Forskere finder manglende brik i astma-puslespillet
Det inflammatoriske LIGHT-protein har tilsyneladende betydning for udviklingen af vejrtrækningsproblemer hos personer med astma, antyder ny amerikansk forskning.
I studiet, der netop er publiceret i Journal of Allergy and Clinical Immunology, kunne forskere vise, at en af de to receptorer for LIGHT, kaldet LTβR, var stærkt udtrykt på glatte muskelceller i luftvejene. Ved at ”slukke for” generne for den ene eller den anden receptor i mus, var gruppen i stand til at vise, at LIGHTs binding til LTβR er det, der udløser vævs-remodellering i luftvejens glatte muskler. De bekræftede resultatet ved efterfølgende at bruge glat muskelvæv fra menneskeligt bronkievæv.
”Dette er et meget, meget væsentligt fund, som giver os en bedre forståelse af potentialet ved medicinsk målretning af LIGHT, og hvad vi kan gøre for at lindre nogle af symptomerne og nogle af de inflammatoriske træk, der ses hos patienter med svær astma,” siger professor ved Center for Autoimmunity and Inflammation, La Jolla Institut for Immunology, Michael Croft, der også er seniorforfatter på den nye undersøgelse.
LIGHT-proteinet er en type inflammatorisk cytokin, der produceres af immunsystemets T-celler, og hos astmatiske patienter med alvorlig sygdom kan det være forhøjet i slimet i lungerne.
LIGHT er essentielt i vævs-remodellering, hvor lunger og luftveje bliver tykkere efter et astmaanfald. Disse tykkere luftveje kan efterlade en person med langvarige vejrtrækningsproblemer.
Kendte ikke LIGHT til bunds
Selvom forskerne vidste, at LIGHT var involveret i denne remodellering af luftvejene, vidste de ikke, hvorvidt LIGHT direkte påvirker det glatte muskelvæv i de store luftveje i lungerne. Disse celler øges i antal og størrelse hos mennesker med moderat og svær astma, hvilket menes at være primær årsag til tab af lungefunktion.
”Når disse celler i lungerne ikke kan udtrykke LTβR, så er stort set alle kendetegnene for den glatte muskelrespons forbundet med svær astma enten væk, eller de er meget begrænsede,” siger Michael Croft i en pressemeddelelse.
LIGHT er ikke det eneste cytokin, der er involveret i astmaanfald. Men den nye undersøgelse tyder på, at LIGHT har størst indvirkning. Ved at virke direkte på luftvejenes glatte muskelceller koordinerer LIGHT remodellerings-processen. Uden LIGHT- og LTβR-aktivitet kan de andre cytokiner ikke agere i samme grad.
Det nye studie er det første, der viser, at fjernelse af en enkelt receptor eller fravær af et enkelt cytokin kan begrænse ændring af glat muskelvæv i luftvejene.