deres følelsesmæssige trivsel, sprogforståelse, indlæringsevne og evne til at fokusere og tænke abstrakt,” siger han.
Derfor understreger analysen også vigtigheden af behandling, der effektivt reducerer kløe, til selv helt små børn, hvor den dårlige søvnkvalitet kan påvirke hele familien negativt. Her nævner Jesper Elberling, at mens lebrikizumab er førstevalg til behandling af børn fra 12 år, så anvendes det lignende biologiske lægemiddel dupilumab til børn helt ned til seks måneder.
”Nogle vil spørge, om det virkelig kan være rigtigt, at man skal give børnene en injektion hver 14. dag, for det kan jo også være lidt traumatiserende for mange. Her er det vigtigt at have dokumentation for, at behandlingen har en effekt, der batter. At den fører til en markant bedring for barnet, men i mange tilfælde også for barnets forældre,” siger han og fortsætter:
”Derfor er det centralt at fokusere på, at en farmakologisk behandling, udover at have effekt på selve eksemet, også reducerer kløe og forbedrer søvnkvaliteten tilstrækkeligt.”