Skip to main content


"Det er en kendt sag, at sundhedsvæsnet er presset, og at vi har begået fejl på kræftområdet. Det vil jeg gerne endnu engang undskylde over for patienter og pårørende. Denne gennemgang gør os endnu klogere på, hvor vi har særlige udfordringer med at behandle henviste patienter," siger regionsrådsformand Anders Kühnau.

Region Midtjylland har problemer på en række kræftområder, ikke kun tarmkræft

Det er ikke kun tarmkræftpatienter, der ikke behandles til tiden i Region Midtjylland. Det fremgår af en redegørelse, som regionen for kort tid siden afleverede til Sundhedsstyrelsen.

I kølvandet på kræftskandalen fra Aarhus Universitetshospital, hvor patientrettighederne for over 300 tarmkræftpatienter ikke blev overholdt, krævede sundhedsminister Sophie Løhde (V) svar på, hvor omfattende problemerne på kræftområdet var i hele Region Midtjylland – men også i de fire andre regioner. Regionerne skal svare i dag, fredag, og her er uddrag af deres svar.

Kæmpe problemer i Region Midtjylland

Redegørelsen fra Region Midtjylland kommer blot to dage efter, at regionen erkendte at have fejlinformeret 306 tarmkræftpatienter, der ventede for længe på behandling, om deres patientrettigheder.

Den nye gennemgang til Sundhedsstyrelsen afdækker især aktuelle og fortsatte kapacitetsudfordringer inden for kræft i urinveje, bryster og kvindelige kønsorganer ud over de kendte udfordringer inden for mave- og tarmkræft på Aarhus Universitetshospital.

For perioden 4. kvartal 2022 til 1. kvartal 2023 er der eksempelvis kun 54,4 procent af patienterne med kræft i prostata, som behandles indenfor den maksimale ventetid på 14 dage. For patienter med kræft i penis er det kun 19 procent, og for patienter med kræft i nyrebækken og urinleder er det kun 50 procent.

For patienter med æggestokkræft er der kun 66 procent, som behandles indenfor den maksimale ventetid på 14 dage, og for kvinder med  kræft i livmoderen er andelen helt nede på 57,6 procent.

For kvinder med brystkræft er det kun 81,6 procent, som får rettidig behandling.

Afdelingerne melder over en bred kam om voldsomt pres og personalemangel. Der mangler blandt andre speciallæger, sygeplejersker, radiologer og radiografer, samtidig med, at der er kraftig vækst af patienter med blandt andet urologiske kræftformer og modermærkekræft.

"Det er en kendt sag, at sundhedsvæsnet er presset, og at vi har begået fejl på kræftområdet. Det vil jeg gerne endnu engang undskylde over for patienter og pårørende. Denne gennemgang gør os endnu klogere på, hvor vi har særlige udfordringer med at behandle henviste patienter," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (Soc).

Regionsrådet har sat gang i en syvpunktsplan, der inddrager læring og sikrer fokus på områder, hvor der generelt er kapacitetsproblemer, siger regionsformanden. 

"Vi er ikke i mål, men godt på vej. På de udfordrede områder er hospitalerne i fuld sving med at sikre, at patienterne får et tilbud indenfor de maksimale ventetider," siger Anders Kühnau.

Kun få overskridelser i Region Sjælland

I Region Sjælland har der i den undersøgte periode været i alt 17.810 kræftforløb omfattet af de maksimale ventetider. Langt de fleste er udredningsforløb, men tallene dækker også over behandling og efterbehandling.

I 94 procent af forløbene gennemføres udredning eller behandling inden for 14 dage. Tallet er over 99 procent, hvis man tæller de forløb med, der bliver forsinket på grund af patientens helbredstilstand, ønske eller med patientens accept. 

Otte patientforløb i perioden har ikke levet op til bekendtgørelsen og er derfor særskilt blevet indberettet til Sundhedsstyrelsen.

Gennemgangen viser kapacitetsudfordringer, som Region Sjælland i en pressemeddelse skriver løbende er blevet italesat og indmeldt til Sundhedsstyrelsen inden for eksempelvis bryst- og lungekræft.

På baggrund af kapacitetsudfordringer i radiologien indenfor brystkræft blev der pr. 1. oktober 2022 indgået aftale med et privathospital om at modtage patienter ift. kræftpakke og udredning. Aftalen udnyttes, og det er således kun patienter som afdelingen ikke kan få telefonisk kontakt til, eller som ønsker at vente på udredning på Sjællands Universitetshospital samt komplicerede forløb, der ikke sendes ud til privathospitalet .

Og på grund af rekrutteringsvanskeligheder og pres på kapaciteten til udredning af patienter med mistanke om lungekræft, har Region Sjælland indgået samarbejdsaftale med Region Syddanmark ift. udredning. Aftalen omfatter primært patienter, der henvises til kræftpakkeforløb. Aftalen er indgået i august 2022 og forlænges inden sommerferien 2023.

"Vi har desværre udfordringer på nogle kræftområder. Det er udfordringer, som vi kender til i forvejen," siger koncerndirektør i Region Sjælland Jesper Gyllenborg og fortsætter:

"Den største udfordring, vi har, er mangel på speciallæger og andre nøglepersoner. Den udfordring gælder i hele landet. Det er svært at følge med stigningen i antallet af kræftpatienter, men vi skal blive ved med at arbejde på at kunne tilbyde patienterne udredning og behandling inden for den tid, som de har krav på."

