Skip to main content


" I denne her population er det især frygt for tilbagefald og afføringsproblemer, som påvirker dem. Og der er hjælp at hente, da der er flere studier i gang på området, og der findes allerede i dag relevante behandlingstilbud,” siger Johanne Dam Lyhne.

Tarmkræft-overlevere har senfølger op til ti år efter behandling

Mange langtidsoverlevere efter tarmkræft oplever vedvarende fysiske og psykiske symptomer op til 10 år efter endt kræftbehandling, viser resultater fra knap 3.600 danskere præsenteret på årsmødet for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi (DSKO).

Resultaterne blev præsenteret af læge og førsteforfatter Johanne Dam Lyhne, ph.d.-studerende på kræftafdelingen på Sygehus Lillebælt og formand for Dansk Psyko-Onkologisk Netværk.

”Hvis vi kigger på prævalensen af de psykiske senfølger efter primær diagnose, så kan vi se, at det faktisk er 35 procent af tarmkræftoverlevere, der 5 til 10 år efter deres primære behandling scorer over det kliniske cut-off for frygt for tilbagefald af kræft,” siger hun.

I studiet identificerede forskerne 6.989 personer diagnosticeret med tarmkræft mellem 2014 og 2018 via de danske registre. Patienterne modtog elektroniske spørgeskemaer via e-Boks i perioden maj 2023 til januar 2024. De blev spurgt til symptomer, der kunne indikere psykiske senfølger efter kræft såsom angst, depression, frygt for tilbagefald og helbredsangst, samt fysiske symptomer relateret til tarmfunktion, seksuel funktion og generel funktion. 

Af de 3.955 respondenter, der fuldførte spørgeskemaet, var der 3.552 brugbare svar. Den gennemsnitlige tid siden deres kræftdiagnose var 7,1 år.

Resultaterne viste, at:

  • 35 procent scorer højt på spørgeskemaet om frygt for tilbagefald af kræft, dog uden at det nødvendigvis påvirkede deres hverdag. Niveauet af angst og depression var det samme som baggrundsbefolkningen.
  • Fysiske senfølger, såsom løs afføring og seksuel dysfunktion, blev rapporteret af næsten en tredjedel af respondenterne (henholdsvis 29 procent og 31 procent).
  • Andre symptomer inkluderede ufrivillig afgang af luft eller løs afføring, vanskeligheder med at tømme tarmen, og afføringstrang. Disse symptomer blev rapporteret af omkring en fjerdedel af deltagerne (23 til 25 procent).
  • Træthed blev rapporteret af 29 procent af deltagerne. 

Behov for støtte

Det var især mænd (57 procent), som besvarede undersøgelsen, men det var især kvinder som svarede, at de oplever frygt for tilbagefald, sagde Johanne Dam Lyhne. Hun medgav dog en kritisk spørger fra publikum, at den store forskel mellem den samlede population, der havde modtaget spørgeskemaet, og så antallet, der havde besvaret spørgeskemaet, gav en risiko for skævvridning i resultaterne. En svarprocent på omkring 55 procent er dog ganske pænt, mener Johanne Lyhne.

"Vi udsender de sidste spørgeskemaer i denne uge og vil om en månedstid have de endelige data på de cirka 10.000 mennesker, der er blevet inviteret til at deltage i undersøgelsen. Vi er også undervejs med en artikel, der beskriver dem, der ikke svarer. Vi kan se i de data, at de kliniske og demografiske karakteristika mellem dem, der svarer, og dem, der ikke svarer ikke adskiller sig afgørende. Og derfor stoler vi ret meget på vores data.”

Resultaterne flugter desuden godt med andre studier, og dermed underbygger de vigtigheden af fortsat opfølgning og støtte.  

”Vi kan hjælpe mennesker, der har haft kræft ved at have større opmærksomhed på senfølger. Vi kan tale med dem om senfølger, vi kan screene for senfølger, vi kan vurdere deres senfølger, og vi kan hjælpe de her mennesker med at håndtere deres senfølger. I denne her population er det især frygt for tilbagefald og afføringsproblemer, som påvirker dem. Og der er hjælp at hente, da der er flere studier i gang på området, og der findes allerede i dag relevante behandlingstilbud,” sagde Johanne Dam Lyhne under præsentationen.

Da deltagerne i studiet primært var udgjort af en ældre population, kan de rapporterede symptomer skyldes meget andet end senfølger efter kræft, hvorfor der er behov for yderligere forskning på området.