Kun få problemer i Region Syddanmark

I 4. kvartal 2022 har været knap 1.400 patienter, som i Region Syddanmark har modtaget behandling i en kræftpakke, fremgår det af redegørelsen fra Region Syddanmark. Der er gennemgået i alt 221 forløb i regionen, hvor der i 4. kvartal 2022 har været registreret ventetid på behandling på over 14 dage - målt fra beslutning om behandling/informeret samtykke til påbegyndt behandling.

I 69 tilfælde var der tale om ufuldstændig registrering, og ventetiden var faktisk overholdt. I 71 af de resterende forløb har den forlængede tid ud over 14 dage været begrundet i patientens eget ønske om at udsætte en tid eller i faglige årsager/omstændigheder ved patientens helbredstilstand, som har betydet, at behandlingen ikke har kunnet gennemføres inden for den fastsatte frist.

Der er herefter 81 forløb, hvor forsinkelsen ud over de 14 dage skyldtes begrænsninger i kapaciteten. I 79 af disse forløb er det journalført, at patienterne er informeret om tid til behandling samt, at den tilbudte tid til behandling ikke er inden for den maksimale ventetid, og der er mulighed for viderehenvisning. Patienterne har her valgt at beholde den tilbudte tid, og dette samtykke er dokumenteret

Der er dermed i alt 2 forløb, hvor der har været en ventetid på over 14 dage, og hvor patienterne ikke er oplyst om deres rettigheder. Man har her ved en menneskelig fejl booket patienterne for sent og dermed er patienterne heller ikke i situationen oplyst om sine patientrettigheder, skriver regionen. Disse overskridelser vedrører forskellige kræftformer, og forsinkelsen har her været på henholdsvis en og fem dage. Disse overskridelser indberettes til Sundhedsstyrelsen

Udfordringer på to områder i Region Nordjylland

Gennemgangen i region Nordjylland viser, at regionen har kapacitetsudfordringer på særligt to områder - lungekræft og kræft i urinvejene, herunder prostatakræft.

Der er tale om i alt 6 ud af 125 patientforløb, hvor bekendtgørelsen ikke er overholdt. Disse patienter har ventet i 1-5 dage for meget.

Gennemgangen har også vist, at regionen i enkelte tilfælde kan journalføre bedre, når regionen ikke kan tilbyde behandling inden for tidsfristerne. Det er der nu fulgt op på, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Politisk er der lavet handleplaner og bevilget ekstra penge til de to områder, hvor regionen er mest udfordret, lungekræft og kræft i urinvejene, fremgår det af samme pressemeddelelse.

På lungekræftområdet er de samarbejdende specialer bl.a. gået sammen for at drøfte flaskehalse og arbejdsgange, og målopfyldelsen på lungekræft er steget.

Lungekræft har senest været politisk prioriteret i forbindelse med budgetaftalen for 2023, hvor forligspartierne afsatte 4,8 mio. kr. til området. 

Når det gælder kræft i urinvejene, bliver endnu en operationsrobot taget i brug i løbet af 2023. Der er samtidig tilført midler til prostatakræft, og der ansættes i 2023 flere speciallæger, skriver regionen.

Udfordringer på brystkræftområdet i Region Hovedstaden

Regionen finder ikke systematiske større kapacitetsudfordringer eller generelle udfordringer med at overholde tidsfristerne i de maksimale ventetider på andre områder end på brystkræftområdet, som i forvejen er en kendt udfordring.

Udover de velbeskrevne udfordringer, der er med brystkræft og mangel på bl.a. mammaradiologer, viser data fra Sundhedsplatformen dog også, at der er nogle få forløb med kræft i bugspytkirtlen, kræft i leveren  og kræft i urinvejene (urologi), som er særligt forsinket – seks forløb helt op til 42 dage. 

Gennemgangen af kræftbehandlingen i Region Hovedstaden indbefatter også datatræk fra Sundhedsplatformen, der viser, at der er ca. ti procent af 5.174 patientforløb på kræftområdet, hvor tidsfristerne ikke overholdes, men hvor patienten ikke har ønsket at benytte sig af patientrettighederne med at få afsøgt behandlingsmuligheder andre steder, men har accepteret den tilbudte tid.

”Det tal er alt for højt og handler i høj grad om brystkræft, som der knokles med på Gentofte Hospital. Vi forventer, at i løbet af efteråret så ligger overholdelsen af tidsfristerne stabilt. Det samme gælder tarmområdet, som også er på vej i god gænge. Målet er naturligvis at overholde tidsfristerne i alle patientforløb på alle kræftområder. Og det skal være tydeligt for patienterne, at de kan tilbydes behandling et andet sted inden eller udenfor regionen, hvis vi ikke har en tid inden for fristen. Vi oplever imidlertid, at de fleste patienter ikke ønsker at komme et andet sted hen, så derfor vil vi næppe kunne undgå, at nogle patienter behandles efter fristen,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (Soc).

kræft, ventetider